Anmeldelse: My Brilliant Friend, 3. sæson

Den 10. september kan – og bør – du læne dig tilbage i lænestolen, gribe fjernbetjeningen og logge ind på din Max-konto. Da er der nemlig premiere på den italienske perle af en serie, den fjerde sæson af My Brilliant Friend, der er baseret på Elena Ferrantes romaner om at vokse op i Napoli.

I forbindelse med premieren på den sidste sæson har vi dykket ned i hele serien, hvis første sæson blev udgivet på Max (HBO Nordic) tilbage i 2018.

Ferrante (pseudonym) skrev ”Napoli-kvartetten” om de livslange, konkurrerende barndomsveninder Lenù og Lila i perioden 2011-2014. Romanerne blev hurtigt oversat til engelsk og blev øjeblikkeligt en global bestseller.

Det varede ikke længe, før den statslige TV-station RAI gik sammen med HBO om at lancere Italiens største TV-produktion nogensinde. Og resultatet var ganske enkelt forbløffende!

 

Livet har skilt dem ad

Da vi sagde farvel til de to veninder, befandt de sig på diametralt forskellige steder i deres liv; Lenù (Margherita Mazzucco) var i gang med en videregående uddannelse og havde allerede udgivet sin første roman, mens Lilas (Gaia Girace) giftige og voldelige ægteskab og økonomiske sikkerhed var i komplet uorden.

Vi befinder os nu i 1960’erne, en periode med nye tekniske innovationer og økonomisk vækst – men også en tid, hvor maskinerne overtager fabriksjobbene, og hvor studerende og arbejderklassen gør oprør mod regeringen og den herskende samfundsmodel.

Italien er som en trykkoger, men den privilegerede Lenù er afskærmet fra oprøret og de mindre heldiges situation. I mellemtiden befinder Lila sig i frontlinjen med et opslidende job på salamifabrikken hos den sleske Bruno (som hun mødte på Ischia i sidste sæson), som presser arbejderne til det yderste, mens han betaler dem minimale lønninger og regelmæssigt overfalder de kvindelige ansatte.

Nord mod syd

For at forstå de skarpe konfliktlinjer og de store klasseskel, som My Brilliant Friend så dygtigt skildrer, hjælper det at have en vis grundlæggende viden om det italienske samfund og politik.

Metropolen Napoli er ”altid” blevet set fra Norditalien som arnestedet for alt, hvad der er galt med den økonomiske omfordeling i landet, og den historiske by er præget af kaos og dårlig ledelse.

Hvis man går helt tilbage til grækerne, var det sydlige Italien det økonomiske centrum, men efter industrialiseringen tog det nordlige Italien gradvist over. De fordelagtige Po-sletter blev centrum for en massiv vækst i landbruget, og størstedelen af den nye industri (herunder bilindustrien, modebranchen og finansverdenen) blev centreret i Norditalien.

Siden Italien blev en samlet nation (1871), har mange norditalienere troet, at folk i syd er dovne, modtager statsstøtte og subsidier, og at kriminelle kræfter (læs: mafiaen) effektivt kontrollerer den vaklende økonomi. Denne opfattelse banede vejen for højrepopulistiske partier som Lega Nord og endda Berlusconis Popolo della Libertà (senere Forza Italia), og den var endnu mere udbredt i 1950’erne og 60’erne.

Så når lærerne og (delvist) arbejderklassefamilierne i den fornemme forstad til Napoli i My Brilliant Friend er opsatte på, at deres børn ikke skal tale napolitansk dialekt, men ”rigtigt” italiensk, og børnene drømmer om at stikke af, er det på grund af, hvordan de blev set ned på.

Klasserejse – for hvad?

Da Lenù har gennemført den ultimative klasserejse, har en højere universitetsgrad (fra nord) og gifter sig med en overklassemand (fra Torino), tager hun nærmest afstand fra sin oprindelse, familie og (gamle) venner.

Hun vil ikke have, at hendes udkårne, den pligtopfyldende og helt igennem kedelige tumpe af en universitetsprofessor Pietro Airota (Matteo Cecchi), skal møde hendes familie – mens brylluppet (belejligt nok) forbigås i tavshed.

På trods af sin uddannelse, sit ægteskab og sin økonomiske frihed ender Lenù som en traditionel italiensk husmor. En hjemmegående mor, der er ansvarlig for børnene, hjemmet og pastaen. Åh, hvilken ironi!

Som husmor og mor til to små døtre finder hun hverken tid eller inspiration til at skrive en ny roman – og bliver lullet ind i en boble af uvidenhed og fornægtelse. Samtidig ved hun inderst inde, at hun ikke er tilfreds med det liv, hun lever, og hun er en plaget sjæl, der konstant søger efter noget bedre.

Hun fremstår mere og mere selvcentreret, egoistisk og usympatisk. Det går så vidt, at da hun pludselig finder tilbage til sin barndomsdrøm, Nino (Francesco Serpico), har seerne mistet sympatien for hende. Et genialt narrativt træk fra Ferrante.

Fascinerende kontrast

De skarpe kontraster, der opstår mellem de to bedste veninder, har altid været til stede, men aldrig mere fremtrædende end i denne sæson.

Lenù virker mere og mere virkelighedsfjern i sin nye rigmandsboble, mens Lila (bogstaveligt talt) knokler røven ud af bukserne på fabriksgulvet. Da den kommunistiske fagforening med privilegerede do-gooders i spidsen træder til for at hjælpe hende, reagerer hun med vrede og resignation. Hun har trods alt ikke andre steder at gå hen, hvis hun mister sit job og dermed muligheden for at forsørge sin søn! Lila er nu blevet den realistiske og fornuftige af sine venner.

Da Lilas krop kollapser, træder Lenù til og hjælper en noget modvillig veninde. De har i stigende grad mistet kontakten, men Lenù har nu et nyt formål i livet, et projekt, hvor hun vil ”redde” Lila.

Ferrante og seriens skaber Saverio Costanzo fortsætter med at tegne et dybt fascinerende portræt af efterkrigstidens Italien, set fra de fleste klasser og dele af landet. Det er en tid med omvæltninger i landet, hvor kaos og oprør syder i gaderne, mens økonomisk fremgang og vækst er tydelig overalt – selv venindernes nedslidte arbejderklasseforstad undergår en radikal forvandling.

Den intense dynamik og det stadig mere mærkelige forhold mellem de to veninder er historiens røde tråd, og selv om de hver især beundrer hinanden, er den iboende misundelse nok stærkere. Mazzucco og Girace fortsætter med deres realistiske, subtile og fremragende skuespil, mens Max Richters bundsolide soundtrack holder os på tæerne. Smukt!

I tredje sæson tegner der sig et mere nuanceret og komplekst billede af den flittige og dydige Lenù, hvilket giver historien en ny gnist. På trods af et lidt kedeligt og lidt frustrerende midterafsnit er dette en solid sjette sæson. Vi ser frem til det sidste kapitel!