Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

anmeldelse: Outlaw King

Pine befrier skotterne

Chris Pine overtager stafetten fra Mel “Braveheart” Gibson og leder skotterne i en blodig befrielseskrig.

Publiceret 09/11/2018 - 11:30
Outlaw King
Tor Aavatsmark

Hvad passer bedre i disse Brexit-tider end en episk fortælling om skotternes store befrielseshelt Robert the Bruce? Nutidens skotske parlament har sagt, at de vil forsøge at løsrive sig fra briterne, hvis Brexit bliver en realitet, så her rammer Netflix tidsånden godt.

I det mudrede, våde og kolde skotske højland har briterne under kong Edward I brutalt slået det skotske oprør ned og henrettet William “Braveheart” Wallace. I begyndelsen af 1300-tallet sværger de tilbageværende skotter med krav på tronen troskab over for englænderne – indtil tyranniet bliver uudholdeligt.

Anført af Robert the Bruce (Pine) tager de kampen op mod de britiske besættere; totalt i undertal og med en splittet befolkning bliver det en lang og særdeles blodig affære.

Det er egentlig en spektakulær historie, instruktør David Mackenzie serverer for os, men desværre har han gjort den overraskende ordinær, ligesom filmfortællingen er lineær og meget tætpakket. Vi er overbevist om, at denne larger-than-life historie ville have gjort sig langt bedre som miniserie.

(Foto: Netflix)

Alle kampscenerne er storslåede, flot filmet og koreograferet med en hård og meget blodig realisme. Derimod er der væsentlig mindre kød og blod på selve personerne, og vi præsenteres for den ene karakter mere endimensionel og stereotyp end den anden. Vi kommer aldrig ordentligt ind under huden på gåden Robert the Bruce og hans komplekse (?) motiver, mens Edward II er overtydeligt karikeret som en endimensional sadistisk satan med “klassiske” far/søn-komplekser.

Pine gør en solid figur som skotternes store befrielseshelt, men den, der imponerer mest, er Florence Pugh som hans standhaftige og meget aktive kone, den engelske Elizabeth de Burgh. Desværre bliver hun spist af med alt for lidt tid på lærredet.

Afgjort en seværdig film og historisk meget interessant, men et par runder mere med manuskriptet kunne have gjort det til ikke bare en stor historie, men også en stor film. Fire svage stjerner.

Netflix leverer deres sædvanlige solide tekniske kvalitet. Filmen kan streames fra den 9. november.

picture1
<
>
(Foto: Netflix)
Karakter
Outlaw King

Fakta:

  • Netflix
  • Release: 9. november 2018
  • Instruktion: David Mackenzie Med: Chris Pine, Florence Pugh, Aaron Taylor-Johnson, Tony Curran, Callan Mulvey, Stephen Dillane, James Cosmo
  • Genre: Action
  • Land: USA
  • År: 2018
  • Tid: 2:03 timer

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top