Anmeldelse: Maleficent: Mistress of Evil

Den norske instruktør Joachim Rønning har hidtil instrueret film med makkeren Espen Sandberg. Sammen har den succesfulde duo bl.a. stået bag Pirates of the Caribbean 5, Kon-Tiki og Max Manus. Med Maleficent: Mistress of Evil står Rønning på egne ben for første gang. At slutresultatet er middelmådigt, er dog ikke instruktørens skyld.

 

Disney masseproducerer for tiden deres gamle tegnefilmsklassikere som “live action”-film med stor kommerciel succes. Med Maleficent (2014) fik vi ikke et remake af Tornerose, men baggrundshistorien for den onde heks Maleficent (Malavia på dansk) fra eventyret om prinsessen, der blev forhekset til at sove i 100 år.

Toeren spinder videre på den søde historie om den misforståede sorte fe og den naive prinsesse Aurora, der lever i et smukt eventyrland, omgivet af fabeldyr, blomster og vandfald. Nu kan man ikke ligefrem påstå, at de arketypiske Disney-prinsesser er kendt for at være dybe og komplekse figurer, men at live-versionen skulle være fladere og mere endimensionel end en papfigur, havde vi faktisk ikke regnet med.

Aurora (Fanning), der nu skal giftes med “Prince Charming”, er afgjort filmens svageste og mest uinteressante karakter. Fuldstændig blottet for troværdighed og karisma, men så meget desto mere naiv (omend ikke så latterligt endimensionel som prinsen, men lad det nu ligge). Hovedproblemet er Maleficent (Jolie), der her reduceres til en sur og misforstået gammel tante.

Prinsens mor (en herligt diabolsk Michelle Pfeiffer) er selvfølgelig imod giftermålet og gør sit bedste for at sabotere det. Her får vi nogle infame scener, der løfter filmen, men som nedgør hovedpersonen. Det hele eskalerer, så det nærmer sig en storkrig a la Ringenes Herre, uden sammenligning i øvrigt.

Lidt spænding og mystik får vi først, da selveste Chiwetel Ejiofor (12 Years a Slave) dukker op med sin hær af onde alfer, men både han og hans mørkemænd får alt for lidt spilletid. Alting ser lækkert og eventyrligt ud, men indimellem fejler filmens special effects. Desuden føles den alt for lang, idet den tynde historie tværes unødvendigt ud.

De allermindste vil nok finde filmen lidt for skræmmende til tider, mens voksne vil se den som en sukkersød og plat eventyrfortælling, og så er der aldersgruppen 8-13 år tilbage, fortrinsvis (over-) repræsenteret af det kvindelige køn. Til jer vil vi sige: Se hellere den klassiske Tornerose fra 1959! Tre skuffende stjerner til Jolie & co.