Anmeldelse: Malcolm & Marie

Først en lille advarsel: Hvis du har planer om en afslappende aften foran TV’et, hvor du kobler hjernen fra og nyder en god flaske vin med armen om ægtefællen efter en trættende uge på hjemmekontoret, så gem Malcolm & Marie til en anden gang – for det her er svært fordøjelig og udmattende filmkunst.

Et parforholds vildveje

Ingmar Bergman instruerede i sin tid parforholdsklassikeren Scener fra et ægteskab (1974). Men hvor Liv Ullmann og Erland Josephson brugte 20 år på at skændes, elske og finde ud af deres ægteskabelige problemer, har Mark Levinson komprimeret hele snavsetøjsvasken til en enkelt intens, brutal nat.

Kendisparret Malcolm (Washington) og Marie (Zendaya) vender hjem fra en storslået premierefest i drømmenes by, Los Angeles. Malcolm er euforisk efter premieren på hans nye film med stående ovationer og skulderklap fra kritikerkorpset. Mens han danser og drikker ud på de små timer, virker Marie reserveret og tydeligvis utilfreds med et eller andet.

Malcolm fornemmer, at der er noget galt, og forsøger at tvinge Marie til at åbne op, men Marie – sandsynligvis klog af skade – aner, hvad der er på vej, og vil undgå et skænderi. Men skænderi, det bliver der …

Eskalerer til fornedrelse

På overfladen er Marie skuffet og såret over, at Malcolm glemte at nævne hende i den premieretale, han holdt, især i betragtning af at han takkede Gud og hvermand, og at historien i hans film i vid udstrækning er baseret på Maries turbulente liv. Men den glemte (?) taksigelse er kun toppen af isbjerget.

Hele filmen foregår i realtid i en luksuriøs strandvilla i Malibu midt om natten. De eneste, vi møder, er Malcolm og Marie – og de gør begge deres yderste for at få os til at ønske, at vi ikke var til stede.

Som så ofte med ægteskabelige skænderier eskalerer det til det ubehagelige. Det er tydeligt, at Maries sårethed over ikke at blive takket i hans tale har fremkaldt et væld af negative følelser og sætter Malcolm, hans handlinger og hans karakter i et dårligt lys. Og Malcolm, ja, han giver igen med samme mønt – og lidt til.

Indimellem bliver skænderiet så personligt, fornedrende og direkte ubehageligt, at vi næsten har lyst til at slukke. Båret frem af et velskrevet manuskript af Sam Levinson, som også har instrueret, men også fremragende formidlet af John David Washington (BlacKkKlansman, Tenet) og Zendaya (Spider-Man Far From Home).

Det skal siges, at Washington i enkelte scener har en tendens til at overspille, og lidt af det ægte og menneskeligt genkendelige går tabt, men generelt leverer han skuespil i verdensklasse. Det samme må siges om Zendaya, der går fra øm, følsom og sårbar det ene øjeblik til at lægge alle sine kræfter i at såre sin partner det næste.

Det sobre kamera-arbejde i sort-hvid forstærker det fortættede, klaustrofobiske indtryk, hvor vi går helt tæt på personerne, og kameraet kan stå fuldstændig stille en hel scene.

Udmattende

Hele filmen – og natten – er som et langt, udmattende spil pingpong, hvor parterne går fra den ene yderlighed til den anden. Fra brændende begær og øm kærlighed til had og de mest sårende personangreb. Begge er mediepersonligheder, tydeligvis med et enormt ego og behov for at blive anerkendt, set og tiljublet.

På den måde fremstår Malcolm & Marie nærmest som en “intern” film fra filmindustriens verden, og Malcolm lader da heller ikke chancen for at øse af sin enorme viden om film, name-droppe og harcelere over uvidende filmkritikere passere.

Der ligger også en slet skjult undertone af, at Levinson vil sige noget om sortes vilkår i netop denne industri, men det bliver for let og sparsomt behandlet. Det er i den meget personlige, stormfulde relation mellem parret, at filmen slår gnister.

Se den med en, du elsker – og tag ved lære. Fem stærke stjerner.