Der er få film, vi ser mere frem til, end Pixar-filmene fra Disney-koncernen. Teknisk set har de en kvalitet i en helt anden liga end alle andre i branchen, og desuden evner de (som regel) den vanskelige kunst at underholde både de yngste og de ældste i familien.
Siden deres første opus i spillefilmslængde, Toy Story fra 1995, har Pixar-studiet blændet os med overlegen teknisk kvalitet i deres computeranimerede kunstværker, samtidig med at de har formået at fortælle gode, medrivende og sjælfulde historier.
De har givet os mesterværker som Find Nemo, Ratatouille, WALL-E, Toy Story 3, Inderst inde og Coco. Alt sammen film, der formår at underholde hele familien og samtidig har så mange lag og en dybere historie, at både de yngste og familiens lidt ældre garde vil finde stor glæde i dem.
Luca er en utrolig billedskøn sommerfilm, der foregår i den maleriske italienske kystlandsby Portorosso (tydeligt inspireret af Cinque Terre), med dovne, varme sommerdage, is, pasta, fisk, badning og et lækkert italiensk soundtrack. Desværre er den ikke lige så medrivende og kreativt nyskabende som Pixars bedste film.
Her møder vi de to teenagedrenge Luca (Tremblay) og Alberto (Grazer), der i løbet af sommeren går fra at være troskyldige børn til unge voksne. Tilsyneladende normale, ubekymrede drenge, der vil have det bedste ud af sommerferien – men under overfladen har de en hemmelighed: De er begge søuhyrer (som bliver til “almindelige” drenge, når de kommer op af vandet). Hvilket selvfølgelig indbyder til mange komiske situationer.
Alberto har levet det glade liv på land et stykke tid, men aldrig interageret med menneskene, mens Luca frygter overfladen efter at være blevet skræmt fra vid og sans af sine bekymrede forældres propaganda.
Efter at Alberto lokker ham på land, med den konsekvens, at Lucas forældre går agurk og vil sende ham ned i dybet (ligesom “fortabte” indvandrerbørn sendes på koranskole i deres forældres hjemland for at komme på “bedre” tanker) til hans mildt sagt slibrige og socialt afstumpede onkel Ugo, beslutter Luca at løbe hjemmefra og flygte med Alberto, kørende ud i verden på en nypoleret Vespa.
I den søvnige fiskerlandsby bliver det tydeligt, at hverken Alberto eller Luca behersker de menneskelige normer og regler eller talemåder. De støder ind i byens selvudnævnte bølle, Ercole Visconti, og kommer dermed på sporet af, hvordan de skal realisere deres drøm: Ved at vinde byens årlige triatlon kan de købe et vrag af en Vespa og komme ud i den store verden.
De slår sig sammen med den handlekraftige Giulia, som også er lidt af en outsider i det lille samfund og bestemt ikke blandt byens mest populære. Trekløveret sætter alle kræfter ind, og med coaching fra Giulias stovte far planlægger de at vinde konkurrencen og komme væk fra byen:
Oh, baby, this town rips the bones from your back
It’s a death trap, it’s a suicide rap
We gotta get out while we’re young
’Cause tramps like us, Baby, we were born to run.
Luca er en klassisk opvæksthistorie, en fortælling om at rive sig løs fra sine forældre og stå på egne ben. Samtidig er det i mindst lige så høj grad en historie om fordomme, og hvordan de, der er “anderledes”, bliver set på og behandlet af flertallet i et samfund. Uden at filmen opleves som påtaget og kunstigt insisterende.
Desværre er størstedelen af persongalleriet lidt for endimensionelle og stereotype. Ercole er én stor kliché af en umoden, grov landsbybølle, mens Giulia er en tilsvarende venneløs outsider. Sådanne figurer kommer der friktion og god komik ud af, men historien som helhed bliver svækket. Derudover virker Luca meget forudsigelig, tager få chancer og mangler uventede twists.
Filmens styrke ligger i forholdet mellem Luca og Alberto. Udviklingen af deres varme venskab med troværdige problemer, konflikter og uenigheder om vejen frem er genkendelig og glimrende fortalt.
Luca er på ingen måde i samme liga som Soul og Coco, og er langt mere “ordinær”, letbenet underholdning. Men måske er det, præcis hvad vi har brug for lige nu: En sorgløs lille sommerflirt af en film, der kan tager tankerne væk fra pandemi, lockdown, vaccinebekymringer og overbelastede sygehuse.
Én ting er sikkert: Luca vil få dig i godt humør og sætte dig i den rigtige sommerstemning – og give dig lyst til at rejse til Italien igen! Fire stjerner.
Som endnu et offer for coronapandemien, hvor filmstudierne har aflyst eller udsat deres biografpremierer, kan du ikke se Luca i biograferne. Du er nødt til at tegne abonnement på streaming-tjenesten Disney+ for at se filmen, som dog er inkluderet i den faste månedlige pris og, ligesom Black Widow og Cruella, ikke koster ekstra.
Luca kan streames fra den 18. juni.
Fakta:
- Disney+
- Release: 18. juni 2021
- Instruktion: Enrico Casarosa
- Stemmer: Jacob Tremblay, Jack Dylan Grazer, Emma Berman, Saverio Raimondo, Maya Rudolph, Marco Barricelli, Jim Gaffigan, Sandy Martin
- Genre: Familie
- Land: USA
- År: 2021
- Tid: 1:36 timer