Anmeldelse: My Lady Jane, sæson 1

De af os, der voksede op ved årtusindskiftet, nærmere bestemt i 2001, kunne opleve en ung Heath Ledger i en rockende version af middelalderen. I A Knight’s Tale svingede ridderne deres sværd og lanser akkompagneret af moderne rockmusik fra bl.a. Queen.

Det er tydeligt, at serieskaberne bag My Lady Jane har ladet sig inspirere af denne film med et lige så heftigt og moderne soundtrack og en endnu mere hårdtslående dialog.

En meget fremtrædende figur fra den mørke middelalder var den bestialske kong Henrik VIII. Han udløste den engelske reformation, men huskes nok bedst for sine seks (!) ægteskaber, hvoraf han afsluttede to ved at halshugge sine koner.

Et andet medlem af Tudor-familien, som sad på den engelske trone i det mørke 16. århundrede, var den 15-årige Lady Jane Grey. Også hun endte sine dage uden hoved, men er nok kursiveret i historiebøgerne for sine rekordstore 9 (!) dage på tronen (på niveau med Liz Truss’ regeringstid i Downing Street 10) – før hendes hoved blev skilt fra hendes underkrop (Grey altså, ikke Truss).

I god kontrafaktisk stil (se f.eks. For All Mankind) har forfatterne Ashton, Hand og Meadows skrevet en række noveller om, hvad der ville være sket med Jane, hvis hun ikke var blevet hovedløs, men i stedet havde fortsat sin regeringstid på den britiske trone.

Seriens skabere, Gemme Burgess og Meredith Glynn, har taget dette materiale og ladet sig inspirere af det i deres forvandling til en TV-serie. Resultatet er en meget anderledes fortælling om den mørke, pompøse og rige middelalder. Men i deres bestræbelser på at være så “cool”, “hip”, “chokerende” og “moderne” som muligt, har de nok lagt lidt for lidt vægt på at fortælle en god historie.

Den dejlige og meget talentfulde Emily Bader (Charmed) spiller rollen som den stærke, uafhængige unge kvinde Jane Grey – som ikke har nogen som helst ambitioner om at gifte sig til tronen, men ønsker at vælge sin egen mand af kærlighed.

Men skæbnen vil det anderledes, og til sin mors (Anna Chancellor) store glæde gifter hun sig med Lord Guildford Dudley (Edward Bluemel).

 

Det slår ikke ligefrem gnister mellem de to, men han er langt at foretrække frem for den vulgære gamle hertug af Leicester (en helt vidunderlig Jim Broadbent i fri dressur!).

Med Jane på tronen konspirerer hendes familie og slægtninge, og magtkampen begynder. Man skulle tro, at vi blev transporteret til sæson 2 af House of the Dragon.

Selve plottet er ikke særlig originalt. Vi får serveret rænkespil, jalousi, intriger og en åbenlys magtkamp – alt sammen garneret med et skævt og uprætentiøst frækt blik. Der bliver bandet, svovlet, kneppet og horet, mens moderne rockmusik akkompagnerer vores antihelte og heltinder. Ofte meget fornøjeligt, men lidt for ofte noget konstrueret og forceret.

Derudover har man valgt at “krydre” historien med unødvendige fantasy-elementer, hvor en række af karaktererne (såkaldte “ethians”) har evnen til at forvandle sig til dyr. Noget, der ikke tilføjer meget til historien, bortset fra at en af hovedpersonerne viser sig at være en hest…

En rød tråd er fortælleren, som efterhånden bliver mere irriterende end underholdende, da han for det meste bare påpeger det indlysende. Et træk, der sjældent lykkes.

Det er fint nok at “rocke” en konventionel historie og tilføje nye tanker og idéer til en fastlåst og konservativ tid, men glem ikke, at selve historien også skal fange seerne – ikke bare pynten og “glasuren”. I den henseende lykkedes det faktisk bedre for Netflix i deres “version” af jomfru i nød.

I Damsel så vi en stærk, uafhængig kvinde i Millie Bobby Brown som en prinsesse, der bestemt ikke var til at spøge med. Det hele er pakket ind i klassisk prins-må-rede-den-stakkels-prinsesse. Ikke en “stor” film i sig selv, men vellavet og til tider meget underholdende med en fortælling, som vi lod os rive med af.

Men efter halvandet afsnit af My Lady Jane må vi gribe ud efter telefonen, simpelthen fordi historien ikke formår at engagere og fængsle os. På trods af de dygtige skuespillere og en række meget sjove enkeltscener.

Som helhed scorer denne serie desværre ikke mere end 3 stjerner. Vi antager, at den vil appellere til et lidt mere ungdommeligt publikum. Se den, fordi du vil se ildsjælen Emily Bader kick ass!

Anmeldelsen er baseret på de første fire (af otte) afsnit. Alle udkommer på Prime Video den 27. juni.