Anmeldelse: Nightmare Alley

Den mexicanske mesterinstruktør Guillermo del Toro har sin helt egen blændende, grimsmukke visuelle stil. En stil, hvor han har brugt mange film på at nå det perfektionsniveau, han kan fremvise i den flotte, gribende Nightmare Alley.

Filmen er baseret på en roman af William L. Gresham fra 1946, som faktisk blev filmatiseret allerede i 1947 med Tyrone Power i hovedrollen. Vi befinder os i USA i slutningen af 1930’erne, og Hitler er på fremmarch i Europa, men amerikanerne er endnu ikke trukket ind i krigen.

 

Svindlere og sandsigersker

Den rodløse Stanton Carlisle (Bradley “A Star is Born” Cooper) stiger af toget i en lille by i hjertet af USA. Han er fåmælt, tilbagetrukket og har tydeligvis skygger fra fortiden, som han ikke ønsker at dele.

Da han ved et tilfælde støder på et lettere skummelt omrejsende tivoli, drevet af den “kreative” Clem (Dafoe), bliver han taget ind i varmen og arbejder sig opad i systemet, fra håndlanger til assistent for den “synske” Zeena (Collette) og hendes partner, før han endelig styrer showet for den “elektriske pige” Molly (Mara).

Vi kan ikke komme på et mere perfekt miljø for del Toros visuelle stil end de nedslidte, lurvede omrejsende tivolier, der drog fra lilleby til lilleby i USA i 1930’erne og 40’erne. Tidligere skildret i så forskellige film som Dumbo og The Greatest Showman – men det er en helt anden og langt mere dyster historie, del Toro her fortæller.

Vi bliver taget med til en tid, hvor der var accept af – og stor efterspørgsel på – at vise det outrerede og ekstreme frem, akkompagneret af burleske indslag: Kvinder med skæg, dværge, hottentotter, “vildmænd”, stærke mænd, spåkoner og eksotiske dyr, det hele gerne krydret med nogle aborterede misfostre i formalin, og allernederst på rangstigen kuede, dopede “freaks”.

Læg hertil, at det hele er mørkt, vådt og mudret med tvivlsomme sanitære forhold og overdrevet indtag af alkohol for at døve hverdagens sorger og fysiske lidelser.

En mørk fortid – med ambitionerne i behold

I denne eksotiske verden af artister og svindlere finder Stanton sig godt til rette. Han bliver taget under den flamboyante Zeenas vinger, og hendes livstrætte, fordrukne partner får en ivrig lærling, der suger al den viden om tricks, bedrag og såkaldt tankelæsning til sig, han kan.

Men det er den enigmatiske Molly, Stanton kaster sin kærlighed på, og han har større ambitioner for dem begge end at tilbringe deres dage på farten og leve fra hånden og i munden under kummerlige forhold. De “opgraderer” til storbyen, finpudser deres show og får et fast gig på den fashionable natklub Copacabana, omsværmet af de rige og succesfulde.

Her laver del Toro et temposkift, og i anden akt lægges det omflakkende tivoli-liv bagude, og vores hovedpersoner sigter nu mod stjernerne; Stanton gør i hvert fald …

Djævlens psykiater

I den art deco-prægede metropol lader han sig forføre af femme fatale-psykiateren Lilith Ritter (en blændende Cate Blanchett), og sammen lægger de en infam plan om at narre penge ud af Ritters rige patienter – ældre mænd med skeletter i skabet, som vil benytte sig af Stantons unikke “evner” for at få fred i deres forpinte sjæle.

Men grådighed og magtbegær blænder Stanton. Han tager sit nyligt perfektionerede bedrageri til nye højder og tvinger en modvillig Molly med på stadig mere udspekulerede bedrag.

Det varme lys, den gennemgående noir-stil, sansen for lækre detaljer og Dan Laustsens suveræne, intime fotografering gør Nightmare Alley til en udsøgt filmoplevelse.

Fra det skidne tivolis mørke afkroge over fløjl, guld og dybrød læbestift i storbyen til frosne, snedækkede haver i rigmandspalæer skaber del Toro en skræmmende god, autentisk oplevelse. Vi bliver ubønhørligt trukket ind i det fascinerende eventyr-/mareridtsunivers, hvor lag på lag af menneskelig dårskab, forfængelighed, grådighed og iboende ondskab afdækkes.

Hollywoods A-hold

Skuespillerne er plukket fra øverste hylde, og Bradley Cooper imponerer som den kryptiske, komplekse omstrejfer. En mand med mange åbenlyse talenter og viljen til at bruge dem, men også en mand, der bærer på mørke dæmoner fra en fortid, som elegant afdækkes i sessioner med djævelens psykiater.

Cooper har et subtilt samspil med en glimrende Rooney Mara, som desværre ikke får så meget spilletid, men da han møder Cate Blanchett, står der gnister ud af skærmen. Blanchett er som støbt til mellemkrigstiden og passer perfekt til de storslåede interiører og rekvisitter. Hun er en dreven forfører og spiller sig her direkte ind på Oscar-listen.

Willem Dafoe leverer som altid en excentrisk og slående rollefortolkning, mens Richard Jenkins og Ron Perlman brillerer i saftige biroller. En anden central medspiller er Nathan Johnsons fængende soundtrack; han kan få enhver scene til at virke dobbelt så skræmmende.

Ikke helt fejlfri

Visuelt er Nightmare Alley nok Guillermo del Toros mest vellykkede film, fuldt på højde med (hvis ikke bedre end) den Oscar-vindende The Shape of Water. Indimellem er den også mere skræmmende end Crimson Peak.

Det eneste, vi har at trække ned for, er nogle skønhedsfejl i dramaturgien, hvor del Toro af og til henfalder til nogle letkøbte greb, som både er utroværdige og let gennemskuelige. Narrative foranstaltninger, som han udelukkende tager i anden akt, der er lidt mere blodfattig og “ordinær” end den første eventyrlige akt.

Med Nightmare Alley leverer del Toro en sjældent hypnotisk filmoplevelse for både øjne, ører og sind. Du vil med garanti blive revet med af denne skæbnesvangre rutsjebanetur. Fem bundsolide stjerner.

Nightmare Alley havde biografpremiere den 28. januar og er tilgængelig på Disney+ fra den 16. marts.