Anmeldelse: Mission: Impossible – Dead Reckoning Part One

I 1996 pustede den visuelle mesterinstruktør Brian De Palma (The Untouchables) og superstjernen Tom Cruise nyt liv i actionthrillergenren med en reboot af den klassiske TV-spionserie (1966-1973).  

Mission: Impossible blev et kæmpe hit hos såvel kritikere som publikum – og en ny filmfranchise var født.  

27 år er gået, og millioner af kubikmeter vand er siden løbet under Ponte di Rialto, men filmserien, og Tom Cruise, er faktisk stadig imponerende potent!  

Efter at have gjort det til en vane at skifte instruktør fra film til film (De Palma, Woo, Abrams og Bird), har Cruise holdt sig til den samme mand siden den femte film i serien (Rogue Nation, 2015): Christopher McQuarrie. Det har vist sig at være en fornuftig disposition, for den hæsblæsende actionfest har holdt en usædvanlig høj og stabil kvalitet lige siden.  

Noget forsinket er Dead Reckoning (Part I) her endelig, og det hører til sjældenhederne, at vi bliver så godt underholdt i biografen. Det er bare at fylde popcornbøtterne og spænde sikkerhedsselen. 

Corona-pause

Optagelserne til den syvende film i serien begyndte faktisk allerede i foråret 2020 i Norge med en planlagt premiere i 2021 – men så kom der en “lille” pandemi i vejen…  

Derfor måtte cirkus Cruise midlertidigt lægges på is (med mulighed for at optage flere scener). Hvorom alting er, har coronapausen faktisk tjent filmen godt med et plot, der er utroligt aktuelt i dagens nyheder: Hvordan kunstig intelligens (AI) griber om sig og gennemsyrer hele vores samfunds- og sikkerhedssystem.  

Og apropos filmoptagelserne i Norge, så er en stor del af den endelige film faktisk optaget i maleriske bjerglandskaber (heriblandt det spektakulære motorcykelhop) i Romsdalen; MEN endnu engang snyder Cruise & Co. Norge for turisthype ved at lade som om, vi befinder os i de østrigske alper. Vi krydser fingre for, at handlingen i filmens anden del rent faktisk finder sted på Svalbard. 

En usynlig fjende

I denne omgang står Ethan Hunt (Cruise) & Co. over for en mere magtfuld, overvældende og vanskelig fjende end nogensinde før. De kæmper mod en usynlig fjende; et altomfattende computerprogram, hvor AI overtager computere, netværk, kommunikation og militære installationer.  

Hele spionverdenen er rystet – men også tændt, for den, der kan kontrollere AI-monstret, vil sikre sig verdensherredømmet. Vi taler her om en ChatGPT på kokain, speed, Red Bull og Viagra i yderste potens.  

Stormagterne, og også sikkerhedstjenesterne i de enkelte lande, kæmper indbyrdes for at sikre sig kontrollen over AI-programmet, og IMF er overbevist om, at en supernøgle kan låse programmet op og kontrollere denne “Pandoras æske”. Udfordringen er (selvfølgelig), at nøglen er delt i to dele, hvor Ilsa Faust (Rebecca Ferguson) har den ene, mens alle andre kæmper for at finde den anden halvdel.

I orkanens øje finder vi en gammel kending. Selveste The White Widow (Vanessa Kirby) agerer supermægler og tilbyder sine lyssky tjenester til højestbydende uden antydningen af moralske skrupler.  

Ethan trodser derimod igen sin egen arbejdsgiver og sætter sig for at finde nøgle og destruere skidtet. Uret tikker, og jagten er gået ind. 

En globetrotter af en superspion

Den syvende film har kostet tæt på vanvittige 2 milliarder kroner (291 millioner dollars), og det kan ses.  

Gulddrengen Cruise har tydeligvis fået carte blanche af Paramount Studios’ top, men pengene er givet godt ud. Hunt & Co får lov til at rejse rundt fra Langley, ørkenen i De Forenede Arabiske Emirater, den enorme lufthavn i Abu Dhabi, hvorfra rejsen går videre via Rom, Venedig og ender i de østrigske (norske!) alper. I farten glemte vi næsten at nævne, at filmen starter i Barentshavet om bord på en russisk superubåd.  

Det tæt sammentømrede slæng med deres IMF æreskodeks er igen samlet. Og Hunt er stærkt afhængig af hjælp fra Ilsa, Luther (Ving Rhames) og Benji (Simon Pegg). Og ind i billedet træder også en nyankommen, i form af den veldrejede mestertyv Grace (Hayley Atwell, Agent Carter).

Grace tilfører filmen en befriende normalitet og ser på spioncirkusset med friske øjne. Hun kommer udefra og bliver kastet ind i jagten på AI-nøglen, fuldstændig uden at ane, hvad hun er ved at rode sig ud i. Atwell leverer endnu en gang en formidabel præstation og er blandt filmens stærkeste kort.  

Frygten i hendes øjne er troværdig, og vi føler virkelig med hende, da “spionnørderne” taler deres sprog og forsøger at rekruttere den fingerfærdige og rapkæftede tyv, der er kommet på dybt vand.  

Hendes jordnærhed er et perfekt match til den meget komplekse historie, som manuskriptforfatter McQuarrie har en tendens til at overforklare. Ferguson er derimod (desværre) overraskende anonym og tilbagetrukket denne gang. 

