Det er svært ikke at kunne lide Woody Allens film, for han er alt for dygtig og erfaren i faget til at lave noget bras. Filmteknisk mestrer han selvfølgelig – også denne gang – alt til fingerspidserne, men med en så omfattende produktion kan der let komme lidt samlebånd over det.
I Magic in the Moonlight befinder vi os igen i Europa, hvor Allen – med undtagelse af forrige års mesterværk Blue Jasmine – har filmet de sidste ti år, med varierende kvalitet og enkelte højdepunkter. Magic in the Moonlight er bestemt en god film, men mangler brod og nerve.
I slutningen af 1920’erne ankommer det amerikanske medie Sophie (Stone) med sin mor til det smukke Sydfrankrig og tager den rige Catledge-familie med storm. Sønnen synger serenader til hende, og den gamle mor er ekstatisk, da hun kan tale med sin afdøde mand gennem Sophie. Ind på scenen kommer skeptikeren – og tryllekunstneren! – Stanley (Firth) for at afsløre svindlerne. Men er de egentlig det?
Tidskoloritten er nydelig, fotografering og klip funkler, og Allen har krydret filmen med sin yndlingsmusik fra den tid. Emma Stone er glimrende som den livsbekræftende og energiske Sophie, der tager alle med storm, og også Colin Firth leverer varen, selv om han indimellem bliver næsten komisk stiv og teatralsk.
Filmens røde tråd er udviklingen mellem dem, og hvordan Stanley gradvis ændrer syn på hende – et skift, som vi synes går lidt for let og smertefrit. Alt i alt en meget charmerende film, som desværre er lidt for overfladisk, simpel og glat. Flot, men ikke spor magisk. Fire stjerner.
Billedkvaliteten er præget af et lidt for kornet billede, og lydsporet (dts-MA 5.1) har problemer med for skarp og nogle gange uklar diskant i dialogerne. Som sædvanlig fra Allen er der ikke noget bonusmateriale.
Fakta:
- Release: 21. januar 2014
- Instruktion: Woody Allen
- Med: Colin Firth, Emma Stone, Eileen Atkins, Marcia Gay Harden, Hamish Linklater, Jacki Weaver, Simon McBurney
- Genre: Komedie
- Land: USA
- År: 2014
- Tid: 01:37 timer