anmeldelse: Mamma Mia! Here We Go Again

Mamma Mia! Here We Go Again er en film, der er let at kritisere: En tynd historie, åbenlyst publikumsfrieri og et stærkt karikeret persongalleri. Men for ikke at kunne lide den skal man være rimelig mavesur og have en negativ indstilling til livet i al almindelighed. Endnu en gang bliver vi charmeret af det brogede hold og de fængende rytmer fra ABBA’s kælne popmusik.

Det er hele ti år siden, Mamma Mia! tog biografpublikummet med storm og fyldte op i Björn Ulvaeus og Benny Anderssons allerede velnærede pengepunge. I toeren følger vi den unge Donna (James), der backpacker Europa rundt i 1979, mens hun har one-night stands med de unge udgaver af Harry, Bill og Sam. I nutiden forsøger hendes datter Sophie (Seyfried) at skabe sig et liv og et levebrød i det idylliske Grækenland, mens hun tynges af sorg.

Historien er papirtynd, og mange af sangnumrene føles noget påklistret i historien og mere kunstigt koreograferet end i originalen. Der er også langt færre klassikere fra ABBA-kataloget.

Toerens største fortrin er utvivlsomt den absolut fantastiske præstation af Lily James, der både synger, danser og pepper det lidt stive manuskript op, så hendes scener virkelig swinger. Den midterste del er lidt lang i spyttet og trækker tempoet ned, men så kommer selveste “Dancing Queen” i en meget fængende scene – og derfra er det hele én lang gensynspopfest! Fire svage stjerner.

4K-udgivelsen byder på upåklagelig lyd- og billedkvalitet med lækre, skarpe farver og et lydmiks i top. Det omfattende bonusmateriale præsenterer en række korte features (hvor alle taler pænt om hinanden) samt sing-along og kommentarspor.