Som god, gammel vin

Endnu en gang står Cruise selv for hovedparten af figurens stunts, og trods sine 61 år er han stadig skabt til rollen som en non-stop Duracell-kanin, der løber, kæmper, skyder og kaster sig ud fra tog, biler og bjergsider, som om det var den mest dagligdags begivenhed. Og, mindst lige så vigtigt, altid med det charmerende drengede smil i øjnene og mundvigene.  

Actionhelten er faktisk ældet som en god gammel årgangsvin, der bliver bedre og bedre med årene. Se bare, hvor godt han klarede sig sammen med de unge i Top Gun: Maverick. Blandingen af “gammeldags” teknologi (latexmasker) og moderne AI-manipulation er forbilledligt gennemført, og når det gælder actionscenerne, tager M:I 7 dem til nye højder.  

Mange af jer vil nok huske den intense thrillerscene i The Lost World: Jurassic Park, hvor Julianne Moore og Jeff Goldblums autocamper bliver skubbet ud at hænge over en klippekant. I 1997 var det en rigtig mavepuster. McQuarrie og Cruise har perfektioneret en lignende scene – og taget den hele vejen ud! Idet Orientekspressen hænger over den sønderbombede bro, og vogn efter vogn er i fare for at styrte i afgrunden, leverer actionduoen en af filmhistoriens mest nervepirrende thrillerscener.  

Og det er efter, at han har kørt sin motorcykel ud over bjerget med en faldskærm på ryggen! 

Noget skurrer

Der er gået fem år, siden vi gav den 6 stjerner og kaldte Mission: Impossible – Fallout en “optimeret actionfest!”. Selv om M:I 7 er endnu mere visuelt imponerende og byder på actionstunts, der ikke er set magen til i filmhistorien, er der noget slør i maskineriet.  

Som sædvanlig er historien krydret med forløsende, ironisk humor. En rolle, der tidligere var tiltænkt Benji, men som denne gang er noget overdrevet og ikke helt i tråd med filmens mere “seriøse” stil og alvorlige plot. Selvfølgelig er det sjovt at se en lille Fiat 500 køre gennem de smalle brostensbelagte gader i Rom og ned ad Den Spanske Trappe, men her fylder scenen og de tilhørende komiske forløsninger (og ironiske kommentarer) lidt for meget.  

På trods af det vedvarende hæsblæsende tempo er filmen faktisk lidt for lang. Men sådan kan det gå, når man ikke har nogen budgetramme og en “uendelig” pengetank at lege med. Nogle af de overvældende scener føles lidt som en Misson: Impossible greatest hits.  

Det er måske flueknepperi, men vi kan sagtens se, at filmen kunne have været skåret med 20-25 minutter.  

Filmens største svaghed er nok på det følelsesmæssige plan. McQuarrie tager os med på en fascinerende rejse tilbage til Hunts ungdom, hvor en traumatiserende oplevelse kaster ham i armene på IMF. Nu jagtes han pludselig af spøgelser fra fortiden i form af den helt igennem kyniske, psykopatiske terrorist Gabriel (Esai Morales, Ozark). Her pirrer McQuarrie vores nysgerrighed med et velfungerende greb, og vi vil vide mere.  

Derimod har vi meget svært ved at tro, at Hunt bliver så utroligt følelsesmæssigt knyttet til Grace, når de trods alt kun har haft et flygtigt møde i lufthavnen i Abu Dhabi.  

Bevares, Atwell er guddommeligt smuk, øjne at drukne i, charme til overflod og et knivskarpt intellekt – men at Hunt pludselig (!) lægger hele sin sjæl, arbejdsmoral, prestige og (ikke mindst) følelsesmæssige dybde i at redde hende, skurrer gevaldigt. 

Mere i vente

Film 7 og 8 i Mission: Impossible-serien er filmet sideløbende og er faktisk også én historie fordelt på to film. M:I 7 slutter da også relativt brat med en cliffhanger.  

Du kan mene, hvad du vil om enkelte genveje i manuskriptet, nogle lidt platte dialoger og for meget fokus på “kommerciel” underholdning; men hvis du er ude efter ren popcorn-underholdning, får du det ikke bedre end netop i form af Tom Cruise og Mission: Impossible.  

Ud over at levere actionscener, der vil holde dig neglebidende på kanten af sædet, beviser filmene endnu en gang, at actionbrag ikke behøver at være af den hjernedøde, meningsløse slags.  

5 bundsolide stjerner til Cruise & Co.’s syvende eventyr – for det er præcis, hvad M:I står for, en herlig, stærkt underholdende flugt fra virkeligheden. Med et sådant kvalitetsniveau må McQuarrie og Cruise gerne lave et utal af nye Mission: Impossible-film.  

Ligesom en anden aldrende amerikansk superstjerne (Bruce Springsteen) synes Cruise at være en udødelig evighedsmaskine, skabt til at løbe og ” keep on running”. For vores vedkommende stiller vi os allerede i kø for at få billetter til Mission: Impossible – Dead Reckoning Part Two (premiere: 28. juni 2024).

M:I 7 havde biografpremiere den 12. juli og bliver først tilgængelig for streaming (SkyShowtime) omkring jul – men denne film er så stor (på alle måder), at du bør se den i biografen!