Charlie Mortdecai (Depp) er en excentrisk kunsthandler og livsnyder med dyre vaner og en krævende kone (Paltrow). Han er presset økonomisk og siger derfor ja til at hjælpe den britiske efterretningstjeneste MI5 med at finde et stjålet maleri, der siges at indeholde koden til en skjult naziformue. Charlie og hans tro tjener, Jock (Bettany), indleder jagten på maleriet, men de er ikke alene i deres søgen efter kunstværket og pengene.
Superstjernen Johnny Depp er en af de mest succesfulde skuespillere de sidste tyve år, men har virkelig haft problemer med sine rollevalg på det seneste. Det er ved at være længe siden, vi har set noget virkelig godt med Depp, og beslutningen om at sige ja til rollen som Mortdecai hjælper helt sikkert ikke.
Denne komedie er simpelthen grusomt dårlig og en ren opvisning i udmattelse af tilskuerne, grænsende til tortur! Man har prøvet at lave en slags ny Inspector Clouseau, men er endt med en figur, der overhovedet ikke er morsom, i en film proppet med dårlige vittigheder. Selve produktionen er indimellem imponerende, men alt i at er det 60 millioner dollars lige ud ad vinduet. To stjerner.
Hvis man af en eller anden absurd grund vil have denne film til arv og eje, så slipper man heldigvis for ekstramateriale, men får en Blu-ray med et rigtig godt lydspor og et upåklageligt billede.
Fakta:
- Release: 3. juni 2015
- Instruktion: David Koepp
- Med: Johnny Depp, Gwyneth Paltrow, Ewan McGregor, Olivia Munn, Aubrey Plaza, Jeff Goldblum, Paul Bettany
- Genre: Komedie
- Land: USA
- År: 2015
- Tid: 01:45 timer