anmeldelse: Mowgli

En af Disney-koncernens største filmskatte, Junglebogen (1967), kom i en live action-version i 2016 – med samme fængende musik, charmerende figurer og rare, lune Disney-stemning. Det sidste kan ikke siges om årets version.

I sin anden film som instruktør tager Andy “Gollum” Serkis os med til rødderne af Kiplings historie om menneskedrengen, der vokser op blandt ulve i Indiens vilde jungle. Mowgli (en strålende Rohan Chand) kæmper for at blive accepteret af den flok, Bagheera (Bale) overlod ham til.

Her er det ikke hyggestunder med nuttede ulveunger og problemfri harmoni, der præger flokken, men naturens love og kamp om magten, hvor den stærkes ret er i høj kurs. Mowgli finder en slags fællesskab med flokkens prügelknabe, albinoulven Bhoot, og søger oplæring hos Baloo (Serkis), så han kan vinde et vigtigt kapløb – og dermed blive en accepteret del af ulveflokken.

I skyggerne lurer den blodtørstige tiger Shere Khan (Cumberbatch), der i sin tid tog Mowglis forældre af dage, og han kæmper indædt for sin plads i junglens hegemoni, hvor målet helliger midlet.

Noget af det, der imponerede mest i Jon Favreaus live action-version af Junglebogen, var hvor ægte og livagtige dyrene så ud. Endnu en gang møder vi computeranimerede dyr, men her er de af den lidt mere hærgede slags, præget af et hårdt og brutalt jungleliv med rynker, dårlig tandhygiejne, skrammer og sår. Ikke lige så søde som i Disneys version, men bestemt charmerende på deres egne præmisser og med klare træk fra de skuespillere, der har lagt stemme til.

Serkis får også den splittelse mellem ulve- og menneskeflokken, som Mowgli står i, godt frem. Noget, der bliver ekstra problematisk med menneskenes brutale fremfærd, idet de trænger ind på en stadig større del af junglen, bl.a. med kyniske jægere. Det er langtfra en varm velkomst, Mowgli får i menneskelandsbyen.

Den generelle hovedanke mod remakes af film er, at den nye version ikke tilfører noget nyt til historien, men det er afgjort ikke tilfældet med Netflix-versionen. Den grundlæggende fortælling og hovedpersonerne er de samme, men 2018-versionen er meget tættere på Kiplings beskrivelse af det brutale jungeliv. Derudover byder filmen på et stjernegalleri af de sjældne i en film, der både er spændende og dybt fascinerende i al sin dødelige udødelighed. Fem solide stjerner.

Brandgod billedkvalitet fra Netflix samt et surround-spor, der imponerer, men mangler lidt pondus i de dybeste toner. Filmen kan streames fra den 7. december.