Anmeldelse: Messiah, 1. sæson

Netflix’ nye serie har et originalt og spændende præmis: En Jesus-lignende, karismatisk ung folkeforfører overbeviser menigmand om, at han har jaget IS ud af Syrien. Ganske vist var det en gigantisk sandstorm, som varede i 43 dage, der knuste IS-hæren, men “Al-Masih” – Messias – som han kaldes, overbeviser sine tilhængere om, at det var ham, der stod bag stormen.

Forføreren

Al-Masih (Dehbi) leder så nogle tusind af sine tilhængere til pigtrådsgrænsen mod Det Hellige Land, Israel, og kræver frit lejde. Den israelske regering og Mossad er bange for, at han vil skabe nye optøjer og sætter ham bag lås og slå efter et optrin (mirakel?) på Tempelbjerget. Cheferne i Mossad har mistanke om, at agenten Aviram (Sisley) bistod under flugten, og suspenderer ham.

På uforklarlig vis forsvinder Al-Masih og dukker uventet op i den lille by Dilley, Texas, i USA. Da en altudslettende tornado rammer byen, står Al-Masih pludselig i stormens øje og redder præstens datter, Rebecca. Et mirakel, råber menigheden, mens Det Hvide Hus (hvor seriens “Doug Stamper” trækker i trådene) vil smide ham ud af landet som ulovlig immigrant.

Den erfarne CIA-agent Eva Geller (Monaghan) er i hælene på Al-Masih og er fuldstændig overbevist om, at han er en charlatan af rang – men hvad er hans skjulte dagsorden?

Charlatan? Terrorist? Ufarlig tosse?

Messiah byder på en fortræffelig blanding af aktuel storpolitisk thriller og terroristjagt la Homeland, samtidig med at den giver et fascinerende indblik i, hvordan tro kan flytte bjerge, og hvad en karismatisk taler kan få folkemasserne med på.

Er den sympatiske, veltalende mand i kjortel en ny sektleder a la David Koresh, vil han missionere for islam i USA, eller er han simpelthen en fredens mand, der kun ser det gode i ethvert menneske, uanset tro og gerninger?

Seriens nerve ligger mellem den stærkt troende mand og kvinden, der har sat sig for at afsløre ham – den rationelle, beregnende og intelligente CIA-agent Geller.

Geller bærer på sine egne hemmeligheder og traumer fra fortiden, men hun tvivler ikke et sekund på, at Al-Masih er en rendyrket svindler, muligvis i ledtog med noget langt større og mere farligt. Ansigt til ansigt med ham under det første møde virker det, som om Al-Masih formår at så en lille spire af tvivl i hovedet på Geller, men hun ryster det hurtigt og rationelt af sig.

Hendes modpart i Mossad, den hårdtslående, brovtende Aviram, er lige så overbevist om, at Al-Masih ikke har rent mel i posen, men han har en helt anden tilgang til sagen og personen. Aviram og Geller danner et interessant og umage par, der kæmper for samme sag, men i lige så høj grad på hver sin side og med hver sin (skjulte) dagsorden.

Tvivl

Serien bliver aldrig bombastisk eller unuanceret, men fremstiller Al-Masihs utrolige rejse på nærmest neutral, dokumentarisk vis. Hvor vi på afstand følger hans horde af fanatiske tilhængere, som ville følge ham ind i Skærsilden, og de mere analytiske agenter, der er overbevist om, at de står over for en svindler af format, som også kan starte oprør og måske står i ledtog med terrorister.

På den anden side står folk med en gudbenådet gudstro, der er helt overbevist om, at Frelseren er vendt tilbage, og er villige til at følge ham i ét og alt; og som er frustrerede og i vildrede, når han ikke fortæller dem, præcis hvad de skal gøre, og hvordan de skal handle. Hovedløse høns!

Præsten i Dilley, Felix (Ortiz), kæmper med både familielivet, motivationen og selve troen; det er faktisk kommet så vidt, at han har besluttet at brænde sin egen kirke ned. Men da Al-Masih ankommer, får han ny mening i livet og et kald fra Gud. Samtidig elsker han at sole sig i glansen fra den medie-eksponerede frelser.

Karakterskuespillere

Den alsidige Michelle Monaghan har gang på gang bevist, at hun mestrer alt fra hårdkogte actionfilm over komedier til drama. I Messiah er hun perfekt som den komplekse og standhaftige agent, der ikke har tid til bullshit, “magi” eller nuancer. Monaghan får Gellers intensitet og sårbarhed frem på en mesterlig, afdæmpet måde. En person, vi hellere end gerne tilbringer endnu en sæson med.

Belgiske Mehdi Dehbi er klippefast som den karismatiske, men uudgrundelige Messias; en person, der udstråler en stoisk ro og aldrig lader sig vippe af pinden, og som vi let kan forestille os forføre menneskemasser.

Messiahs mest “normale” figur er nok præsten, der har mistet både motivationen, troen og kærligheden. Ortiz gør et fænomenalt stykke arbejde med at skifte fra dyb fortvivlelse til uendelig fremtidstro og entusiasme – indtil korthuset falder sammen.

Vi skal heller ikke glemme en ofte undervurderet skuespiller, Dermot Mulroney, der her stråler som en tvivlende præsident– så langt fra “The Donald”, som man kan tænke sig.

Dybt personligt kristne vil måske fnyse ad serien og dens præmis, men hvis du har et lidt mere åbent sind, vil du finde masser af god underholdning, spænding og samtidig stof til eftertanke her. Ikke alle episoderne holder samme høje standard, og nogle af dem ville have haft godt af en runde mere i klipperummet, men helheden holder afgjort til fem stjerner.