Anmeldelse: Mr. & Mrs. Smith, sæson 1

Kan du huske actionfilmen Mr. & Mrs. Smith, der gjorde Brad Pitt og Angelina Jolie til Hollywoods største powerpar? Det er hele 19 (!) år siden, vi har set de legesyge og unge superstjerner i den humoristiske action-blockbuster.

I Doug Liman-filmen spillede de ægteparret, der begge var hemmelige agenter, men ikke kendte til hinandens job. Deres forhold blev yderligere kompliceret, da de fik til opgave at dræbe hinanden…

Nu kommer serieversionen. Eller rettere sagt, Prime Video lancerer en serie baseret på “konceptet”.

 

I serieudgaven møder vi to egensindige, lidt uheldige fremmede, som mere eller mindre tilfældigt bliver rekrutteret som superhemmelige agenter – under dæknavnene John og Jane Smith.

Donald Glover (Atlanta, Solo: A Star Wars Story) og Maya Erskine (Obi-Wan Kenobi) indtager hovedrollerne og får til opgave at portrættere den almindelige nabodreng/-pige, som pludselig befinder sig i ekstraordinære omstændigheder. Og sådan fungerer det i en irriterende ujævn serie, som det dog er svært at have noget imod.

De er begge mislykkedes med at blive engageret af CIA, men søger spænding og action i deres hverdag. Tilfældigvis bliver de valgt til at leve sammen som hr. og fru Smith i et “arrangeret” ægteskab med en mission om at opsnappe, fange og muligvis eliminere fjender af organisationen.

Hele konceptet er baseret på, at de er helt almindelige mennesker, af kød og blod, med deres svagheder, irriterende vaner og personligheder fulde af fejl. Personligheder, som efter kort tid begynder at gå hinanden på nerverne.

Til at begynde med er begge parter enige om at have et platonisk forhold. Men der går ikke mange dage, før de er som kaniner i sengen i deres luksuslejlighed på Manhattan (som en underfundig Paul Dano savler over). Lad komplikationerne begynde.

Den eneste kontakt, de har med den hemmelige spionorganisation, er via en chattjeneste, hvor de konstant får opgaver, både i ind- og udland (især er der mange skurke i Italien). Der stilles ingen spørgsmål, man udfører bare jobbet og bliver truet med ufattelige repressalier, hvis man fejler tre missioner.

Vi får serveret flere sjove, velskrevne og lidt underfundige enkeltscener, men der er hele tiden noget, der skurrer, og instruktør Christian Sprenger fåre ikke serien til at hænge sammen. Den kommer til live, når karakterskuespillere som John Turturro og Ron Perlman dukker op. Men desværre forsvinder de hurtigt ud af billedet som dug for solen, og det hele bliver for springende og usammenhængende med en haltende dramaturgi og et ujævnt tempo.

Flere af plottrådene bliver også hængende i luften. For eksempel går en skarp mission i de italienske alper galt, og John handler uden ordrer. Men så forlader vi brat den sekvens. Mens en mission i Sydamerika er overstået, før den er begyndt.

Ved at fjerne den grundlæggende præmis om, at parret ikke ved, at deres mand/kone er hemmelig spion, har de fjernet et af de sjoveste elementer fra originalen. Og det er her, serien fejler, når den kæmper for at finde balancen mellem komedie, seriøs action og menneskeligt drama – og ender med hverken at være fugl eller fisk.

Vi skifter fra crazy komik med eksploderende kager, til biljagter og skydescener, og så til dybe mellemmenneskelige samtaler, hvor folk reflekterer over deres livsdrømme, en svær barndom og bristede håb. Det er netop, når de ironiserer over hinanden, at komedien tager fat.

Skuespillerne har ikke den samme star power eller det samme legende glimt i øjet som Pitt/Jolie. Især Sloane virker ofte lidt for tam og som en grå mus, og vi køber ikke den dyriske tiltrækning mellem dem.

John er besat af sin mor og er nødt til at ringe til hende (til Janes store irritation) mindst én gang om dagen – desuden udtrykker han til sidst et stærkt ønske om at få et barn med Jane. Og selvfølgelig (heldigvis!) ender det konfliktfyldte par på terapibænken hos en velhavende psykiater (Sarah Paulson, Ratched).

Sessionerne i terapirummet er seriens sjoveste og stærkeste øjeblikke, hvor den selvironiske humor, bidende sarkasme og legesyge, som mangler i store dele af serien, kommer igennem på forbilledlig vis. Mere af det!

Forsøget på at revitalisere hitfilmen fra 2005 har været en blandet oplevelse. Serien forsøger, noget uretfærdigt, at ride videre på succesen med Pitt/Jolie, men formår ikke at følge op på den friske præmis. Det er, når parret får lov til at fornærme hinanden, være vrede og jaloux, mens de hver især har et maskingevær rettet mod deres ægtefælle, at serien virkelig kommer i gang. Men det sker for sjældent, for lidt og for sent. Vi satte dog stor pris på en befriende original slutsekvens. 3 stjerner.

Alle otte afsnit udkommer på premieredatoen den 2. februar. Denne anmeldelse er baseret på samtlige afsnit.