Anmeldelse: Lovecraft Country, 1. sæson

I en tid præget af premieretørke på streaming-tjenesterne som følge af corona-pandemien er det glædeligt at konstatere, at efterårets store satsning på HBO indfrier forventningerne!

Jim Crow

Matt Ruff har skrevet romanen af samme navn fra 2016, som serien Lovecraft Country er baseret på. Vi befinder os i 1950’ernes USA, et USA præget af en markant raceadskillelsespolitik i mange delstater, hvor Jim Crow-love stadig praktiseres. Ruffs roman kombinerer dristigt og hæmningsløst drama, fantasy og horror, samtidig med at den er et sociopolitisk portræt af efterkrigstidens raceadskilte USA.

Ruff var inspireret af den amerikanske forfatter H.P. Lovecraft, der i begyndelsen af det 20. århundrede skrev om monstre og fremmedartede okkulte væsner fra en parallel dimension – så skræmmende, at bare det at se dem kunne skade dit sind.

https://www.youtube.com/watch?v=dvamPJp17Ds

 

Roadtrip

Atticus (Mayors) er på vej til sin hjemby Chicago for at finde ud af, hvad det er blevet af hans far (Williams). Faren har ikke givet lyd fra sig i over tre måneder, og Atticus er bekymret.

Rejsen fra Florida foregår i en raceadskilt bus, hvor de sorte er nødt til at gå, når bussen strejker. I nordstaterne er racismen mindre åbenlys, men stadig til stede. Afroamerikanerne har de dårligste betalte jobs og de mindste lejligheder, de chikaneres jævnligt af politiet og har svært ved at få “hvide” jobs.

Et kryptisk brev antyder, hvor faren befinder sig, og et mystisk kort leder dem på rette spor.

Da Atticus begiver sig ud på roadtrip gennem Amerika for at redde (?) sin far sammen med sin finurlige onkel George (Vance) og sin seje barndomsven Letitia (Smollett-Bell), får de virkelig racismen at føle på egne kroppe. Redneck-politiet har ikke tænkt sig at lade “negre” passere ubemærket gennem deres county! I den henseende lanceres serien på et godt timet tidspunkt.

Spiritisme og fantasivæsner

Det, der begynder som en “normal” serie (bortset fra de allerførste minutter), skifter hurtigt retning, idet vores helte bliver trukket ind i skoven og konfronteret med blodtørstige monstre fra en anden dimension.

Hoveder og lemmer rives af, blod sprøjter, og indvolde flyver i alle retninger. I dette univers hærger de vederstyggelige dæmoner frit.

Det kunne have været meget skidt og et irriterende, særdeles søgt genremiks, men serieskaber Misha Green (Underground) har fundet en fin balance mellem fængslende, intelligent drama og en legesyg form for splatter-gys. Undertegnede er ikke nogen udpræget fan af zombie-/splatterfilm, men blev generelt storslået underholdt af Lovecraft Country.

Mysterier

Atticus og Leti er på en langvarig mission, på jagt efter svar og løsninger på ukendte mysterier, hvor den gamle loge Sons of Adam spiller en vigtig rolle. Sons of Adam ledes af en karismatisk forfører, der hævder, at han blev smidt ud af Edens Have og nu søger nøglen til at komme tilbage – i det puslespil er den smånaive Atticus vistnok en vigtig brik.

Som assistent har foreningen den gådefulde femme fatale Christina Braithwaite (Lee), der bliver en mægtig fjende for Atticus og den fyrige Leti. Samspillet mellem dem er en fryd. Der er solidt skuespil over hele linjen, hvor vi ikke mindst vil fremhæve Jurnee Smollett-Bell og Michael K. Williams.

Serien er ikke bange for at være kontroversiel og grænseoverskridende, bl.a. med forbudt kærlighed, og vi lader os velvilligt rive med af den eksperimenterende, legende og ukonventionelle stil.

Visuelt lækker

Misha Green, der også er manuskriptforfatter, har skabt et herligt, visuelt lækkert univers, hvor de farverige 50’ere kolliderer med den mere moderne fantasy-verden. Hun krydrer den frække ret med iørefaldende musik og fede rytmer, og det hele oser af sensualitet og dampende sex.

Green har ladet sig inspireret af mange filmklassikere og genrer. Lidt Indiana Jones og lidt National Treasure, en dosis Poltergeist (klassisk forhekset hus med mørk kælder …) samt et skvæt Stranger Things, akkompagneret af charmerende personer, rappe replikker og en teknisk meget vellavet og gennemført produktion.

Hver episode er et særskilt kapitel for sig, det hele med en solid rød tråd, men det er desværre ikke alle episoder, der virker lige relevante for det narrative.

Serien genskaber de rockende, pastelfarvede 1950’ere på glimrende vis. Rekvisitterne er gennemført ned til mindste detalje, og musikken, bilerne, maden, tøjet og menneskene hensætter os til en svunden tid.

Når det er sagt, så er Lovecraft Country absolut ingen glorificering af Det Forjættede Land for 65 år siden. Racespørgsmålet og USA’s skammelige håndtering af det gennemsyrer fortællingen – uden at det virker søgt eller konstrueret.

Ikke for alle

Vi vil hævde, at Misha Green er lykkedes med den “umulige” opgave at popularisere en splatter-fantasy-gyser. Når det er sagt, så tror vi afgjort ikke, at Lovecraft Country vil være alles kop te. Her får vi afskårne lemmer, blodsprøjtende pulsårer, formskiftende væsner og “smeltende” hud, der løber af blodige og lemlæstede kroppe, serveret. Rædselen lurer bag hver en busk, og lig i forskellige grader af forrådnelse fylder kælderen.

Hvis man derimod kan se “bag” de afhuggede lemmer osv., får man en meget underholdende serie sat i en interessant historisk kontekst med spænding, drama og fascinerende personer. Fem stjerner. (Anmeldelsen er baseret på de første fem ud af ti episoder).

Lovecraft Country kan streames fra den 17. august på HBO Nordic, hvor en ny episode frigives hver mandag.