Anmeldelse: My Brilliant Friend, sæson 1

Den 10. september kan – og bør – du sætte dig i din behagelige stol, gribe fjernbetjeningen og logge ind på din Max-konto. Da er der nemlig premiere på den italienske perle af en serie, den fjerde sæson af My Brilliant Friend, der er baseret på Elena Ferrantes romaner om at vokse op i Napoli.

I forbindelse med premieren på den sidste sæson har vi taget et dyk ned i hele serien, hvis første sæson blev udgivet på Max (HBO Nordic) tilbage i 2018.

Ferrante (pseudonym) skrev ”Den napolitanske kvartet” om de livslange, konkurrerende barndomsveninder Lenù og Lila i perioden 2011-2014. Romanerne blev hurtigt oversat til engelsk og blev øjeblikkeligt en global bestseller.

Det varede ikke længe, før den statslige TV-station RAI gik sammen med HBO om at lancere Italiens største TV-produktion nogensinde. Og resultatet var ganske enkelt forbløffende!

 

Ubekvemme krusninger på overfladen

Det hele begynder på en subtilt fascinerende måde, da vi bliver ført ind i en ældre, fornem kvindes liv. Hun modtager et desperat telefonopkald, der fortæller hende, at en af hendes bekendte er stukket af og har forsøgt at lægge sit liv bag sig.

Det går hurtigt op for os, at det ikke er første gang, denne dame har skabt problemer for vores hovedperson, Elena ”Lenù” Greco…

Som en selvsikker, moden kvinde, der endelig har fundet sin indre styrke og plads i livet, beslutter Lenù, at hun nu endelig vil fortælle hele den sande historie.

Barndommens paradis?

Så bliver vi ført tilbage til barndommens paradis, eller for at være mere præcis, den undertrykkende, macho, mafia-inficerede, støvede og forarmede arbejderklasseforstad i det maleriske Napoli.

Her vokser den lokale skomagers datter Raffaella ”Lila” Cerullo (Ludovica Nasti, Gaia Girace) op sammen med sin veninde Lenù (Elisa Del Genio / Margherita Mazzucco), der er datter af en vicevært og en vred husmor.

På trods af at begge piger viser ekstraordinære evner i skolen, og deres uforlignelige lærer, Oliviero (Dora Romano), er meget alvorlig, når hun beder deres forældre om at give dem en længere uddannelse, er forventningen, at de vil afslutte folkeskolen og derefter følge i deres forældres (noget ulykkelige) fodspor. Basta così!

Skomager, bliv ved din læst

Mod alle odds lykkes det Lenù at kæmpe sig ind på en videregående uddannelse, ledsaget af et par solide lussinger fra mor. I mellemtiden er den initiativrige Lilas vej i livet at designe sko i sin fars skobutik – en voksende forretning, som hurtigt kommer i kløerne på mafia-brødrene Solara og den sleske, rige Carracci-familie – ledet af den kvindemishandlende Stefano (Giovanni Amura).

Det er kun i de to første afsnit, at vi møder Lila og Lenù som små børn, men på trods af de korte to timer har vi sjældent (aldrig?) været mere betaget af henrivende børneskuespil. Vi oplever den voldsomme verden helt igennem de to pigers øjne – og scenen, hvor de to møder deres egen frygt og tager deres forsvundne dukker tilbage fra byens ”monster”, er ubetaleligt drama af den allerbedste slags.

Med det skarpe, intelligente og ekstremt realistiske manuskript samt fremragende skuespil fra Ludovica Nasti og Elisa Del Genio er det næsten, som om vi ser en dokumentarfilm fra Napoli i 1951.

Konservativt og patriarkalsk

Vi befinder os midt i det konservative, ærkekatolske Italien, i begyndelsen af de voldsomme forandringer, der kendetegner efterkrigstiden, og gamle normer og regler står særligt stærkt i arbejderkvartererne. Dette er en mandeverden.

Her forventes det, at piger bliver forlovet som 17- eller 18-årige og får mindst ét barn, inden de fylder 20, hvorefter de næste 25 år skal bruges som husmor og hårdtarbejdende kogekone (og lydig, dydig elskerinde) for en hårdtarbejdende far.

Bortset fra de slidte, furede husmødre er det svært at få øje på voksne rollemodeller for unge piger. Så de vokser da også op i et miljø, hvor lussinger, slag og spark er mere normalt end kærtegn og et ømt kram. Gaia Girace og Margherita Mazzucco er fremragende til at vise det komplekse følelsesregister hos de unge piger, hvor de med enkel mimik og et trodsigt blik formidler præcist, hvad de føler.

Maniske veninder

Både Lenù og Lila har et næsten manisk, lettere selvdestruktivt forhold til hinanden. De kan ikke få nok af deres bedste veninde, men de kan heller ikke acceptere, at den anden er bedre eller dygtigere end dem selv til noget som helst.

Lenù er tilbagetrukket, indadvendt og konstant usikker på sit eget selvbillede, mens Lila er højrøstet, larmende og tager de udfordringer, hun møder, som en tyr ved hornene. Sammen udgør de en fantastisk dynamik og en fremragende dramaturgi.

Ferrante og seriens skaber Saverio Costanzo har genskabt et unikt univers ned til mindste detalje, der giver os et unikt indblik i barnets sind og et kig ind i den spirende voksenverden. Det hele serveres usentimentalt, råt og underspillet. Nogle af karaktererne tipper over i stereotyper, men det er ikke specielt irriterende.

My Brilliant Friend er en helt igennem kompromisløs serie, og på trods af dens mange tilsyneladende hverdagslige ”trivialiteter” er den et ubeskriveligt komplekst og bittersødt drama. Ledsaget af et nøgternt soundtrack, en smuk fotografering og et farverigt, usædvanligt ægte og interessant persongalleri kan vi efter otte afsnit ikke vente med at følge pigerne på den brogede vej, som livet har i vente for dem. 6 bundsolide stjerner.