Anmeldelse: Mulan

Mulan er den svære fødselshistorie om et af Disneys største og mest ambitiøse filmprojekter i 2020. I den lange række af live-indspilninger af deres ældre tegnefilmsklassikere skulle Mulan blive selve “kronjuvelen”.

 

Biografernes (corona-) død?

I rækken af Junglebogen, Skønheden og Udyret, Askepot, Dumbo og Aladdin var det den sagnomspundne kinesiske legende om Mulan, der fik det største budget.

Disneys aktionærer håbede da også på en økonomisk fest, da filmen skulle lanceres i biograferne i marts i år – men så kom en virus fra Kina (ironisk nok) i vejen.

På grund af bæltedyrsspisende kinesere blev biografpremieren gentagne gange udskudt, indtil de høje herrer hos The Walt Disney Company gav op og kom med det kreative forslag, at storfilmen skulle lanceres direkte på deres egen streaming-tjeneste, Disney+.

På bl.a. det amerikanske marked havde Mulan premiere allerede den 4. september, hvor Disney+ abonnenter kunne købe filmen for knap 30 dollars (med stor økonomisk succes). I Norden har Disney valgt at inkludere filmen som en del af den almindelige abonnementspris, hvor den i dag (endelig) lanceres på Disney+.

Fra animation til live-action

Siden Junglebogen i 1994 har Walt Disney fundet en ny, lukrativ guldmine ved at genskabe deres klassikere som “ægte” spillefilm.

Som den 15. (!) i rækken af genindspilninger af Disneys klassiske tegnefilm virker markedet nærmest umætteligt for nye live-action-versioner af de gamle klassikere. En næsten garanteret kassesucces er selvfølgelig drivkraften bag, hvilket er helt fint, hvis resultatet bliver så godt, som det er tilfældet med Mulan.

Indtil videre har de 15 film indspillet næsten 60 milliarder kroner. Ikke så underligt, at Disney Groups aktiekurs i er steget med rekordhøje 366 procent i løbet af de sidste ti år.

Nogle af filmene spinder videre på den oprindelige tegnefilmshistorie (f.eks. Maleficent), mens de fleste fortæller stort set samme historie, men med brug af computeranimation oven på ægte film og virkelige mennesker.

Mulan hører til den sidste kategori.

Patriarkalsk samfund

Legenden om den kinesiske krigerheltinde Hua Mulan går tilbage til Wei-dynastiet omkring år 500.

Sagnet vil vide, at datteren tager sin fars plads, da det kinesiske kejserrige bliver angrebet af indtrængende fra nord. Kernefamilien fra den lille landsby har kun to døtre, så da kejseren forlanger, at hver familie stiller én mand til rådighed for hæren, træder Mulan ind for at beskytte sin gamle, svækkede far.

I hæren forklæder hun sig som en ung mand, får stor succes på slagmarken og ender med at vinde kejserens gunst og anerkendelse.

Ikke nogen ubetydelig bedrift for en ung kvinde i et manddomineret samfund, hvor “det svage køn” var forbudt i hæren, og deres vigtigste opgave var at bringe familien ære ved at gifte sig med en god mand.

Fra humoristisk familiedrama til actionheltinde

Selve plottet, personerne og handlingsudviklingen holder sig overvejende til tegnefilmen fra 1998. Men spillefilmen er (heldigvis) rettet mod et langt mere varieret publikum end originalen.

Ikke et ondt ord om tegnefilmen, men typisk Disney tenderer den i retning af at tilfredsstille et lidt for ungt publikum, hvilket ikke mindst er tydeligt ved overdrevet fokus på to humoristiske sidekicks i form af en forfædredrage (Eddie Murphy) og en lilla græshoppe.

I spillefilmen er dragen en mytologisk figur, der indimellem svæver og våger over Mulan, uden at den taler eller afbryder den dramaturgiske fremdrift.

I det hele taget giver filmen os en mere kompakt historie end tegnefilmen, samtidig med at den tilfører karaktererne mere dybde og personlighed. Det er også en meget mere emotionel og realistisk film.

Heltinde

For 23-årige Yifei Liu er Mulan faktisk hendes 19. spillefilm, men ingen af dem er kendt (blevet vist?) i Vesten.

Liu er absolut fremragende som den modige, standhaftige og handlekraftige unge pige. En pige, der altid er gået sine egne veje og aldrig veget uden om ansvar, familiens ære og tro mod nationen – en slags kinesisk Jeanne d’Arc.

Hendes karakter er kompleks, sej og handlekraftig, men samtidig sårbar og usikker; nuancer, som Liu får frem på en superb og subtil måde – og for pokker, hvor kan hun slås!

 

I hæren er det traditionel machokultur, der dominerer, hvilket der kommer flere sjove scener ud af, men både manuskriptforfatterne og den kvindelige instruktør, Niki Caro (Whale Rider), undgår klicheer og letkøbt komik.

Mulan er, af en Disney-film at være, en højoktan actionfilm med heftige kampscener (dog fri for blodsprøjtende pulsårer og afrevne lemmer) og et tætpakket plot.

Flere af kamp- og actionscenerne kunne have været taget ud af Tiger på spring, drage i skjul eller House of Flying Daggers, med umulige stunts og spektakulære spring hen over og langs mure.

Visuel fest

Fra første scene bliver vi nærmest blæst bagover af, hvor visuelt lækker filmen fremstår, med storslåede bjergscener, blændende slettelandskaber og i det hele taget overvældende natur. Filmen er hovedsagelig optaget i Kina og New Zealand, og de smukke landskaber ledsages af et flot soundtrack.

Scenografien er enestående, og det hele er toppet med et farvespektrum, der bryder alle skalaer! Selv om nutidens kinesere (stereotypisk) er karakteriseret ved deres Mao-jakker i alle tænkelig grå nuancer, var landets indbyggere tilsyneladende meget glade for skarpe farver for 1.500 år siden.

Alt fra kostumer til blomster, natur, trommer og flagrende gevandter er i en blændende regnbue af farver, der stråler imod os – som en eksplosion af farver. Lækkert, indbydende og virkningsfuldt.

Rekvisitterne og de sømløse special effects bærer også tydeligt præg af det faktum, at Mulan er en film, som The Mouse House har lagt alle sparepengene i. Budgettet var svimlende 1,25 milliarder kroner.

Feministisk eventyr

Filmen er tro mod sagnet og har bevaret det eventyrlige og de overnaturlige elementer fra den kinesiske legende.

Komik er der også, men det kammer aldrig over i det parodiske eller typiske klicheer. Her er det transformationen af en ung kvinde, der er i fokus – fra ung, dumdristig pige til stram og selvsikker leder; og det i et fuldstændig mandsdomineret samfund. Det øjeblik, hvor hun endelig beslutter sig for at afslutte bedrageriet og slå håret ud, er filmens stærkeste og mest følelsesladede scene.

Desværre virker flere af personerne lidt for skabelonagtige og tynde, mens historien indimellem kammer over i det typisk eventyragtige, der kendetegner så mange Disney-film.

Især kejseren (Li) er overkarikeret og uinteressant, mens ærkeskurken Böri Khan (Lee) mildt sagt er endimensionel – omend han ser sej nok ud. Forholdet mellem Mulan og troldkvinden Xianniang (Gong) virker lidt krampagtigt og kunstigt og får et overdrevet feministisk twist.

Trods sin næsten to timers spilletid bliver enkelte af scenerne for hurtige, hvor det narrative ikke helt får plads til at ånde og udvikle sig.

Historisk fortælling i moderne indpakning

Når det er sagt, så er Mulan alt i alt blevet en meget vellykket blanding af klassisk eventyr og moderne actionfilm med en stærk, kompleks kvinderolle i begivenhedernes centrum. Fem stjerner til en film, der ud over sine underholdningskvaliteter også kan ende med at vise os vejen for fremtidens filmdistribution.

Biografbranchen frygter (muligvis med rette), at filmlancering direkte på streaming-tjenesterne kan blive dødsstødet for branchen, og at det, selv post-corona, vil blive den nye norm. Efter at Disney besluttede at udsende Mulan direkte på Disney+, erklærede en britisk repræsentant, at dette skridt fra Disneys side var “a fuck you to exhibitors”.

Mulan kan streames på Disney+ fra i dag. Vi anbefaler afgjort at se den på et STORT TV med et heftigt lydanlæg.