TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: Noah 3D

Blu-ray anmeldelse

Hvis en film nogensinde har fortjent betegnelsen episk bibeldrama, så er det Noah. Aronofsky vitaliserer bibelhistorien og giver den både almengyldig mening og aktualitet.

Af / 30/09/2014 - 05:18
Noah 3D
Tor Aavatsmark

Ifølge Det Gamle Testamente (1. Mosebog) var Noah efterkommer af Adam og Eva, den 10. generation i lige linje. Af Adam og Evas tre børn blev Abel dræbt af sin bror Kain, og Kains gren befolkede Jorden. Blandt efterkommerne af den tredje søn, Set, var det kun Noahs slægt, der overlevede – i fred og harmoni, og i pagt med naturen.

Men Gud/Skaberen var åbenbart så misfornøjet med menneskenes udvikling siden udvisningen fra Paradis, at han besluttede at “reboote” hele processen. I drømme får Noah (Crowe) således til opdrag at bygge en ark, som skal medbringe et par af samtlige dyrearter – derefter vil syndfloden komme og rense Jorden. Og vi skal lige love for, at han tager opgaven alvorligt!

Den nyskabende instruktør Darren Aronofsky har tidligere givet os filmperler som Requiem for a Dream (2000), The Wrestler (2008) og Black Swan (2010). Han er ikke voldsomt produktiv, men leverer altid kvalitet på alle niveauer, har et brændende fokus på mellemmenneskelige relationer og dramaer, og hans film brillerer med hensyn til fotografering, klip og dramaturgi.

I den henseende er Noah ingen undtagelse. Det er Aronofskys største produktion og budget til dato, men er bestemt ikke blevet en traditionel katastrofe- eller dommedagsfilm. Han maler sin fortælling med bred pensel og er ikke spor subtil, men det klæder faktisk denne “pompøse” bibelhistorie.

Annonce

Aronofsky har taget sig nogle dramatiske friheder i fortolkningen af forlægget, tydeligvis for at øge spændingsniveauet og skabe konflikt, og det fungerer – omend det virker lidt forstyrrende med kæmper, der minder om enterne fra Ringenes Herre.

Det er en meget religiøs historie, vi ser, men det bliver aldrig påtrængende, selv om Noah er særdeles stærk i troen og følger Skaberen slavisk (som han tolker ham), hvilket er godt i tråd med Det Gamle Testamente. I Noah får den ældgamle historie også relevans for nutidens overflodssamfund, hvor forbrug, begær, egoisme og krig raser – uden at vi skal trække sammenligningen for langt.

Russell Crowe er som skabt til rollen som den sammenbidte Noah, en mand med en mission, der skal gennemføres – koste hvad det vil. Jennifer Connelly leverer som altid varen, og Emma Watson er med Noah for alvor trådt ud af Harry Potters skygge; her er hun glimrende og viser, at hun har et stort register at spille på. Mindst føling får vi med Noas ældste og yngste søn, og især den ældste bliver aldrig andet end et kedeligt glansbillede.

Som film er Noah noget ujævn, men det er underholdning i top – med bibelhistorie og morale oven i hatten. Fem stjerner.

Noah er en STOR film, der kræver et stort billede og meget lyd. Surround-sporet (dts-MA 7.1) er utrolig detaljerigt og præcist, og har tordnende bas, uden at dialogerne drukner. Billedsiden brillerer også, og selv i de heftigste CGI-scener er alting knivskarpt og detaljeret. 3D-konverteringen tilfører billedet en lækker dybde, uden at det går nævneværdigt ud over skarphed og lysstyrke. Bonusmaterialet består af tre dokumentarer, der handler om optagelserne i Island og opførelsen af den gigantiske ark – alt sammen interessant, men lidt for lidt.

Karakter
Noah 3D

Fakta:

  • Release: 3. september 2014
  • Instruktør Darren Aronofsky
  • Medvirkende: Russell Crowe, Jennifer Connelly, Ray Winstone, Anthony Hopkins, Emma Watson, Logan Lerman
  • Genre: Drama
  • Land: USA
  • År: 2014
  • Tid: 02:18 timer

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *