Anmeldelse: Lupin, 1. sæson del 2

I januars mørke kunne vi hygge os foran TV’et med en frisk, frejdig og meget charmerende fransk gentlemantyv. Del 2 af 1. sæson følger i nøjagtig samme spor, men mangler lidt af overraskelseselementet og opfindsomheden.

I Lupin, der er løseligt baseret på historierne om den franske gentlemantyv Arsène Lupin (fra Maurice Leblancs bøger fra begyndelsen af 1900-tallet), møder vi den driftige Assane Diop (Sy), der ernærer sig helt i Lupins ånd.

Del 1 af 1. sæson sluttede brat, da Assanes søn, Raoul (Simon), forsvandt ud i den blå luft fra en kystby i Bretagne. Assane er overbevist om, at det er familiens ærkefjende, den gennemkorrupte finansmogul Hubert Pellegrini (Pierre), der står bag kidnapningen.

Denne gang handler det om at redde sønnen og fuldføre en udspekuleret hævn over Pellegrini, der sværtede Assanes far til og drev ham i døden. Og som en rød tråd lurer den “umulige” kærlighed, der engang forsvandt …

Både plot og persongalleri er stærkt karikeret og overdrevet. Der males stadig med bred pensel med dumme/naive politifolk og håbløst godtroende ofre, men det er en stil, der klæder den uhøjtidelige, eventyrlige røverhistorie.

Omar Sy er stadig et fund i rollen som den kreative, løsslupne og meget energiske mestertyv. En vaskeægte gentlemantyv, der stjæler fra dem, der kan tåle tabet, aldrig bærer våben og klarer ærterne på en spektakulær og fiks måde – altid med et bredt smil om munden og en kvik replik parat.

Det skal dog siges, at Sy ikke er en mand, der ikke er så let at forklæde. Med hans kraftige krop og store højde er mange af hans forklædninger lige lovlig let gennemskuelige. Troværdighed i plot og historie er da heller ikke et af de kriterier, der har haft størst prioritet, da man skrev manuskriptet, og det er heller ikke meningen i en så befriende eskapistisk serie, hvor friskhed, frejdighed og charme er i fokus.

Endnu en gang får vi en postkortrundtur i den episke Byernes By med Triumfbuen, Eiffeltårnet, Seinen og Musée d’Orsay i centrale roller. Trods de smukke omgivelser går det lidt trægt i første halvdel af denne omgang, hvor jagten på kidnapperne hverken er spændende nok eller har samme wow-faktor som del 1 af sæsonen.

Spændingen stiger, da Assane må bruge alle sine kræfter og udspekulerede metoder for at få Pellegrini til at gå i fælden. Finansmogulens naive datter Juliette (Hesme) – og Assanes tidligere flamme – bliver en vigtig brik i det intrikate plot.

Som kupserie fungerer Lupin godt, omend den ikke er helt på niveau med de bedste inden for genren. Det er i afsløringen af trickene og dobbeltspillet, serien virkelig swinger; på det mere personlige plan er både karaktererne og relationerne for overfladisk behandlet.

Vi føler ikke, at der er lige så meget på spil for Assane i del 2, men når det er sagt, så er Lupin stadig tegneserieagtigt spøgefuld og charmerende. Afgjort godkendt letbenet underholdning til en regnfuld sommeraften. Fire stjerner.