Anmeldelse: Nisser

I en åbningsscene, der minder om Chevy Chase-klassikeren Fars fede juleferie, møder vi en helt almindelig dansk kernefamilie, bestående af Josefine, Kasper og mor og far, i bilen. Der mundhugges på genkendelig familievis, og julesange fremføres (mere eller mindre frivilligt), idet forældre og hormonelle teenagere er på vej til en tiltrængt juleferie.

 

Vi får at vide, at forældrene har krævende jobs og er flygtet fra storbyens stress og jag, ud på landet til skovens dybe, stille ro i form af en fredelig juleaften langt væk fra alting. Målet er den afsidesliggende og tyndt befolkede Årmandsø.

Øen har hverken mobildækning eller stabil strømforsyning, men alligevel bor der et par dusin mennesker (og køer). Indbyggerne minder om en obskur okkult sekt og bryder sig bestemt ikke om fremmede, især ikke fra storbyen.

Ved ankomsten til færgelejet får de besked på at køre ad kystvejen for at komme til den lejede hytte, men far vælger selvfølgelig at køre gennem skoven – hvor de rammer noget på vejen.

Det viser sig at være en nisseunge, som den lidt vrantne teenagedatter tager med hjem og skjuler i skuret ved hytten. Her passer hun ham og giver ham mad, men hvad Josefine har ikke forstået er, at der faktisk er en grund til, at øboerne har sat et enormt elektrisk hegn op midt ude i skoven …

Nisser bevæger sig i grænselandet mellem gyser og absurd komedie, men formår ikke at levere på nogen af præmisserne. Vi tror da heller ikke, at de (tilnærmelsesvis) komiske øjeblikke er tilsigtede, snarere en slags “arbejdsulykker”.

Plottet er et stænk Gremlins iblandet simple bondeknolde a la Twin Peaks, og derudover har man lånt gyserelementer (og lydeffekter) fra Jurassic Park-filmene.

De forvoksede nisser ligner en krydsning mellem E.T., Groot fra Guardians of the Galaxy og den norske Knerten, og udstøder sære dinosaurlyde. Der er ikke noget at udsætte på seriens scenografi eller special effects, men historien er ikke hverken skræmmende eller metamorsom, men bliver bare mere og mere irriterende.

Efterhånden som handlingen skrider frem, fremstår den ferierende familie dummere og dummere, handlingen bliver mere og mere usandsynlig, og øboerne virker som ufølsomme parodier.

Manuskriptet rummer ikke så meget som en antydning af subtilitet og forsøger nærmest insisterende at få os til at tro på det meget søgte, konstruerede plot. Et plot med flere huller, end der er i flygtningehegnene omkring EU. Når serien efterhånden også virker langtrukken og kedeligt, må vi konkludere, at den fejler på de fleste punkter. Underholdende er det afgjort ikke.

Det mest positive, vi kan sige om Nisser, er faktisk, at den trods alt ikke varer længere end et par timer. To patetiske julestjerner til dette vrøvl.