Anmeldelse: Marriage Story

Endnu en gang står Netflix som producent af en “smal” dramafilm med stjerneskuespillere – skuespillere, der her leverer deres livs præstation. Men desværre er historien for eksalteret, og personerne lige lovlig karikerede til, at vi kan blive euforiske over resultatet.

Kraftigt inspireret af alle skilsmissefilms “mor”, Kramer vs. Kramer (1979), og Ingmar Bergmans Scener fra et ægteskab bliver vi vidne til det stadig mere beskidte brud mellem skuespilleren Nicole (Johansson) og den kreative teaterinstruktør Charlie (Driver).

Nicole og Charlie bor i det centrale Brooklyn med deres unge søn, Henry. Tilsyneladende brænder begge for det lille lokale teater, hvor Charlie er instruktør, og Nicole har mange af hovedrollerne.

Men under den idylliske overflade ulmer det hos Nicole. Hun føler sig overset og tilsidesat, og længes efter at realisere sig selv – og helst flytte tilbage til hjemstaten Californien. Efter mistanke om et sidespring fra Charlies side begærer hun skilsmisse, og situationen eskalerer hurtigt.

Instruktør og manuskriptforfatter Noah Baumbach er dygtig til at opbygge og menneskeliggøre personerne. Marriage Story begynder fænomenalt, idet hver part læser et brev op (påtvunget af familiemægleren), hvor de opremser, hvad de kan lide, og hvad de faldt for, ved partneren. Desværre bruges der for lidt tid på forholdet, før det gik ad helvede til, hvilket betyder, at vi ikke i tilstrækkelig grad kerer os om, at det går ad helvede til.

Var det “ægte” kærlighed? Havde de to mange romantiske, sjove stunder sammen? Var hverdagen præget af begær og latter, eller var det ren rutine og gennemorganiseret liv efter formel? Vi ved det ikke; kun små dryp af fortiden serveres undervejs, mens skilsmisseopgøret eskalerer til stadig nye højder.

Nicoles transformation fra omsorgsfuld hustru til regulær bitch er ikke tilstrækkelig motiveret og bygget op, og kommer derfor som et lyn fra en klar himmel for både Charlie og seerne. “Pludselig” mister hun dømmekraften, hyrer en stjernedyr stjerneadvokat (Dern) og begynder en smædekampagne mod Charlie, samtidig med at hun kræver forældreretten over barnet og vil flytte til Californien. Alt sammen mens opsparingen forsvinder hurtigere, end Trump kan nå at genere nogen på Twitter.

Birollerne er filmens mest karikerede personer. Charlies svigermor (Hagerty) er lige så vimset og hypernaiv som den rolle, hun spillede i Hjælp vi flygter, mens Laura Dern og en aldrende Ray Liotta er arketypiske advokatrøvhuller, der flår klienten økonomisk til morgenmad og korsfæster modparten til frokost.

Den slags advokater findes sikkert i USA, men at de repræsenterer normen blandt skilsmisseadvokater, tvivler vi stærkt på. Det er advokater, der ville passe bedre til det hysteriske opgør mellem Michael Douglas og Kathleen Turner i The War of the Roses – som er en komedie.

Filmens stærkeste scener er, når Nicole og Charlie er på tomandshånd. Her slår samspillet mellem Johansson og Driver gnister, og vi seere kan relatere og føle ægte engagement. Undtagelsen er det “endelige” opgør, som virker for konstrueret og påtaget – vi tror ikke helt på personerne eller dialogerne, idet mudderkastningen eskalerer.

Klip og fotografering imponerer stort, mens vi svæver rundt om ægteparret i en stadig nedadgående spiral. Den konflikt, der tegnes op mellem det finkulturelle østkystliv og den mere jordnære tilværelse i Sunny California, er fremragende skildret. Ikke originalt eller nyt, men her går den som en rød tråd gennem hele misæren.

Marriage Story er, trods sine åbenlyse svagheder, en solid film med et medrivende plot og to skuespillere, Johansson og Driver, i Oscar-form. Men med en mere nedtonet instruktør og et mere “realistisk” manuskript kunne det være blevet en rigtig klassiker og ikke “kun” fire stærke stjerner. På den måde føjer den sig ind i Baumbachs relativt ujævne filmografi; afgjort mere end seværdig, men langtfra noget mesterværk.