Moonrise Kingdom udspiller sig i 1965 på den fiktive ø New Penzance uden for kysten af det nordøstlige USA. Sam og Suzy er to 12-årige, som forelsker sig og indgår en hemmelig pagt om at løbe hjemmefra sammen. Deres handling udløser en massiv eftersøgning anført af den lokale sherif (Bruce Willis), Sams spejderleder, Ward (Edward Norton), og Suzys forældre, Walt (Bill Murray) og Laura (Frances McDormand). Midt i det hele trækker det op til en gedigen storm, og det rolige lokalsamfund bliver vendt op og ned.
Anderson har igen brugt sit karakteristiske filmsprog og sin kreativitet til at lave en enestående film, som blander humor, alvor og følelser på en helt speciel måde. Det lykkes ham at beskrive medmenneskelighed og dysfunktionalitet uden at være prætentiøs eller respektløs og med et skævt blik og en underfundighed, som hører til sjældenhederne. Manuskriptet er fantastisk, og castingen er som sædvanlig imponerende med en rolleliste, som de fleste bare kan drømme om. Moonrise Kingdom er en visuel triumf og en opvisning i fortælleglæde, som bl.a. blev belønnet med en nominering til Guldpalmerne under årets filmfestival i Cannes. Fem stærke stjerner!
Man kan trygt investere i et eksemplar på Blu-ray. Ekstramaterialet er ikke alverden, men billedet er strålende, og lyden superb!
Fakta:
- Release: 15. januar 2013
- Instruktion: Wes Anderson
- Medvirkende: Edward Norton, Bill Murray, Bruce Willis, Tilda Swinton, Frances McDormand, Harvey Keitel
- Genre: Komedie
- Land: USA
- År: 2012
- Tid: 1:33 timer