Tor Aavatsmark

Sidst vi havde den fornøjelse at dele en aften med Gyllenhaal, var han en småslidt politidetektiv i den overraskende gode – og ubehagelige – thriller Prisoners. Tidligere har han imponeret stort i klassikere som Zodiac, Brothers, Jarhead og Brokeback Mountain. Men det er faktisk først med Nightcrawler, at han får vist sit fulde potentiale!

Louis Bloom (Gyllenhaal) er virkelig en mand af vor tid – en småkriminel tyv, der ikke har nogen uddannelse, men har samlet en uudtømmelig (overfladisk) viden om økonomi, selvudvikling, psykologi og alt mulig andet ved at tilbringe næsten hele døgnet foran skærmen. Bloom er en ensom ulv, der mangler empati og er fuldstændig blottet for social intelligens. Men som den sociopat han er, er han god til at lyve, manipulere og overtale folk med sin charme og sin overfladiske viden.

Bankbogen er tom, og ingen vil ansætte en tyv, så på udkig efter et nyt levebrød støder han en nat på en blodig bilulykke, hvor freelance-“reportere” straks er på pletten med deres kameraer. Anført af Joe (Paxton) kæmper de om at få de mest spektakulære nærbilleder og komme først til den tv-station, der byder mest for filmene. Bloom ser lyset, anskaffer sig et brugt videokamera og en politiradio, og begynder at jagte katastrofer i det natlige Los Angeles.

Som igler, der ikke vil give slip, suger katastrofereporterne sig fast på ofrene for trafikulykker, tilfældig vold, røveri og voldtægt; det gælder om at få filmet den mest spektakulære sag og få flest mulige close-ups af blod og tragedie, helst med rige, hvide ofre. Som nyhedslederen for en af de lokale tv-stationer, Nina (Russo), siger: “Tænk på vores nyheder som en skrigende kvinde, der løber ned ad gaden med halsen skåret over.”

Annonce

Nightcrawler retter en ramsaltet kritik af, hvor sensationspræget og katastrofehungrende (dele af) pressen er blevet, men selvfølgelig også af det publikum, der kræver netop dette stof. Samtidig har filmen en sarkastisk brod mod hele trenden med selvudvikling, der bliver til tomme, pompøse floskler, som Bloom lirer af sig uden anden mening end at imponere. For narcissisten Bloom har kun én tanke i hovedet: At mele sin egen kage, koste hvad det vil, og blive en succes!

Michael Gilroy, der både har skrevet og instrueret filmen, debuterer som instruktør med Nightcrawler – og sikke en debut! Han har fuldstændig kontrol over skuespillerne, klipningen, dramaturgien og hver enkelt scenes intensitet. Godt hjulpet af en næsten dokumentarisk stil med håndholdt kamera og mange klip fra Blooms optagelser suges vi ind i hans absurde verden og tanker.

At Oscar-akademiet i år sprang Gyllenhaal over, er intet mindre end en skandale! Han skildrer psykopaten Bloom med bravur, og bare den måde, han bruger sit kropssprog og sit intense blik til at fremstille hans galskab på, er skræmmende god; som en sulten hyæne kaster Bloom sig over sine ofre, for målet helliger altid midlet.

Desuden lirer han den ene mere absurde kommentar efter den anden af uden at fortrække en mine. Se bare, hvor let og uanfægtet han manipulerer Nina og ikke mindst hans “partner”, der kynisk udnyttes for alt, hvad han er værd, indtil han ikke er noget værd længere. Gyllenhaal trækker veksler på tidligere ikoniske ensomme ulve/psykopater som Travis Bickle (Robert De Niro) i Taxi Driver, men gør rent faktisk figuren mere menneskelig, så vi “almindelige” tilskuere identificerer os med ham.

En rystende god og højaktuel film, som både evner at sige noget om det samfund, vi lever i, og samtidig er storslået underholdning. Seks neonlysende stjerner!

Lydsporet (dts-MA 5.1) er upåklageligt og fanger storbyens komplekse lydbillede perfekt. Billedkvaliteten er farvet af, at næsten hele filmen foregår udendørs om natten, og derfor er der en del billedstøj. Men vi har ikke set L.A. om natten så smukt filmet siden Michael Manns Collateral (2004). Bonusmaterialet består kun af en fem minutters bag-om-filmen og et rigtig godt, informativt kommentarspor med instruktør og producer.