anmeldelse: Mission: Impossible – Fallout

Med seks film har Mission: Impossible befæstet sin position som en af de førende franchises i filmhistorien – og Tom Cruises position som en af Hollywoods største pengemagneter. Det mest fascinerende er dog, at kvaliteten holder et så højt niveau gennem hele serien, og den nyeste er blandt de allerbedste – faktisk blandt de bedste actionfilm nogensinde.

Umulig mission

Umulige missioner har lige siden 1960’ernes tv-serie været IMF’s speciale. I særdeleshed for deres vigtigste agent, Ethan Hunt (Cruise).

Hele 22 år er der gået, siden Brian De Palma gav os den sofistikerede agent-thriller Mission: Impossible. Filmen blev en megasucces og banede vej for en række efterfølgere – hver gang med større budget og mere halsbrækkende actionscener. Ligeledes har man formået at holde den gode historie i fokus, og samtidig har man over tid opbygget et miljø og et “stamteam” omkring Hunt – personer, som vi elsker at møde igen.

Kernen i holdet består af Ving Rhames og Simon Pegg. Den fyrrige Ilsa Faust (svenske Rebecca Ferguson) er også tilbage, og hendes veje krydser endnu en gang Hunts. Det samme gør – mere overraskende – hans store kærlighed, Julia (Monaghan), som havde en af hovedrollerne i treeren. Norske Kristoffer Joner gør en kompetent indsats som fanatisk terrorist, mens Alec Baldwin gentager sin glansrolle som CIA-direktør, nu på Hunts side.

Efter at Cruise og hans team kvajer sig under en opgave i Berlin, er atomare sprænghoveder pludselig faldet i hænderne på terrorister. CIA raser og forlanger, at Hunt får en “oppasser” i form af den korrekte agent Walker (Henry “Superman” Cavill).

Non-stop action

Fra start til slut er filmen én lang actionfest, akkompagneret af interessante figurer og et dagsaktuelt plot. Men det er de heftige actionscener, der virkelig skiller sig ud.

Fra biljagt gennem Paris’ gader over håndgemæng på et toilet til jagt fra tag til tag plus den store finale er det hele en visuel og velorkestreret nydelse. Som en velkomponeret ballet sparker og springer Cruise derudad, tackler den ene skurk efter den anden og redder dagen. Ganske vist langt ud over, hvad man vil kategorisere som sandsynligt, men det er så vellavet og lækkert, at vi velvilligt lader os rive med. Faktisk mere engagerende, end hvad 007 præsterer.

Syndikatet

James Bond har i årtier kæmpet mod det mystiske forbrydersyndikat Spectre; i IMF’s verden er det The Syndicate, ledet af den kyniske Solomon Lane (Sean Harris i endnu en fantastisk rolle), der truer verdensfreden med død og terror. Denne gang er det atomvåben på afveje, Hunt & co. må uskadeliggøre.

Vi får et intrikat plot med mange sidespor og globetrotting i et omfang, vi sjældent har set. Men hele tiden er den spændende historie i fokus; det er aldrig action for actions skyld. Desuden er filmen gennemsyret af interessante personer og overraskelser.

Cruise selv har for længst rundet de 50, men selv om rynkerne er mere fremtrædende, så er der stadig ingen i Hollywood, der løber lige så hurtigt som den scientologiske Duracell-kanin. Ud over at være en formidabel actionskuespiller er han efterhånden også blevet en habil karakterskuespiller, hvilket i den grad kommer til sin ret i M:I 6.

Norsk højdepunkt

Det stod tidligt klart, at producenterne spejdede efter locations i Norge til en spektakulær actionscene, hvilket filmen da også kulminerer med – bortset fra at Hunt & co. har placeret den ærkenorske Prædikestolen i Indien! Man kunne ligefrem høre det skuffede suk fra den lokale turistbranche …

Bortset fra det er det et exceptionelt actiontrip, vi får serveret, idet Cruise og Cavill støder sammen på det enestående fjeldplateau 600 meter over havets overflade. En utrolig heftig scene, der heller ikke føles for langtrukken, som det ellers ofte er tilfældet med actionfilm af dette format.

Samlet set er det eneste, vi kan finde at trække ned for, natklubscenen i Paris med den mystiske og forførende smukke White Widow (Vanessa Kirby fra The Crown). Den bryder med den seriøse stil og er mere forstyrrende end oplysende og underholdende – på grænsen til det ubegavede og fuldstændig unødvendig.

Mission: Impossible – Fallout er noget så unikt som en næsten perfekt actionfilm. Tydeligvis lavet som ren underholdning, men med gennemgående høj kvalitet i alle led! Fra stjerneskuespillere over manuskript til klip, fotografering og instruktion er den en fest for øjet – og hjernen. Seks stjerner til Cruise & co.

Teknisk pletskud

Den tekniske kvalitet af 4K-udgivelsen skuffer bestemt heller ikke. Lydsporet (Dolby Atmos) giver os et komplekst surround-miks med masser af finesse og detaljer – og punch, når det kræves. Billedkvaliteten er generelt særdeles god med et støjfrit billede, hvor detaljerne aldrig drukner i de mørke scener, og sort er helt sort.

På bonusfronten er der heller ikke sparet på noget. Her får vi bl.a. en MEGET omfattende og interessant bag-om-filmen, hele tre kommentarspor, udeladte scener, storyboards, trailer og interviews. En kandidat til årets 4K-udgivelse?