Pirrende sexscener i film har altid været et tillokkende greb, og noget der virkelig har taget fart efter succesen med de tre Fifty Shades-film.
Senere i år (maj) kommer Paramount (SkyShowtime) med en serie baseret på den erotiske thriller-klassiker Fatal Attraction, men allerede nu kan du snige dig til nogle yderst “ulovlige” sexscener i den nye mini-serie Obsession på Netflix.
Netflix ønsker tydeligvis ikke at fremstå som puritansk, og giver os “chokerende” sexscener, krydret med let BDSM; dampende erotik, hvor skuespillerne viser næsten alt. Og det skal bestemt medgives, at sex-scenerne her er langt mere spændende end den påtagede, teatralske sex, vi fik serveret i Fifty Shades. Men så er der selve plottet…
Baseret på romanen af Josephine Hart, møder vi i filmen en af Storbritanniens førende kirurger, William Farrow (Richard Armitage, Stay Close), der bliver blæst omkuld og fuldstændig “besat” af den fyrrige femme fatale Anna Barton (Charlie Murphy).
Faktisk er det mindste problem med dette hurtigt eskalerende forhold, at William er lykkeligt gift med Ingrid (Indira Varma, Game of Thrones); det virkelig, lettere outrerede, problem er, at den kinky Anna samtidig er kæresten til Jay Farrow (Rish Shah), Williams biologiske søn – og William er klar over sin søns forhold!
Så er scenen er sat i en thriller-agtig leg, hvor det umage par åbent flirter med hinanden, men samtidig gør deres yderste for ikke at blive taget på fersk gerning. Lidt af spændingen ligger åbenbart i at se, hvor langt man kan gå; hvor langt man kan strække grænserne uden at de brister.
Det originale ved serien er, at Anna absolut ikke er et offer; hun er ikke nogen lille naiv Lolita, der falder for en mægtig mands greb. Hele vejen igennem er det hende, der styrer og kontrollerer forholdet. Det er Anna, der sætter grænserne og holder William på bristepunktet. Lige til grænsen, men aldrig længere.
Murphy (Peaky Blinders) leverer en solid præstation som den gådefulde kvinde, der udstråler en uimodståelig tiltrækningskraft, og er vant til at sno enhver mand om sin forførende lillefinger. Gradvist afsløres hendes problemfyldte fortid – og hun kommer vitterligt fra en fuldstændig dysfunktionel familie, med dybe ar på sjælen. For Anna ligger kicket lige så meget i jagten og legen, som i den heftige, intense sex.
Den besindige kirurg derimod… At enhver mand i et svagt øjeblik kunne falde for Annas sitrende charme og miste hovedet, dén køber vi. Men at William dagen efter, når han ved, hvor seriøs hun er i sit forhold til hans egen søn, og hvad hun betyder for ham, stadig skal presse på, styret fuldstændig af kønsdrifterne og med fornuften i pausetilstand – heri ligger seriens akilleshæl.
Det hjælper ikke, at Armitage, lige fra første scene med Anna, ligner en blændet hjort i vintermørket, med en bil i fuld fart mod sig. Med påtaget store dådyrøjne og en kunstig stiv mimik, bevæger Armitage sig nærmest som en robot gennem serien, tæt på grænsen til tendentiøst overspil.
Tilføj hertil, at handlingen er særdeles forudsigelig, og vi ender med en halvtam erotisk thriller, der ikke har meget andet end chok-faktoren (samt sex som krydderi) at byde på. Synd, for på det tekniske plan er Obsession blevet en virkelig lækker film. Udover Murphy leverer Varma en stærk, og ikke mindst troværdig, præstation.
Tre stjerner til en film som er okay tidsfordriv til en aften, hvor du ikke lige kan finde andet, du virkelig brænder for at se. Forvent blot ikke at blive intellektuelt stimuleret (men det er vel heller ikke intellektet, der tiltrækker dig til denne titel?).
Fakta:
- Netflix
- Release: 13. april 2023
- Instruktion: Lisa Barros D’Sa
- Medvirkende: Richard Armitage, Charlie Murphy, Rish Shah, Indira Varma, Pippa Bennett-Warner, Sonera Angel, Marion Bailey
- Genre: Thriller
- Land: UK
- År: 2023
- Tid: 2:35 t.
- Karakter: 3
- IMDb