Anmeldelse: Mordet i Orientekspressen

Med Mordet i Orientekspressen har en af vor tids store Shakespeare-fortolkere, Kenneth Branagh, påtaget sig et remake af en noget mere moderne klassiker. Desværre viser det sig, at ikke alle Agatha Christies romaner har tålt tidens tand lige godt.

Originalfilmen fra 1974 (bogen er fra 1934) har opnået klassikerstatus inden for krimigenren, og Branagh er særdeles tro mod udgangspunktet. I bund og grund genfortæller han historien, der foregår, dengang den er skrevet, med et imponerende stjernehold af skuespillere og et blændende visuelt udtryk.

Men af samme grund, som vi i 2018 ikke ler lige så hjerteligt af 1974-humoren, lader vi os heller ikke underholde og/eller forbløffe af datidens kriminalhistorier. Det hele er desværre meget lidt forbløffende og nærmest chokerende monotont og kedeligt. Persongalleriet er også for omfattende, så for få får plads til at stråle.

Det store højdepunkt i filmen – ud over Branagh selv, der giver os en fantastisk version af Hercule Poirot – er det visuelle udtryk og den lækre kameraføring – remaket ser kort sagt fantastisk ud. En flot, men unødvendig “kopi”. Tre stjerner.

4K-udgivelsen yder det visuelle mesterværk fuld retfærdighed. En fantastisk farvepalet, knivskarp kontrast og imponerende dybde giver os ren referencekvalitet. Også lydsporet (Dolby Atmos) er simpelthen enestående. Bonusmaterialet byder bl.a. på kommentarspor, et portræt af Agatha Christie, udeladte scener og en kort bag-om-filmen.