Anmeldelse: Once Upon a Time… in Hollywood

Kultinstruktøren Quentin Tarantino er bestemt ikke nogen hyperproduktiv instruktør a la Woody Allen. Once Upon a Time… in Hollywood er kun hans tiende film siden debuten i 1987. Uanset om man kan lide hans film eller ej, er de aldrig ligegyldige; således heller ikke Once Upon a Time….

Nostalgisk tilbageblik

Vi befinder os i Hollywood i 1969, og guldalderen i drømmenes by er definitivt forbi, men Rick Dalton (DiCaprio) klynger sig desperat til fortiden og nægter at indse, at karrieren som John Wayne-agtig cowboy for længst har toppet. Hans eneste ven (der ovenikøbet får løn for det) er hans stuntmand og faktotum Cliff Booth (Pitt), der har sine egne problemer.

Dalton har gjort karriere inden for den slidte cowboygenre i en arketypisk TV-serie. Efter at serien er blevet aflyst, supplerer han sin indkomst med reklamer. Han bliver kontaktet af den legendariske agent Marvin Schwarz (Pacino), der prøver at blæse nyt liv i den nedadgående karriere.

I klassisk Clint Eastwood-stil drager Dalton så til Italien for at indspille en række spaghettiwesterns, og hans karriere får i hvert fald et økonomisk opsving.

Da Rick vil drukne sin selvmedlidenhed i sprut og fejring af tidligere succeser, inviterer han Cliff til en munter aften i sit luksushus i Hollywood Hills. Et hus, hvor den nærmeste nabo er personifikationen af “det nye Hollywood”, Roman Polanski …

Tonight the western stars are shining bright again

Once Upon a Time… oser af nostalgi – på den gode måde. Tarantino har aldrig lagt skjul på sin fascination af cowboyfilm og -serier, og filmen kan ses som en klar hyldest til dem og til den tid, hvor de store studier styrede alt og alle i Hollywood.

Filmens hovedpersoner er som taget ud af Bruce Springsteens nye album, Westerns Stars, hvor han i titelnummeret synger i om en falleret filmstjerne, der blev berømt efter at have skudt John Wayne i en film. Og i “Drive on (Stuntman)” fortæller han historien om en stuntman fra den samme periode, der slikker sine sår, men insisterer på at fortsætte.

I Once Upon a Time… leger Tarantino med genrerne og giver os indledningsvis et karakterstudie i menneskeligt forfald, selvbedrag og benægtelse, krydret med popkulturelle referencer – inden han hen imod slutningen tager filmen i en helt anden retning.

Manson-mordene

Sidehistorien i filmen er de virkelige mord på Roman Polanskis unge kone, skuespillerinden Sharon Tate (Robbie), og fem andre mennesker en mørk og dyster efterårsaften i 1969.

Drabene var iscenesat af lederen af en hippiesekt, Charles Manson, der holdt hof for hjernevaskede unge uden for en nedlagt filmpark i udkanten af Los Angeles. Tarantino giver os (selvfølgelig) ikke en historisk korrekt version af begivenhederne, men Tate er en central aktør i filmen, ligesom Booth opsøger hippiekulten i en særdeles fornøjelig scene.

Tarantinos hovedmotiv for at trække Manson-mordene ind i filmen er at manifestere kontrasten mellem det gamle Hollywood (personificeret af Dalton) og det nye (personificeret af Polanski og Tate), hvilket han gør på fremragende og subtil vis.

Klassisk Tarantino

Filmen indeholder alle de elementer, man forventer af en Tarantino-film: Skæve karakterer, masser af (mere eller mindre skjulte) referencer, tidsrigtig popmusik, bilkørsel, vidunderlig sort humor, flere historier, der efterhånden flettes sammen, og totalt uventede twists.

Teknisk er filmen brillant med absolut fornem fotografering af Robert Richardson, effektiv klipning og en detaljerigdom i scenografi, kostumer og rekvisitter, der effektivt hensætter os til 1960’erne. Men apropos klipning, så ville vi ønske, at Tarantino havde haft lidt mere mod til at “kill his darlings”. Flere af scenerne er lidt for langtrukne, ikke mindst når DiCaprio indspiller film, hvilket hæmmer den dramaturgiske udvikling.

Både Brad Pitt og Leonardo DiCaprio leverer en af deres livs bedste rollepræstationer, og de to bærer det meste af filmen. DiCaprio er bundsolid og har også den mest interessante personudvikling, men det er Pitt, der har den mest enigmatiske rolle. Margot Robbie er også fremragende som den frække og lidt naive Sharon Tate, men hun får for lidt spilletid. Måske en af de mest fascinerende figurer, men hun spises af som en lidt elegant bimbo.

Once Upon a Time… er nok (sammen med Jackie Brown) Tarantinos mest “almindelige” film, men garanteret også den excentriske instruktørs mest personlige, hvor han viser en mere moden og lidt mindre legesyg udgave af sig selv. En side, vi hellere end gerne ser mere af.

Et stærkt karakterstudie i menneskelig benægtelse såvel som et ømt cadeau til en svunden tid – og sikke en slutning! Fem solide stjerner.