Anmeldelse: No Time to Die

Det har været en særdeles hård fødsel for den 25. film om Agent 007.

Coronapandemien satte i sidste øjeblik en stopper for den planlagte biografpremiere den 2. april sidste år, og siden da er lanceringen blevet udsat hele tre gange. Det kom så vidt, at MGM seriøst overvejede at sælge rettighederne til en af streaming-giganterne.

Men som man siger: Den, der venter på noget godt, venter ikke forgæves!

Pentalogiens klimaks

I modsætning til de 20 Bond-film før Daniel Craig-perioden fortæller Craig-filmene en tilnærmelsesvis sammenhængende historie. Ganske vist havde den historien fra 1962 som baggrund, men Casino Royale (2006) var nærmest et reboot af hele Bond-franchisen.

Med Craig fik vi en klassisk Bond, der fremstod selvsikker, sej og handlekraftig, men samtidig gav 007 en mere moderne indpakning, hvor han blotlægger sin sårbarhed, kæmper med det psykiske og døver sine indre dæmoner med overdrevet drikkeri. Selv det enorme “forbrug” af det modsatte køn blev nedtonet.

 

Afgjort den mest menneskelige Bond til dato – og Casino Royale blev en af klassikerne i serien, krydret med nogle fantastisk realistiske actionscener, hvor vi faktisk kunne se Bond få blå mærker, huller i jakkesættet og blod på skjortekraven.

I No Time to Die skal løse tråde samles, hemmeligheder afsløres og Craig have sin værdige afsked som kommandørkaptajn Bond. Det er blevet seriens længste film og også en kompleks film med et miks af heftige actionscener, vilde biljagter, spektakulære stunts, tørre bemærkninger og masser af følelsesmæssig bagage.

Alt har ledt op til dette

Som trailerne så pompøst hævder, så har “alt ledt frem til dette øjeblik” – et udsagn, som EON Productions faktisk har dækning for.

Kampen mod det internationale forbrydersyndikat SPECTRE har været i fokus under Craig-æraen, ledet af Bonds nemesis, superskurken Ernst Stavro Blofeld (Christoph Waltz); en mand, som 007 (dengang i skikkelse af Sean Connery) første gang stiftede bekendtskab med i From Russia With Love fra 1963.

Inden Bond trak sig tilbage, fik han buret Blofeld inde, og sidstnævnte befinder sig nu i et højsikkerhedsfængsel i London. Men da en ny fare truer – meget tidsrigtigt i form af en højteknologisk virus – ser både CIA og efterhånden også MI6 igen behov for at indkalde manden med licens til at dræbe.

SPECTRE’s næstkommanderende og lederen af Quantum, Mr. White (danske Jesper Christensen), tog for mange år siden livet af hele forbryderhjernen med det “subtile” navn Lyutsifer Safins familie.

Nu er Safin (Rami Malek) ude efter hævn, og øverst på hans liste står SPECTRE samt Bonds elskede Madeleine (Léa Seydoux).

En ny verden

Da Bond, noget modvilligt, hives ud af sit otium på Jamaica, vender han tilbage til et fornyet MI6, hvor en ny (kvindelig!) agent nu bærer kodenavnet 007.

Nomi (et frisk pust i form af Lashana Lynch) har overtaget det ikoniske nummer, og hverken hun eller ledelsen i MI6 ser i første omgang noget behov for involvere “ringvraget” Bond. Tværtimod gør de deres yderste for at holde ham væk fra sagen. Men da CIA-agenten Felix Leiter involverer Bond, og det bliver personligt for ham, er der ingen vej tilbage.

I sit forsøg på at opspore Safin og sætte en stopper for hans dødelige planer lægger Bond vejen forbi det naturskønne Norge og møder spøgelser fra fortiden – en fortid, som han troede, han havde forsonet sig med og lagt bag sig.

En mere menneskelig agent

Kun én gang i løbet af 25 film er kvindebedåreren James Bond blevet smedet i Hymens lænker; det var i 1969 i On Her Majesty’s Secret Service. Desværre nåede Bond (i skikkelse af George Lazenby) kun at være gift med den vævre Tracy (Diana Rigg) i en lille halv time, før Blofeld skød hende på vej til deres bryllupsrejse.

I baggrunden hørte vi Louis Armstrongs varme stemme synge “We Have all the Time in the World” – hvilket er, præcis hvad Bond siger til Madeleine, idet de kører mod en malerisk italiensk bjerglandsby. Men har de virkelig det? Og hvad fortier Madeleine fra sin fortid?

 

Citatet er kun ét af mange små nik til fortiden fra manuskriptforfatternes side; subtile antydninger, der anerkender, hvor Bond kommer fra, men som også elegant binder filmserien og hovedrollen sammen – en hovedrolle, der indtil videre er blevet gestaltet af seks meget forskellige skuespillere.

Konfronteret med sin tabte kærlighed bliver Bond ukampdygtig og viser sin mest menneskelige side samt antydninger af refleksion og selvkritik.

