Chevy Chase kom fra Saturday Night Live og havde sin glansperiode i 1980’erne og 90’erne med Fletch og Vi er spioner som højdepunkter. Hele fire film blev det til om den “gennemsnitlige” amerikanske familie fra en Chicago-forstad med en ADHD-far, som har et stort hjerte, men ikke altid ved, hvornår nok er nok. I denne boks får vi Fars fede ferie (1983), Fars fede Europa ferie (1985) og Fars fede Las Vegas ferie (1997). Mærkeligt og skuffende nok har de ikke taget højdepunktet i serien, Fars fede juleferie (1989), med.
Filmene byder på relativt enkel slapstick-humor, men Chevy Chase leverer det med så store mængder charme og god timing, at vi stort set lader os rive med af den infantile humor. Her er det kunsten at se sig selv i sin egen familiesituation, ganske vist outreret, der får os til at trække på smilebåndet. Bedst er den første film med The Griswolds på køretur gennem USA med familieparken Walley World som endemål. Alle, der har været på bilferie, vil smile genkendende! Anden film bliver en oplevelsesrejse gennem Europas hovedstæder, kun småmorsomt, mens Vegas-ferien presser en tør citron. Pinligt dårlig.
Kvalitetsmæssigt er denne boks ikke noget højdepunkt. Lydsporet er varierende med relativt flad og hul lyd (bedst på den første film), mens billedkvaliteten gennemgående er god. Bonusmæssigt får vi kun en kort intro, kommentarspor (af bl.a. Chase) samt en minidokumentar.
Fakta:
- Release: 22. maj 2013
- Instruktion: Harold Ramis
- Medvirkende: Chevy Chase, Beverly D’Angelo, Anthony M. Hall, Randy Quaid, Jason Lively, Dana Barron
- Genre: Komedie
- Land: USA
- År: 1983-‘97
- Tid: 4:45 t