Selveste Guillermo del Toro (Crimson Peak, The Shape of Water) stod for instruktionen på den første Pacific Rim. Ikke nogen stor cineastisk oplevelse, men absolut en seværdig og underholdende film. Del Toro har klogeligt holdt sig fra fortsættelsen – for sjældent har vi set magen til kvalitetsdyk!
Tråden tages op ti år efter den store krig mellem gigantiske monster-alien-dinosaurer (kaiju) og menneskeheden. Jordens befolkning forsvarede sig ved at bygge megarobotter (jaegere), der blev mentalt styret af to piloter. Efter at kaijuerne havde knust x antal af Jordens metropoler samt Golden Gate Bridge (som sædvanlig) gik menneskene sejrende ud af kampen. Men gæt engang … Monstrene er tilbage!
Handlingen i toeren er totalt uoriginal og lige så tynd som løgsuppe kogt på et enkelt chalotteløg. Desværre måtte Idris Elbas figur lade livet i etteren, så nu er det hans søn, Jake (John Boyega fra Star Wars), der må træde i hans fodspor. Han skal bare lige komme sig efter de sidste års evige fest med cocktails og Playboy-damer. Med på turen til Asien (igen flirter Hollywood hæmningsløst med det nye store marked) får han den unge rebel/teknologisk geni Amara (Spaeny).
På basen står Nate (Scott Eastwood, søn af Clinten) for oplæringen af nye rekrutter sammen med den trodsige Jake, der er overbevist om, at krigen er slut én gang for alle. Det er den selvfølgelig ikke.
Kampene mellem monstre og maskiner bryder ud igen, og de er det ENESTE, Pacific Rim 2 har at byde på. Personerne er lige så overfladiske som skøjteløbere (altså insekterne), og handlingen er usandsynlig søgt og parodisk, kun indrettet på at klemme så mange anmassende og uendelige kampe som muligt ind, hvor monstre og maskiner dræber hinanden, mens de smadrer skyskrabere, broer og bjergsider.
De mange næsten identiske kampscener bliver efterhånden utrolig enerverende, ensidige og udmattende. Man kan sige meget grimt om Transformers-filmene, men de har i det mindste et glimt i øjet! To stjerner.
Hvis filmen er en solid skuffelse, så indfrier den tekniske kvalitet på 4K-disken til gengæld. Fremragende billedkvalitet (hvilket i og for sig ikke er noget mirakel, idet 90 procent af filmen er CGI) samt et lydspor, der holder dig vågen trods den kedelige handling. Kommentarspor, udeladte scener og ti korte features er, hvad vi får som bonus.
Fakta:
- 4K UHD BD
- Release: 9/8/18
- Instr.: Steven S. DeKnight Med: John Boyega, Scott Eastwood, Cailee Spaeny, Burn Gorman, Charlie Day, Tian Jing, Rinko Kikuchi, Adria Arjona
- Genre: Action
- Land: USA
- År: 2018
- Tid: 1:51 timer
Har lige set den på viaplay
En gang lort med endnu mere lort på. Fede effekter ja, men fuck nogen uduelige skuespillere! Fatter ikke John fra SW spiller med her!
Kan ikke anbefales!
Giver den 1 stjerne, og det kun for grafik/billede