Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

anmeldelse: Maze Runner: Dødskuren

Heftig action, uengagerende personer

Brikkerne falder på plads i den actionmættede Maze Runner-finale.

Publiceret 03/07/2018 - 11:39
Maze Runner: Dødskuren
Tor Aavatsmark

Den første Maze Runner-film kom som et frisk pust inden for den spirende ungdomsfilmgenre. Et intelligent, finurligt plot med overraskende drejninger. Den anden film blev en mistrøstig overgangsetape uden hverken mening, charme eller action, mens den sidste film er en toptrimmet action-krudttønde, hvor personerne står helt i baggrunden, ligesom serien heller ikke længere kan lokke med et forfriskende plot-twist.

Den første scene er som taget ud af en Fast & Furious-film, idet vores unge helte skal befri Minho (Lee) fra et godstog på vej gennem ørkenen i fuld fart. Sejt, lækkert og et ægte adrenalin-kick af en start på filmseriens finale. Minho får de ikke fat i, men underholdningsværdi i top byder åbningsscenen i hvert fald på. Minho bliver fragtet til WCKD’s sidste trygge havn, en gloriøs skyskraberby sikret af megamure og omgivet af slum, nød og tungt virusinficerede personer.

Thomas (O’Brien), Newt (Brodie-Sangster) og Brenda (Salazar) sætter sig for at befri Minho for derefter at komme så langt væk fra WCKD som muligt. På vejen møder de nye farer og gamle kendinge. Ikke mindst må Thomas stille sig selv det store spørgsmål: Kan han stole på Teresa (Scodelario), der forrådte ham så fundamentalt?

Actionsekvenserne falder tæt, og budgettet er tydeligvis vokset med seriens popularitet, men på vejen har den mistet meget af sine karakterers charme, sin originalitet og sin evne til at få os seere til at interessere os for dette postapokalyptiske samfund. Det er kendetegnende, at det er endnu en scene med køretøjer (her busser) involveret, der får os ud på kanten af sofaen. Selv om verden er ved at gå under, og vores venners liv står på spil, formår Dødskuren desværre ikke at engagere.

(Foto: Fox/Paramount)

Maze Runner: Dødskuren ser flot og dyr ud, og giver os bestemt nogle seværdige actionscener, ligesom de fleste løse tråde samles. Fans af de to første film vil nok ikke blive skuffet, men for alle os andre bliver det snarere to en halv time (tre kvarter for længe!) med meget lidt engagerende samlebåndsaction. Tre stjerner.

4K-udgivelsen byder på fejlfri teknisk kvalitet. Det heftige Dolby Atmos-lydspor har masser af punch, men også finesse og delikat surround-lyd. Billedkvaliteten er ligeledes pletfri med herlig skarphed, imponerende dybdefølelse og et konsekvent støjfrit billede. Bonusmaterialet byder på en halv time med udeladte scener, trailere, bloopers, stills og en relativt interessant bag-om-filmen.

<
>
(Foto: Fox/Paramount)
Karakter
Maze Runner: Dødskuren

Fakta:

4K UHD Blu-ray  Release: 14. juni 2018 Instruktion: Wes Ball Med: Dylan O’Brien, Ki Hong Lee, Kaya Scodelario, Patricia Clarkson, Thomas Brodie-Sangster, Dexter Darden, Will Poulter, Rose Salazar Land: USA År: 2018 Tid: 2:24 timer

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top