Anmeldelse: Oppenheimer

«How can I save my little boy / From Oppenheimer’s deadly toy?» sang Sting i sangen «Russians» i 1985 på sit første solo-album – en tekst som i øvrigt inspirerede James Cameron til at skabe figuren John Connor til Terminator 2. Man kan ikke adskille masseødelæggelsesvåben som atom- og brint-bomber fra dystopiske scenarier som verdens undergang, atomvinter og frygten for hele menneskehedens udryddelse. Dét gør Christopher Nolan (The Dark Knight Rises, Inception, Interstellar, Tenet) sandelig heller ikke i sin storslåede helaftensfilm om manden, der ledte Manhattan-projektet og skabte de første atombomber: Robert Oppenheimer. Skildret af en Cillian Murphy, der aldrig er set bedre end her.

Lige fra starten af sin fysikerkarriere var det klart for alle omkring ham, at Oppenheimer var en genial videnskabsmand. Selv Einstein og Niels Bohr (Kenneth Branagh) beundrede ham. Han blev tilbudt lederstillinger på flere fakulteter, men valgte at rejse til Europa for at studere den nye kvantemekanik, som de amerikanske fysikere dengang ikke interesserede sig synderligt for. Han tog den med tilbage til USA, hvor den herefter gradvist vandt indpas, bl.a. takket være Oppenheimers inspirerende universitetskurser i faget.

Politisk!

Til trods for hans venstreorienterede tendenser anså alle Oppenheimer for det oplagte valg til Manhattan-projektets lederpost, og eftertiden har i det store hele heller ikke haft grund til at være uenig i dette valg. Men hvad der står klart for eftertiden, stod ikke klart i en samtid, hvor kommunistforskrækkelse og McCarthyisme var på vej frem, og det er faktisk disse betændte politiske omstændigheder, som Nolans storfilm – noget overraskende – hovedsagelig drejer sig om.

Tror man, at denne film handler mest om selve Manhattan-projektet og de videnskabshistoriske omstændigheder omkring kreationen af atombomberne, så kan man godt tro om igen. Det er en film, som på ambitiøs vis vil udgøre en fuld biografisk skildring af Oppenheimer som person, og hvad hans holdninger og moral egentlig var – noget som historikere længe har debatteret – samt ikke mindst hvordan hans samtid og samtidige påvirkede hans offentlige ry og eftermæle. Filmen er optaget af spørgsmålet: hvilken moralsk integritet og karakter havde manden, der skabte atombomberne?

Og filmen finder, eller foreslår, også et svar. Et svar, som virker realistisk og overbevisende, da det – ligesom filmen – er baseret på biografien «American Prometheus: The Triumph and Tragedy of J. Robert Oppenheimer» af Martin Sherwin og Kai Bird. En biografi, som udkom i 2005 og er baseret på over et kvart århundredes undersøgelser af Oppenheimers liv, og interviews med menneskene omkring ham. Som titlen antyder, foreslår bogen, at Oppenheimer er en moderne Prometheus, der stjal ilden fra guderne, og derpå blev straffet for det. Netop dette er det filmens, og Nolans, formål at illustrere.

Typisk Nolan (på den gode måde!)

Nolan, som en ægte auteur, har selv skrevet manuskriptet til sin film, og han fortæller (naturligvis!) historien på en ikke-lineær måde, med talrige hop i tid, sort/hvide sekvenser, og en fortællestil der forvirrer i begyndelsen, men begynder at give åbenbarende mening i den sidste fjerdedel af den tre timer lange film. Det er en fortælleteknik som Nolan ikke altid har haft held med; mange vil nok mene, at det blev en hel del for forvirrende i f.eks. instruktørens forrige film, Tenet.

Men i Oppenheimer fungerer det i historiens favør. Ingen specifikke detaljer skal afsløres her, men Oppenheimer kunne være blevet en langt mere markant fortaler for internationale aftaler om begrænsning af a-våben og fredelig udnyttelse af videnskab og teknologi, måske lidt i stil med Carl Sagan og Richard Feynman.

Men han blev født et par årtier for tidligt og blev offer for amerikanske politikeres korruption og paranoia i 1940’erne og 50’erne, fordi de var bange for, at hans progressive stemme skulle få for stor indflydelse. Snæversynede politikere udnyttede ham, mens de havde brug for ham. Men i stedet for bagefter at belønne ham for tro tjeneste, frygtede, udskammede og underminerede de ham, så medierne ikke lyttede til ham, og han endte som en udpint skygge af, hvad han burde have været: en af sin samtids vigtigste videnskabelige debattører.

At have påvist dette er én af Nolans største bedrifter, og Oppenheimer er således en af instruktørens vigtigste og klart bedste film: den får os til at føle historiens vingesus.

Dette understreges især også af svenske Ludwig Göranssons lydside, som gentagne gange presser en brusende baggrundsmusik frem i forgrunden, så de forskellige nøglesceners spændingskurver leder ulmende frem til næsten overvældende voldsomme crescendoer. Ganske enkelt imponerende effektfuldt – og en væsentlig medvirkende faktor til topkarakteren på 6 stjerner.

Oppenheimer havde premiere i danske biografer d. 21. juli.