Anmeldelse: Noelle

Lige så sikkert, som at dagene bliver mørkere, kreditkortgælden stiger, og stressniveauet ryger i vejret, kommer filmselskaberne (og nu også streaming-tjenesterne) med julefilm hvert år.

Når årets største højtid nærmer sig, vil vi gerne lulles ind i den forfalskede idyl fra barndommen med bekymringsfri familiehygge, mor, der bager brunkager, snedækkede træer, julepynt og nuttede nisser.

 

At en gigantisk, ærkekapitalistisk amerikansk underholdningsmaskine hæmningsløst forsøger at udnytte vores nostalgi, har vi sådan set ikke noget imod, men at de har den frækhed ikke at levere et bedre, mere gennemarbejdet produkt end dette middelmådige julebras, det kan vi altså ikke acceptere!

Noelle havde premiere i USA for et år siden, i forbindelse med lanceringen af Disney+, men herhjemme får vi først “fornøjelsen” af at se Anna Kendrick som selveste Frøken Jul i år – og det har bestemt ikke været ventetiden værd.

Hele produktionen lugter så langt væk af venstrehåndsarbejde, at vi græmmes. Noelle vil kun appellere til de mindst kritiske af os og nok kun dem, der sluger alt, hvad der har med jul at gøre, med hud og hår. Desværre falder en stor del af den yngre befolkning i denne kategori – og Disney gemmer sig nok bag, at de bare giver folket, hvad folket vil have.

I en Disneyland-version af Nordpolen, oversået med nostalgiske bjælkehytter, skarpe farver, sne og masser af nåletræer (!) er der krisestemning, da julen nærmer sig. Nick Kringle (Hader), der netop har overtaget julemandsjobbet fra sin afdøde far, føler sig ikke komfortabel i rollen.

Hans næsten neurotisk positive og overoptimistiske søster, Noelle (Kendrick), anbefaler ham en weekendtur til varmere himmelstrøg for at slappe af og komme på bedre tanker. Lidet anede hun, at Nick ville tage det første fly (slæde?) til Phoenix, Arizona (!), og finde sig så godt til rette, at han beslutter sig for at blive – permanent.

Nu er gode dyr rådne på Nordpolen, da ingen kan få fat i julemanden, og der kun er få dage tilbage, før millioner af julegaver skal deles ud. Hans fætter, den kyniske Gabe (Eichner), indsættes i embedet, men Noelle har ikke opgivet håbet og rejser til Grand Canyon-staten for at hente julemanden tilbage …

Der er ikke noget direkte galt med overromantiserede, sukkersøde og hyggelige julefilm, men så skal de i det mindste have substans og et strejf af dramaturgi samt et originalt plot og personer, som vi gider bekymre os om. Noelle har ingen af delene, men spiller i stedet uhæmmet på Kendricks umiskendelige charme.

Og det skal Noelle have: Anna Kendrick er konstant i centrum, og med sit blændende smil, sin positivisme og sin småcharmerende naivitet redder hun filmen fra den totale ruin. Det til trods for, at hun undervejs forbarmer sig over en nyskilt mand, der ville gå en elendig jul i møde uden sine nærmeste (snøft!).

Bill Hader, der normalt leverer habile komiske roller, er her underforsynet med gode replikker og troværdig karakterudvikling. Og hvad Shirley MacLaine laver i filmen, er ikke godt at sige.

Marc Lawrence har skrevet og instrueret en så kedelig og forudsigelig film, at vi nærmest er imponeret over denne præstation. Trods lidt over halvanden times varighed snegler tiden sig af sted, og den smule handling, der er, er usædvanligt forudsigelig. Vi chokerer garanteret ikke nogen ved at afsløre, at det selvfølgelig – i tidens politisk korrekte ånd – er Noelle, der er den rigtige julemand, undskyld, juleperson. Hun skal bare finde sig selv først.

Nej, fri os for dette makværk, der ud over et uoriginalt og konstrueret plot er gennemsyret af latterligt dårlige special effects. To irriterede stjerner til Disney & co. Næste gang kan de måske hyre nogen, der ved lidt om at skabe julestemning?

PS: Hvis det er Disney+, der skal redde julehyggen, så se hellere Mickeys juleeventyr, Miraklet på Manhattan eller The Nightmare Before Christmas.