Anmeldelse: My Brilliant Friend, sæson 2

Den 10. september kan – og bør – du læne dig tilbage i lænestolen, gribe fjernbetjeningen og logge ind på din Max-konto. Da er der nemlig premiere på den italienske perle af en serie, den fjerde sæson af My Brilliant Friend, der er baseret på Elena Ferrantes romaner om at vokse op i Napoli.

I forbindelse med premieren på den sidste sæson har vi dykket ned i hele serien, hvis første sæson blev udgivet på Max (HBO Nordic) tilbage i 2018.

Ferrante (pseudonym) skrev ”Napoli-kvartetten” om de livslange, konkurrerende barndomsveninder Lenù og Lila i perioden 2011-2014. Romanerne blev hurtigt oversat til engelsk og blev øjeblikkeligt en global bestseller.

Det varede ikke længe, før den statslige TV-station RAI gik sammen med HBO om at lancere Italiens største TV-produktion nogensinde. Og resultatet var ganske enkelt forbløffende!

 

Giftig og voldelig machokultur

Efter at den første sæson havde fulgt den unge barndom for viceværtens datter Lenù (Margherita Mazzucco) og hendes bedste ven, skomagerens datter Lila (Gaia Girace), i den dystre napolitanske arbejderklasseforstad, kulminerede sæsonen med Lilas bryllup med den sleske (?) forretningsmand Stefano Carracci (Giovanni Amura).

Lenù fortsatte sin møjsommelige uddannelse, mens Lila endte i et uheldigt forretningssamarbejde med sin familie, Carracci’erne og den lokale mafia med de hensynsløse Solara-brødre i spidsen. Et tilsyneladende ubekymret og romantisk bryllup endte i fornedrelse og bedrag.

Da vi møder pigerne igen, er Lila på vej til en luksuriøs bryllupsrejse langs den maleriske Amalfikyst. På den anden side af de snoede og stejle veje konfronterer hun sin nye mand og sætter ham på plads. Det skulle hun nok ikke have gjort …

Som det ofte er tilfældet i denne serie, når kvinder sætter sig op mod mænd, ender det med brøl, råb og efterfølgende slag – for at vise, hvem der er den virkelige chef i forholdet. Hjemme igen, med ansigtet fuld af blå mærker, vælger hendes familie enten at ignorere volden og/eller bagatellisere den.

Men som trofaste seere af My Brilliant Friend allerede har indset, er Lila ikke en, der lader sig kue så let. Hun giver verbalt igen, lukker sin mand ude og nægter ham en arving.

Søgende og flirtende ungdom

Pigerne og deres vennegruppe er nu i slutningen af teenageårene – og har hverken fundet sig selv, deres plads i livet eller deres spirende seksualitet.

Da Lenù tager med Lila til ferieparadiset Ischia som hendes ledsager, får hendes længsel efter andre, mere forstående mænd mulighed for at blomstre. På den idylliske ø lige ud for Napolibugten er kontrasten til de støvede, beskidte forstæder slående. Her skinner solen konstant, floraen står i fuldt flor, og græs og planter er lysegrønne. Og følelsen af frihed tager fart.

Nino (Francesco Serpico), den filosofiske, intellektuelle barndomsven fra kvarteret, dukker op igen som Lenùs uopnåelige flamme – men det er Lila, der får lov til at nære flammen. Hendes intense forhold til Nino ødelægger hendes venskab med Lenù, og hendes voldelige ægteskab går fra slemt til værre.

Drømmen om at komme op og ud

Hvis man skærer ind til kernen af den dramatiske historie om de to pigers opvækst, drømmer de begge, isoleret set, om at komme ud af kvarteret og ikke ende som deres forældre.

Begge er på en ambitiøs klasserejse, men hvor Lenù med sine forældres tøvende accept kommer videre i livet gennem øget viden og uddannelse, vælger Lila den ”alternative” klasserejse – ved at gifte sig til hurtig (men tvivlsom) rigdom.

Det er interessant, at begge piger indimellem misunder den andens valg – samtidig med at de taler hinanden ned. Det er mest tydeligt, da Lenù inviterer Lila til en fest hos sin overklasselærerinde.

I et af Napolis bedre kvarterer med havudsigt, en stor tagterrasse og en lejlighed fyldt med sofistikerede bøger og fine møbler, bliver Lila en fisk på land, mens Lenù og hendes ”overfladiske” venner diskuterer politik, religionshistorie og filosofiske emner. Det er en stærk episode, som kulminerer i et bittert brud mellem veninderne.

Maskuline monstre

I Lila og Lenùs verden skal man lede længe efter gode mandlige rollemodeller. I dele af anden sæson er det næsten slående, hvor kvindefjendske og voldelige næsten alle er.

Husk på, at vi befinder os i midten af 1950’erne i et land med langt stærkere patriarkalske relationer, end vi fandt og finder i de nordiske lande. Og selv mødrene går ikke af vejen for at give en god lussing eller to. Når det er sagt, er det for meget en dystopisk karikatur og stereotyp.

De to venner forsøger at bryde ud og frigøre sig fra dem alle – både hvad angår familie, arbejde og sex.

Men desværre er der noget, der skurrer i den midterste del af denne sæson. Dramaturgien halter, og både karakteren og historien tager nogle mærkelige, forhastede skridt og noget uforklarlige valg. Fortællingen fremstår pludselig noget konstrueret og fortænkt, så vi ikke helt kan genkende os selv i karaktererne.

Heldigvis sætter Ferrante og seriens skaber Saverio Costanzo tempoet op mod slutningen og leverer en bundsolid sidste tredjedel. De to veninder befinder sig pludselig diametralt forskellige steder i livet, da Lenù fortsætter sin uddannelse i Pisa og udgiver sin første bog – mens Lilas ægteskab og økonomiske sikkerhed smuldrer.

Finder aldrig fred

Det er her, det geniale ved Ferranets smertefulde forfatterskab kommer ind i billedet. Selv om en af dem har succes, mens den anden trækkes dybere og dybere ned i fornedrelsen, har de stadig en indre selvdestruktiv kraft, som hverken tillader dem at nyde succesen eller føle med veninden. Et lidt absurd had-kærlighedsforhold.

De er fuldstændige modsætninger, klippefaste venner, som samtidig ikke kan tåle den andens lykke på hver sin front. Samtidig er ingen af dem nogensinde rigtig lykkelige, men må hele tiden stræbe efter noget nyt, det næste skridt i livet.

Både Mazzucco og Girace er stadig fremragende i hovedrollerne og får kompleksiteten frem i de komplicerede karakterer, men de mange stærke biroller brillerer også. Hvordan de klarer den svære overgang fra teenagere til unge voksne, er imponerende. Fotograferingen, klipningen og lydsporet er i særklasse og suger os ind i deres fascinerende verden. 5 stjerner for dette stærke, meget personlige drama.