Anmeldelse: Milliardærøen, 1. sæson

Den allerførste originalserie fra Netflix var faktisk ikke Orange is the New Black, men en norsk co-produktion med statskanalen NRK: Lilyhammer.

Historien om den arketypiske mafiabossen Giovanni Henriksen (Little Steven), som på grund af vidnebeskyttelse bliver flyttet fra New York til den lille, kolde OL-by Lillehammer, var en meget morsom og original serie, som formåede at fange de særprægede og karakteristiske træk ved det velorganiserede og overregulerede skandinaviske velfærdssamfund.

Serieskaberne var Anne Bjørnstad og Eilif Skodvin, som også stod bag den succesfulde HBO-serie Beforeigners.

Nu vender duoen tilbage til Netflix med humor-dramaserien Milliardærøen, som giver os et skævt blik på de virkelig nyrige i Norge: Laksebaronerne.

Fra olie til laks

Den første norske opdrættede laks blev slagtet i 1971, og siden 1980’erne har denne industri kun peget én vej: Opad! Godt hjulpet af stigende international efterspørgsel og en rekordlav kronekurs har opdrætslaksen gjort mange lokale iværksættere til nessekonger og milliardærer. Senest i sidste uge rapporterede industrien om ny eksportrekord for august måned. Vanvittige 9,5 milliarder kroner var eksporten af skaldyr fra Norge på én måned; en kategori totalt domineret af opdrættede laks.

Omkring dette særprægede norske fænomen har Bjørnstad og Skodvin skabt en historie om to magtfulde og velstående opdrætsfamilier: Meyer og Lange. De befinder sig på den samme ø langs Trøndelagskysten, “Brima” (stand-in for Frøya) – men har diametralt forskellige forretningskulturer og personligheder.

Meyer-familien repræsenterer den sindige, stabile og tilbagetrukne forretningsmand; her dufter det af “gamle” penge, og familieoverhovedet er den rolige Gjert Meyer (Svein R. Karlsen). Hos Meyer skal der ikke prales og pranges med milliardformuen i form af i flotte huse og sportsvogne eller pompøse engelske firmanavne. Lange-familien har derimod et lidt andet syn på, hvordan man definerer overforbrug og god forretningsskik.

Forkælede og priviligerede

Da den yngste datter bliver konfirmeret, arrangerer klanmoderen Julie Lange (Trine Wiggen) og hendes boheme-agtige ægtemand (Kåre Conradi) en storslået familiefest på kajen, med et K-pop-band fløjet direkte ind fra Sydkorea. Hendes generøse onkel, som også er bestyrelsesformand i lakseimperiet (en overraskende god Bjarne Brøndbo fra rockbandet DDE), forærer hende en splinterny RIB-båd, mens broderen ankommer til festen (direkte fra LA) i sin seje røde Ferrari.

Børnene er både forkælede og samtidig forsmåede. Med deres familienavn forventer de en stor bid af kagen, og at vigtige stillinger i selskabet automatisk vil tilfalde dem.

To verdener kolliderer her – og det er i høj grad sigende for hele serien, som bestemt ikke er subtil. Der er noget Fargo-agtigt over de overdrevne figurer, der er formet af deres opvækst i en lille by, og nu står med hænderne fulde af penge – og problemer.

Figurerne er stereotype til det yderste: fiskeren på kajen er en bandende nordlænding, rigmandssønnen er en forkælet og virkelighedsfjern diva, og Lange-familien er befolket af kynikere med deres egne private helikopter. Og gemt væk, inderst i krogen, sidder den blodprop-ramte Fru Meyer, som måske opfatter mere, end man skulle tro…

Laksedronningen?

Efter at en nevø af Gjert pludseligt omkommer i Dubai, bliver en central del af selskabets aktieportefølje sat på spil – og den nådesløse Julie Lange ser sit snit til at kuppe selskabet, for dermed at blive verdens største opdrættede lakseselskab, og i stand til at blive kronet som “Laksedronningen.”

Selvfølgelig møder det fjendtlige opkøb kraftig modstand, og uventede alliancer dannes. Det bliver ekstra pikant, da der udføres sabotage mod en af Marlax’s laksefarme, og mistanken og sladderen begynder at florere i det lille lokalsamfund.

Nye aktører træder ind fra sidelinjen og snuser til laksemilliarderne, repræsenteret af en slesk Frank Kjosås, og der dukker sågar laksebaroner op fra ørkenstaten Dubai. Morsomt!

Humoren er lun, og figurerne, med alle deres menneskelige skavanker, svagheder og fejl, er lette at holde af. Især føler vi med Amy Langes (Ragne Grande) godtroende mand, forbilledligt portrætteret af den flinke fyr Oddgeir Thune (Pørni). Og når selveste høvdingen inden for nordisk filmkunst, Bjørn Sundquist, træder ind på scenen og skræmmer livet af små børnehavebørn, fryder vi os. Det er blot ærgerligt, at han bruges så sparsomt.

Overordnet set er der solide skuespillerpræstationer på skærmen, med Trine Wiggen i spidsen som en bukseklædt, snusende og benhård forretningskvinde. Den mest saftige rolle er dog nok givet til Meyers datter, Trine, som gennemgår en herligt absurd personlighedsforandring.

Fornøjelig, men ikke genial

Serien byder på let absurd, let underholdende og ikke mindst særpræget humor fra de erfarne serieskabere, men den tager ikke mange chancer eller forsøger at skubbe grænserne.

Milliardærøen bevæger sig lidt for sikkert på lavt vand og tør ikke gå hele vejen. Der bruges en smule for meget tid på langtrukkent ordkløveri i bestyrelseslokalerne, mens serien i højere grad burde have fokuseret på de outrerede personligheder – det er dem, der gør serien original og lokalt forankret. Når vi bliver taget med ind i de indre spændinger i familierne, og de forskellige personers (skjulte) agendaer, bliver vi suget ind i handlingen.

Dramaturgien sidder heller ikke helt i skabet. Flere episoder burde have været strammet op og klippet hårdere. Især yngstesønnen Langes, JJs, Hollywood-drømme bliver overeksponeret, og den påtagede dandy-figur Ivo (Axel Bøyum) er lige så irriterende og ødelæggende for serien, som Chris Tucker var i The Fifth Element.

Det er nok ikke en ny Lilyhammer-succes, som Netflix har i vente her, da plottet fremstår en smule for lokalt, og man mangler en kendt, international hovedrolle som Little Steven. Men der er mere end nok sladder, intriger og fyldte sæddonorkopper til, at vi kan anbefale serien og ser frem til flere sæsoner! Milliardærøen har noget uforløst i sig, som godt kunne grænse til storhed. 4 stjerner.

Serien får global Netflix-premiere den 12. september, hvor hele sæsonen udkommer – og den kan faktisk binges på en enkelt aften. Anmeldelsen er baseret på samtlige episoder.