Elena Ferrante (pseudonym) skrev mellem 2011 og 2014 »Napoli-kvartetten« om de livslange, konkurrerende barndomsveninder Lenù og Lila. Romanerne blev hurtigt oversat til engelsk og blev øjeblikkeligt en global bogsucces.  

Det varede ikke længe, før den statslige TV-kanal RAI gik sammen med HBO om at lancere Italiens største TV-produktion nogensinde. Og resultatet er simpelthen forbløffende!  

Vi får nu det afsluttende kapitel af denne italienske perle af en serie.

 

Midtvejskrise?

Vi har fulgt Lenù og Lila siden barndommen – altid i konkurrence med hinanden. Nu er de voksne kvinder, og deres forhold har ændret sig noget, men de har stadig et komplekst had-kærlighedsforhold.  

Efter Lenù/Elenas (Alba Rohrwacher) grimme brud med sin professormand Pietro (Pier G. Bellocchio) i slutningen af sidste sæson har hun nu kastet alle sine hæmninger over bord og udlever til fulde sin stormende forelskelse i sin barndomskærlighed, »ham, der slap væk«, den flirtende og veltalende Nino (Fabrizio Gifuni).  

Vi befinder os i midten og slutningen af 1970’erne, og begge venner nærmer sig de 40 – men Elena insisterer på at leve som en hæmningsløs, uansvarlig og nyforelsket teenager. Hun lader sine to døtre vokse op hos deres strenge overklassebedsteforældre i Torino og bruger sin økonomiske frihed til at følge Nino rundt på hans mange foredragsturneer og lader sig fuldstændig styre af ham.  

For en stund lever hun det reneste bohemeliv i sin eks-svigerinde Mariarosas kollektiv. Til stor fortrydelse for hendes eksmand.  

Den sidste sæson får en noget frustrerende start. For det første har man udskiftet næsten alle skuespillerne, men på trods af at de skal forestille at være i midten eller slutningen af 30’erne, ser de fleste af dem +10 år ældre ud.  

Det værste er, at vores hovedperson, Elena »Lenù« Greco, har kastet alle sine drømme og sin sunde dømmekraft over bord og kun danser efter playboyen Ninos pibe. Det er ikke kun hendes udseende, der har ændret sig radikalt, men også hendes personlighed – det er, som om hun har været på en toårig koranskole og er kommet lettere hjernevasket ud i den anden ende. 

Selvudslettende

De første fire afsnit er overdrevent langtrukne og kedsommelige, med meget lidt fremdrift og en stadig mere viljeløs, naiv og selvudslettende Elena. Uden at vi får en tilfredsstillende forklaring på karakterens markante forvandling og virkelighedsopfattelse.  

Det meste af tiden går hun trist omkring med krokodilletårer, der konstant presses frem i øjenkrogen.  

I Napoli er den initiativrige Lila (Irene Maiorino) derimod sluppet ud af Solara-brødrenes mafiaklør og står nu på egne ben som en succesfuld forretningskvinde. Selv hendes forhold til »substitutten« Enzo (Pio Stellaccio) ser ud til at have konturerne af en spirende romance. Sammen driver de et succesfuldt computerfirma og trives i det gamle kvarter.  

På trods af økonomisk fremgang og et udvidet serviceudbud i den tidligere så forsømte forstad til Napoli er alt ikke fryd og gammen. Kommunisterne kæmper mod de fremstormende fascister, og den frygtede Røde Brigade gør sit indtog i Italiens gader. De radikaliserede Pasquale og Nadia er lydige fodsoldater og nyttige idioter, mens de spreder frygt og rædsel. Lenùs gensyn med dem bliver direkte ubehageligt.  

Samtidig har stofferne for alvor vundet indpas i Napolis gader. Og med Solara-brødrene som bagmænd bliver stadig flere af Lila og Lenùs gamle venner og familiemedlemmer stofmisbrugere. 

Næste generation vokser frem

Begge kvinder bliver gravide samtidig, Lila med Enzos og Lenù med Ninos kærlighedsbarn, og kvinderne knytter igen tætte bånd.  

Men der er malurt i bægeret. Lila (med flere) kommer med slet skjulte advarsler om, at Nino ikke er den, han giver sig ud for at være, og alle ser det – undtagen Lenù, som synes at leve i en drømmeverden af fornægtelse og ammehjerne.  

Hendes stadig mere syge mor sætter sit eget liv i perspektiv og bliver heldigvis noget af en øjenåbner.  

Med tre børn og en stram økonomi, ledsaget af en vedvarende skriveblokering, ser Lenù sig nødsaget til at tage nogle livsforandrende skridt og flytter tilbage til sit gamle kvarter. Præcis det sted, hun brugte hele sin barndom på at drømme sig væk fra, og som hun kæmpede så hårdt for at lægge bag sig …  

Afhængighedsveninderne

Anden halvdel af den afsluttende sæson er langt bedre og mere i tråd med stemningen i de foregående tre sæsoner af denne geniale serie.  

Vi er nået frem til 80’erne, og barndomsvennerne er ved at være midaldrende. Så rammes den skrøbelige idyl af katastrofen i form af en familietragedie, der som en torpedo igen skaber omvæltninger og turbulens i begges liv.  

Lila og Lenù har hver sit at slås med på det personlige plan, og selv om de indimellem føler, at de går hinanden på nerverne og ønsker mere afstand, er de som vanedannende stoffer for hinanden og lader det komplicerede venskab halte videre.  

Uden at afsløre for meget kan vi løfte sløret for, at begge kvinder (stadig) har problematiske familiemedlemmer, som til stadighed skaber nye udfordringer og gnidninger. Oven i købet er Solara-brødrene en stadigt voksende torn i øjet. 

Blandt de bedste

Med fjerde sæson er alle Ferrantes Napoli-romaner nu filmatiseret, og serien som helhed er absolut en af de bedste dramaserier nogensinde – især første sæson skiller sig ud som helt unik.  

Vi har været med på en unik tidsrejse, hvor det vedvarende og meget turbulente venskab mellem Lenù og Lila har været den røde tråd, men hvor vi også har fået en lektion i Italiens, og i særdeleshed Napolis, nyere historie.  

Ferrante og serieskaberen Saverio Costanzo fuldender det hele med et skarpt blik på kvinders ændrede position i samfundet, og kampen for at lykkes, stå på egne ben og skabe et selvstændigt liv midt i de stærke patriarkalske kræfter, der prægede – og til dels stadig præger – Italien. 

Det hele fortælles subtilt og forførende, nærmest i dokumentarisk stil, til lyden af Max Richters søgende soundtrack og med fremragende fotografering, klipning og tidssvarende scenografi. Det er en moderne familiesaga, der står som et monument i seriehistorien, og som lykkes så godt med den svære balancegang mellem drama, humor, tårer og brutal spænding. 4 stærke stjerner til den fjerde sæson.  

Sæson 4 af My Brilliant Friend har global Max-premiere den 10. september; anmeldelsen er baseret på samtlige 10 afsnit. NB! I modsætning til mange andre serier er dette en sammenhængende historie, så det anbefales på det kraftigste, at du ser de tidligere sæsoner først – alle fire er tilgængelige på Max. Buona esperienza!