Anmeldelse: Lupin, sæson 3

Den mest sete franske Netflix-serie nogensinde, Lupin, fik sin første sæson delt op i to dele, der begge blev udgivet i 2021. Serien blev den første fransktalende serie, der klatrede sig op til en plads på den forjættede globale top-10 liste.

Efter en lang corona-pause er det nu tid til mere mystik, tyveri, charme og fornøjelige drillerier på fransk jord.

Løst baseret på den franske fiktive gentlemantyv Arsène Lupin (bogserie fra begyndelsen af ​​det 20. århundrede, skrevet af Maurice Leblanc), møder vi den driftige Assane Diop (Omar Sy), der lever sit liv fuldkommen i Lupins ånd. Han stjæler fra de rigeste af de rige, og det på den mest spektakulære og overraskende måde – altid iført en flamboyant forklædning og med en chokerende flugt.

 

Sidste sæson kulminerede med Assane på flugt fra politiet, efter et hæsblæsende stunt under Pellegrini-gallaen. Han måtte dog efterlade sin ekskone og søn i Paris, og gik derefter under jorden. Da vi igen møder mestertyven, bor han i skjul i Marseille.

Men selvfølgelig bliver længslen efter sine nærmeste for tung for den familieelskende Assane; så gentleman-tyven beslutter sig for at vende tilbage til Paris – med den hensigt at forlade Frankrig, og starte et nyt liv i udlandet.

Han bliver dog straks indhentet af fortidens spøgelser, og så stikker hans mors uventede tilbagevenden også en kæp i hjulet på planerne.

Vi havde virkelig set frem til et gensyn med den frække, frisindede og dejligt charmerende Assane, hans iøjnefaldende kup og brogede hold af hjælpere. Og bevares, tredje sæson er bestemt ikke noget dårligt show, men det er altså heller ikke det originale festfyrværkeri, vi oprindeligt blev præsenteret for.

Da han hugger den sagnomspundne Black Pearl, får han straks sine gamle “venner”, fra politistyrken i Paris, Sofia (Shirine Boutella) og fanboy’en Youssef “Ganimard” (Soufiane Guerrab) i hælene igen. Nu ved vi fra tidligere bekendtskaber, at politibetjentene ikke er specielt mere kompetente end Kling og Klang fra Pippi Langstrømpe, så Lupin bliver ikke fanget, medmindre han vil fanges. I stedet iscenesætter han kløgtigt sin egen død…

Lovlig meget tid i denne sæson er viet til Assanes svære barndom og ungdom. Relationer og mennesker fra fortiden, der nu for alvor generer ham.

Tredje sæson er mere seriøs, væsentlig mindre legesyg, og desværre langt mindre kulørt og sensationel. Wow-faktoren er, om ikke væk, så markant nedtonet.

De mange flashbacks bliver alt for langtrukne og repetitive, og forbindelsen til nutiden føles noget forceret. Også nogle af de opfindsomme forklædninger i sæson 3 er på grænsen til parodi, à la Borats general.

Men for alt i verden er hovedelementet i serien stadig Omar Sy, og han er stadig lige så charmerende som før, og ifører sig den veloplagte rolle som en hånd i en handske.

Showrunner George Kay (Hijack) vidste nok ikke helt, hvordan han skulle videreudvikle den uforlignelige figur, og er gået efter et sikkert, men lidt repetitivt, valg. På vejen til at gøre Assane til en mere kompleks og seriøs figur, har serien desværre mistet noget af sin stjerneglans. Det er ikke længere helt “Ocean’s Eleven“-stil over hans heists, og spændingskurven og dramaturgien lider under de mange sidespor og flashbacks. Vi føler aldrig, at der er en reel fare forude for Assane; der lader ikke rigtig til at være noget på spil for vores hovedperson.

Lupin er stadig solidt håndværk, med naturskønne billeder af alle Paris’ smukke og ikoniske bygninger, lækker filmoptagelse og klipning, og en tydeligt bekostelig produktion. Sy funkler og svælger i rollen, mens Ludivine Sagnier og (nytilkomne Fleur Belanger) Martha Canga Antonio imponerer med intense rollefortolkninger. 3 stærke, men lidt skuffede, stjerner til et show, der desværre er blevet mere rutinepræget.

Den tredje sæson udkommer globalt på streaminggiganten den 5. oktober. Anmeldelsen er baseret på alle episoder.