: Ikke særlig super

For et par år siden indgik Disney med samt deres mangfoldige Marvel-univers et partnerskab med Netflix, og siden har de produceret superhelteserier på samlebånd.

FIRE BROGEDE SUPERHELTE

Jessica Jones (Ritter) tog os med storm i første sæson (2015) og var et frisk pust i det formelorienterede og mandsdominerede superhelteunivers. En atypisk superhelt uden dragt og maske, der ernærer sig som (fordrukken) privatdetektiv i New York. Hendes speciale er råstyrke og kampfærdigheder – og ikke mindst sarkastiske kommentarer.

I Charlie Cox’ skikkelse fik Daredevil nyt liv – hvem skulle have troet det efter Ben Afflecks rædderlige version? I The Defenders har han lagt superheltekostumet på hylden og bruger sin “pensionisttilværelse” som retshjælpsadvokat. En tørt vittig, lidt naiv fyr med de bedste hensigter, som modvilligt må vende tilbage til manegen.

Luke Cage (Colter) er ligesom Daredevil en gammel kending i Marvel-universet. Den blide kæmpe, der er vokset op i Harlem med jazz, tæt naboskab og kriminalitet, gjorde et solidt indtryk i første sæson som den usårlige eksfange, der slet ikke vil være superhelt, bare anonym redningsmand.

Fjerde mand på holdet, Iron Fist (Jones), har vi – heldigvis, skal det vise sig – ikke rigtig noget forhold til. En ret ordinær fyr, der har lært at kontrollere sin “chi” gennem meditation i det fjerne Østen (Kung Fu Panda, anyone?). Når han formår at koncentrere sig – hvilket han ofte har svært ved – kan han samle al sin energi i højre hånd og får en eksplosiv jernnæve.

ØSTENS MYSTIK

Da hele New York Citys fremtid trues af et oldgammelt asiatisk forbrydersyndikat, The Hand, med Alexandra (Weaver) som en af de fem “fingre”, må vores brogede flok superhelte finde sammen og lære at samarbejde for at stoppe forbryderne.

Her er masser af mystik med bl.a. genopstandelse, en “skræmmende” gammel asiatisk dame og andet gejl. Vi får også et gensyn med Daredevils afdøde kæreste, Elektra (Yung). Det hele er meget søgt og ikke særlig ligetil. Især i betragtning af at vi har med fire “ordinære” superhelte at gøre, er der et dårligt match mellem karakterer og plot.

Kronen på værket er, da 80’er-helten Blind Fury, undskyld, Daredevils læremester Stick (Glenn) dukker op – blind som en muldvarp og rynket som en rosin, men i stand til kæmpe som en veritabel enmandshær.

AT SE MALING TØRRE

Noget af de kedeligste, vi kan forestille os, er at se maling tørre. Desværre føles første halvdel af første sæson af The Defenders netop sådan – der sker nærmest ingenting, og den smule handling, der er, kunne have været presset ind i ét afsnit. Først midtvejs i fjerde afsnit starter actionscenerne. Lige lovligt sent for en serie på kun otte afsnit!

Vi sætter pris på, at man tager sig tid til at bygge personerne op, give dem en fortid og noget dybde, men det er ikke det, vi får i The Defenders. Tiden går med intetsigende fyld, uden at hverken vi eller karaktererne bliver klogere – eller underholdt. Og hvad mere er, når actionscenerne først bryder løs, er de lidet innovative og udmattende ensformige og repetitive.

CHARMERENDE RAPKÆFTET

Serien er dog ikke en total maveplasker, hvilket vi først og fremmest kan takke den rapkæftede og jordnære Jessica Jones for. Især i denne gruppe ukarismatiske personer skinner hun som en stjerne. Og jordnærhed er noget, serien virkelig har brug for til at afbalancere al den østlige mystik.

Også Daredevil/Matt Murdock med hans letbenede ironi, der dækker over et dystert, desillusioneret livssyn, pepper serien op. Idet gruppen – ufrivilligt – mødes, får vi en del småsjove ordvekslinger. Når det gælder Iron Fist, er det derimod ikke kun figuren, der er uinteressant; også Finn Jones’ staccato-agtige skuespil er kritisk ringe.

Sigourney Weaver, der spiller en femme fatale påfaldende lig hendes rolle i Ghostbusters, er med til at hæve kvaliteten. Her er hun en iskold forbryderhjerne, der spiller på sine kvindelige fortrin, kynisk beregnende og dekadent elegant. En fryd at se på.

Dialogen er derimod ofte overraskende infantil og tydeligvis henvendt til et teenagepublikum. Den minder i stil og tone lidt om den klassiske Batman-serie med Adam West fra 1960’erne – tilsigtet eller ej.

EN GANG TIL?

Nej, ideen om at samle dette hold helte virkede sikkert (økonomisk?) tillokkende under brainstorm-mødet, men den er ikke særlig godt gennemført. Langtrukket med et usammenhængende plot, rodet dramaturgi og personer, der ikke matcher hinanden, så det kan ikke blive til mere end tre svagelige stjerner. Det hele virker (overraskende fra Netflix) lidt halvhjertet. Bedre held næste gang – nej, ved nærmere eftertanke, drop bare anden sæson!

Billedkvaliteten er lækker med flot sortniveau, god skarphed og fine detaljer. Lydsporet svigter dog med for lidt pondus i actionscenerne. Hele sæsonen er tilgængelig på Netflix nu. (Anmeldelsen er baseret på de første fem af otte episoder).

https://www.youtube.com/watch?v=D_6J9BqgonU