Kunstnerisk uenighed

Efter at Danny Boyle trak sig som instruktør på No Time to Die (angiveligt på grund af uoverensstemmelser med produktionsselskabet om filmens retning), blev Cary Joji Fukunaga hyret.

Fukunaga, som også er medforfatter – og bedst kendt for den geniale 1. sæson af True Detective – viser sig at være det perfekte valg, når det gælder at få kompleksiteten i Bond-figuren frem. I særdeleshed her, hvor pentalogien skal opsummeres og rundes af.

Filmen havner indimellem lidt i spagat, når den skal skildre en klassisk tør, følelseskold og kynisk Bond, mens han i den næste scene skal vise sig fra sin mest sårbare og menneskelige side. Ikke nogen nem balancegang, men Fukunaga løser det (for det meste) på glimrende vis.

Den blonde bokser

Da Daniel Craig blev præsenteret for en samlet verdenspresse som den nye James Bond tilbage i 2005, skortede det ikke på kritik – inklusive fra undertegnede.

Manden var blond og havde ikke de klassiske maskuline træk, som en elegant britisk agent med “stiff upper lip” skulle have. Han lignede jo en fordrukken bokser!

Men for pokker, hvor har Craig gjort de kritiske stemmer til skamme – og de er da også alle sammen forstummet efter fem særdeles habile film. Samlet set har han leveret den stærkeste Bond-portefølje.

I No Time to Die er den drengeagtige charme stadig til stede, selv om ansigtet er blevet mere furet og vejrbidt. Den kraftigt byggede krop er fortsat viril og kan både klare hele otte snigmordere, at hoppe ud af et fly og at blive jagtet på motorcykel. I nærkamp er Craig unik i Bond-sammenhæng, og denne gang har Fukunaga skruet et par takker op for brutaliteten.

Slagsmålene er brutale, velkoreograferede, intense og yderst realistiske. Højdepunktet i den henseende er den heftige kamp, hvor Bond – i tæt samarbejde med den fyrrige CIA-agent Paloma (Ana de Armas, Blade Runner 2049) – må kæmpe sig ud af en natklub i Cuba under deres forsøg på at slå kløerne i hjernen bag pandemien, videnskabsmanden Valdo Obruchev (dansk-svenske David Dencik, som vi sidst så i Kastanjemanden).

Sjældent har vi set en mere velkomponeret actionscene i 007-franchisen, som på perfekt vis kombinerer action, glamour (se lige den kjole!) og velplacerede smarte replikker. Armas har en friskhed og en komisk timing, som vi gerne havde set mere til.

Malek (der gjorde en strålende indsats i Bohemian Rhapsody) har ikke nogen let opgave som arketypisk megaloman 007-skurk, men han løser den dog mere subtilt, end Javier Bardem gjorde i Skyfall.

Balancen mellem fascinerende og outreret/karikeret er hårfin, og de fleste Bond-skurke falder i den sidste kategori. Så står det værre til med hans motiver, som desværre forbliver diffuse og dårligt begrundede.

Ud med et brag

Lidt efter lidt har producenterne formået at forny og modernisere 007 uden at “smide barnet ud med badevandet”. I den forstand er No Time to Die kronen på værket.

Selv om Daniel Craig ikke nåede mere end fem Bond-film, er han den skuespiller, der har haft rollen i længst tid. Der er gået hele 15 (!) år siden den første Craig-film, og på et tidspunkt var han efter sigende så træt af rollen, at han hellere ville skære pulseåren over end at indspille en ny Bond-film.

Heldigvis sagde han dog ja til No Time to Die, for slutresultatet er blevet en af seriens stærkeste titler. Trods en spilletid på næsten tre timer virker filmen ikke for lang eller tynget af overflødige døde punkter, hvilket ellers ofte er tilfældet med den midterste del af Bond-filmene.

Actionscenerne sidder som knytnæveslag, replikkerne er tørre som Bonds vodka martini, det samlede ensemble af skuespillere leverer over evne, og Fukunaga giver os den mest personlige og følelsesladede Bond-film gennem tiden – en kendsgerning, der nok vil irritere nogle.

Et nyt forår?

Debatten har allerede raset i flere år om, hvem der skal tage over efter Craig – sågar om det skal være en kvindelig 007, hvilket Barbara Broccoli dog har afvist. Skal man tro bettingfirmaerne, så er Regé-Jean Page (Bridgerton) i øjeblikket favorit. Men intet er afgjort, og fru Broccoli har lovet en afklaring i løbet af næste år.

Uanset hvem der overtager den ikoniske rolle, så er der lagt op til endnu et reboot af serien. Men der skal meget til for at toppe Daniel Craigs præstation, og vi kan slå fast, at han i sin svanesang som 007 går ud med et brag.

Fem bundsolide stjerner til en overdådig og befriende kompleks actionfilm. Der er ikke noget at betænke sig på: Se at komme hen i den nærmeste biograf og se filmen! Spørgsmålet er så, om du kan se den næste Bond-premiere hjemme i din stue …