Anmeldelse: Mordet i Venedig

Den førhen så svorne Shakespeare-fortolker, briternes gentleman-instruktør (og skuespiller) Kenneth Branagh, har i de senere år valgt en anden engelsksproget forfatter som sin filmmuse.  

Krimidronningen Agatha Christie (1890-1976) skrev ikke mindre end 38 romaner om den snusfornuftige, overmåde pertentlige belgiske mesterdetektiv Hercule Poirot; for evigt udødeliggjort af arketypiske David Suchet gennem utallige sæsoner af TV-serien.  

 

Branaghs første Poirot-film kom i 2017, baseret på en af Christies mest berømte romaner, Mordet i Orientekspressen. Her forenede Branagh moderne filmteknik og fortællekunst med en lidt forældet krimihistorie i en meget svag indpakning.  

Nogle år senere kom den lidt mere moderniserede Døden på Nilen. Et visuelt festfyrværkeri med et imponerende ensemble af skuespillere og en stadig potent og spændende krimihistorie. En lidt morsom anekdote er, at filmen næsten havarerede, inden den nåede publikum, på grund af nogle famøse udtalelser fra filmens stjerne, Armie Hammer.    

Noget corona-udsat havde Branaghs tredje Poirot-film, Mordet i Venedig (A Haunting in Venice), premiere i biograferne denne sommer. Nu kan du endelig streame den på Disney+. Og ja, den er bestemt et kig værd.  

Branagh spiller selv hovedrollen (som han gør i de hovedaprten af sine film), og briten præsenterer os for en fortolkning af Poirot, der ligger tæt op ad Christies bogversion, men i en lidt moderniseret og mere seriøs version.  

I modsætning til Branaghs tidligere film er dette ikke en genindspilning af en ældre Christie-film, ej heller er den identisk med den bog, den er inspireret af. Manuskriptet (skrevet af Michael Green) er baseret på Christie-romanen Det forkerte vidne (The Halloween Party, 1969), men i filmen er handlingen flyttet fra den lille britiske by Woodleigh Common til det langt mere mytiske Venedig.  

Christies kriminalromaner er kendetegnet ved opbygningen af tilsyneladende uløselige mordgåder, som afdækkes lag for lag, og hvor man (bagefter) kan se, at hun har lagt små spor og hints ud undervejs. I den henseende er Mordet i Venedig ingen undtagelse; den følger “drejebogen”, om end lidt for autoritativt.  

I 1947 møder vi en ferierende, pensioneret Poirot (Kenneth Branagh), som i “byen på vandet” træffer sin amerikanske veninde, krimiforfatteren Ariadne Oliver (Tina Fey). Den velhavende, lidt overfladiske og sprudlende forfatter overtaler ham til at deltage i en overnaturlig spirituel seance med det formål at afsløre den formodede svindler.  

Det drejer sig om et overklassebarns tragiske død, og hendes desperate mor (Kelly Reilly, Yellowstone) har et stærkt ønske om at komme i kontakt med sin afdøde datter. For at forstå og få en afslutning, hun kan leve med.  

Seancen finder sted i et dystert palæ ved kanalen, som gemmer på en mørk historie med spøgelser og ånder. Ind kommer den selvhøjtidelige clairvoyante Joyce Reynolds (Michelle Yeoh, Everything Everywhere All at Once). På selveste Halloween-aftenen kører hun og hendes gruppe af “hjælpere” på alle cylindere – men aftenen kulminerer i et bestialsk mord.  

Endnu en gang må han bruge sit unikke (irriterende) intellekt og gå metodisk, systematisk og logisk til værks for at opklare mordet. For det kan da umuligt være sandt med spåkoner, tungetale og spøgelser?

 

Mordet i Venedig er nærmest et kammerspil, der hovedsageligt foregår inden for de fire klaustrofobiske vægge i det skræmmende kanalpalæ, med en broget skare af mordmistænkte, som Poirot nægter at lade gå, før morderen er afsløret. Her er der op til flere personer, som har noget at skjule…  

Scenen er sat i byen på pæle, hvor børn og voksne er klædt ud til Halloween med deres langnæsede karnevalsmasker og skræmmende kapper, og det skaber den perfekte mørke stemning. Husets brutale historie med døde børn og mishandling er den perfekte baggrund for en forbandelse over husets datter. Men selv om det af og til kører rundt i Poirots hoved, lader han sig aldrig mentalt slå ud af kurs, og han har en urokkelig tro på, at der er en naturlig forklaring.  

Vi bliver sjældent rigtig bange i dette outrerede selskab, men er mere fascineret af omgivelserne, kostumerne og den dystre stemning, som forstærkes af smuk fotografering (Haris Zambarloukos), lyssætning og klipning.  

Branagh selv er atter en gang solid som en klippe i hovedrollen. Hans rolige, lakoniske tone og elegante gestik klæder den særprægede mesterdetektiv.  

Som en slags modspiller har han denne gang Tina Fey at spille bold med. At Fey har komisk tæft og timing er hævet over enhver tvivl, og hun er en legesyg kontrast til den indesluttede Poirot, om end lidt vel karikeret. Andre skuespillerinder imponerer mere, ikke mindst Michelle Yeoh som mediet og Emma Laird (Mayor of Kingstown) som hendes påtvungne assistent med en lyssky baggrund.  

Der er mystisk banken i kælderen, stormen hyler udenfor, døre smækker, og stearinlys blæses ud på uforklarlig vis. Men selve mordmysteriet bliver aldrig rigtig spændende, og det gør Poirots møjsommelige jagt på morderen heller ikke. Det skyldes ikke Branagh som sådan, men mere det faktum, at han har holdt plottet og dramaturgien så tæt på originalmaterialet, og at der er noget lidt gammeldags, støvet og sat over hele krimiseancen.  

Personerne er om ikke let gennemskuelige, så konstruerede og teatralske (i “bedste” Christie-stil). De spor, der afsløres, er ofte lidt for søgte, og det virker lidt, som om de er fremtvunget for at passe til den uforløste afsløring.  

Selve produktionen er af høj kvalitet i alle aspekter, og der er masser af gode skuespillere til at løfte den lidt tamme historie op fra middelmådigheden. Men nogen krimiklassiker er Mordet i Venedig desværre ikke. Dertil er den for generisk, sat og præget af den tid, den udspiller sig i. Vi mistænker den næsten for at være et behageligt åndehul i Branaghs Christie-fortolkninger. Fire svage stjerner. 

A Haunting in Venice får Disney+-premiere i aften, den 22. november.