Anmeldelse: Marseille, 2. sæson

I 1. sæson blev vi introduceret for det beskidte politiske spil i den multikulturelle by Marseille. Robert Taro (Depardieu) havde siddet som nærmest enevældig borgmester i havnebyen ved Middelhavet i 20 år, men blev pludselig udfordret af sin tidligere protegé, Lucas Barrès (Magimel) – som viste sig at være hans søn.

Smeltedigel

Den ældgamle storby ved Middelhavet har i århundreder været porten til Europa for afrikanere, og Frankrigs næststørste by er den mest multikulturelle. Det er i dette skæringspunkt og med nyere terrorangreb som baggrund, at 2. sæson udspiller sig.

Den smukke, mangefacetterede by med sine 1,8 millioner indbyggere, sin multikulturelle befolkning og sit sydlandske klima og temperament er den perfekte kulisse for Netflix’ første satsning på en egenproduceret serie uden for USA. 1. sæson var dog lidt af en skuffelse med et søgt plot og en konstrueret historie, men 2. sæson rammer hovedet væsentlig bedre – og mere aktuelt – på sømmet.

Politisk spil

Hovedfokus er stadig omkring den mægtige byrådssal, hvor vi nåede klimaks i den meget personlige kamp mellem Taro og Barrès hen imod slutningen af 1. sæson, da Barrès vandt valget.

Idet han udpeges som borgmester, allierer han sig med det højrepopulistiske Parti Français (tydeligt inspireret af Le Pens Front National) og vælger den smukke, blonde Jeanne Coste (Renier) som viceborgmester. Med en fjerdedel af stemmerne bag sig på rådhuset bliver de hurtigt en magtfaktor, der ændrer byen. Her lykkes 2. sæson godt med at menneskeliggøre højrepopulisterne, samtidig med at vi ser, hvad der kan ske, hvis de kommer til magten.

Personligt drama

På hjemmebanen kæmper Taro stadig med forholdet til sin kone. Hun vil have, at han skal trække sig tilbage, men som han siger: Det eneste, der holdt ham i live under hans hjertetilfælde, var tanken om hans elskede Marseille. Det resulterer i, at hun flytter fra ham og senere tager et af byens mange illegale flygtningebørn under sine vinger. Og debatten blusser op i pressen og mellem borgerne.

Deres egenrådige datter Julia (Caillard) fortsætter sin journalistkarriere og har sat sig for at opklare den lokale mangemillionær og ejer af byens fodboldklubs mystiske død. Efterfølgende opstår der også tovtrækkeri om, hvem der skal overtage Marseille Stadion – et af Europas største med en kapacitet på 67.000 tilskuere. Stadionet har kostet byen 50 millioner euro gennem de sidste årtier, og højrepopulisterne vil sælge det.

Kampen om byens sjæl, fodboldklubben Sporting Marseille, er sæsonens røde tråd. Efter ejerens uventede død drives klubben af hans søn (Consigny), som kun tænker på bundlinjen og vil sælge byens stolthed så hurtigt som muligt. Mærkeligt nok falder Julia for ham, men hendes tidligere forhold indhenter hende i form af en stadig mere irrationel og desperat Eric, der har knyttet bånd med en radikaliseret muslim under sin tid bag lås og slå.

Storslåede kulisser

Man skal lede længe efter en flottere baggrund for en tv-serie end storslåede Marseille. Omgivet af det smukke Middelhavet og med sine ældgamle bygninger, sin storslåede havn og sit kuperede terræn står byen som en af seriens vigtigste “aktører” – hvilket instruktører og fotografer udnytter til fulde. Det bliver faktisk lidt for meget, nærmest påtaget, med de mange dronebilleder af stadion, havnen, rådhuset og byen badet i lys ved midnatstid.

Gérard Depardieu – både i overført og bogstavelig forstand en kæmpe i fransk film – passer glimrende til rollen som den pompøse politiker, der sætter byen før familien og gerne krydrer sine taler med svulstige ord og storslåede visioner. Magimel gør det denne gang væsentlig bedre som Lucas Barrès. Væk er de kunstige, indstuderede fagter, og hans handlemåde er også mere troværdig.

Men det er Natacha Renier som Jeanne Coste, der er 2. sæsons store stjerne. Hun giver højrepopulisterne et moderne, “menneskeligt” ansigt, og trods enkelte ekstreme standpunkter fremstår hun som en reflekteret og kompleks kvinde. Forholdet mellem hende og Barrès er et af seriens store plusser.

Konstrueret

Ikke alt hænger lige godt sammen, og flere af handlingstrådene og sidehistorierne virker – ligesom sidst – både søgte og konstruerede. Alligevel byder 2. sæson af Marseille på et aktuelt nutidsdrama, hvor det lykkes at forene politiske intriger, personligt drama og virkelige begivenheder. Stadig lidt “cheesy”, men også meget fransk – og en fest for øjet. Fire stjerner.

Strålende billedkvalitet på streamingen fra Netflix – skarp kontrast, naturlige farver og flot dybde i et billede fri for støj. Lydsiden imponerer ikke nær så meget. Dialogerne sidder, som de skal, men actionscenerne drukner i hul lyd.