Anmeldelse: Ondskabens hotel

I den klassiske gyser, der er baseret på en roman af Stephen King (som i øvrigt hader filmen!), møder vi forfatterspiren Jack Torrance (Nicholson), der tager sin kone, Wendy (Duvall), og deres søn, Danny (fantastisk spillet af Danny Lloyd), med op for at overvintre på The Overlook Hotel i Rocky Mountains.

Hotellet er vinterlukket, og Jack er blevet ansat som opsynsmand på det fordømte ødemarkshotel, hvor den tidligere opsynsmand myrdede sin kone og deres tvillingedøtre med en økse.

Danny har “the shining”, dvs. han er synsk, og før afrejsen og under opholdet på hotellet får han nogle ildevarslende syn, der bliver værre, efterhånden som farmand kommer i en stadig mere manisk tilstand, fremkaldt af skriveblokering og ensomhed – og hans “irriterende kælling” af en kone. Så Jack må gøre, hvad der forventes af ham, for at rette op på situationen …

Ondskabens hotel har alle de elementer, en god gyser skal have: En skræmmende baghistorie, ensomhed, synske personer, store, øde bygninger isoleret fra omverdenen, hysterisk skrigende kvindfolk og sidst, men ikke mindst Jack Nicholson i sit livs rolle – “Heeere’s Johnny!” – mens Duvall er perfekt som hans skræmte kone med øjne, der lyser af frygt og usikkerhed.

Mange af scenerne giver os kuldegysninger – ikke kun på grund af spændingen, men også på grund af Nicholsons fantastiske skuespil! Ondskabens hotel er overvejende en psykologisk gyser med visse overnaturlige elementer, toppet med fantastisk set-design, skuespil og musik samt visionær fotografering og klipning. En film, du har lyst til at se igen og igen – hvis du tør!

Den forlængede udgave (+ 24 minutter) giver personerne mere dybde og uddyber på forbilledlig vis enkelte af scenerne, samtidig med at den afslører lidt for mange af persongalleriets mørke hemmeligheder. Men alt i alt er den at foretrække frem for biografversionen.

Det er fascinerende, så godt filmen er restaureret. Formatet er genskabt i fremragende 16:9, og skarphed og farver er sindssygt (!) gode med usædvanlig lidt billedstøj. Lydsporet er remikset (fra mono) til DTS-MA 5.1-lyd, som desværre mangler lidt punch i de mørkeste toner.

Af ekstramateriale får vi bl.a. et interessant og informativt kommentarspor af steadicam-manden og en historiker, en fantastisk feature af Vivian Kubrick, en trailer og tre yderligere features.