Anmeldelse: Paradise

Grundlæggeren af Cistercienserordenen, Bernhard af Clairvaux, er bl.a. kendt for følgende bevingede ord:

Vejen til helvede er brolagt med gode intentioner.

Efter at have set den nye Disney+-serie Paradise føler vi trang til at modificere citatet en smule til: “Vejen til paradis er brolagt med gode intentioner.” 

For selv om intentionerne sikkert er gode og muligvis også velbegrundede, er der noget, der skurrer i pittoreske Paradise.  

 

Hans stærkeste serie

Fra 2016-2022 var New Jerseys egen Dan Fogelman serieskaber på den romantiske dramaserie This is Us, og derefter fortsatte han med megahittet Only Murders in the Bulding.  

Nu arbejder han igen sammen med Disney+/Hulu og giver os sin stærkeste serie til dato.  

Selvsamme Fogelman har også forfattet manuskriptet til Paradise, og resultatet er en kompromisløs, fascinerende dramathriller med bundsolid kvalitet på alle niveauer. 

Ugler i mosen

Vi tages med til en tilsyneladende gennemsnitlig amerikansk forstad, hvor parkerne er grønne, plænerne perfekte, det amerikanske flag vajer i morgenbrisen, fuglene kvidrer, og de smukke villaer ligger på rad og række.  

Solen skinner, og der hersker fred og fordragelighed.  

I en af byens mest storslåede herskabsvillaer, godt bevogtet af Secret Service, befinder præsident Bradford (James Marsden, Westworld) sig. Hans bedste mand blandt sikkerhedsagenterne er den erfarne Xavier Collins (Sterling K. Brown, American Fiction).  

Xavier er enkemand med to teenagebørn og har et tæt, om end noget anstrengt, forhold til den joviale, slåbrokklædte og whiskydrikkende præsident. Vi fornemmer hurtigt, at de har et gammelt mellemværende, og at der bag den perfekte facade gemmer sig noget råddent – noget, som ikke tåler dagens lys.  

Da Bradford bliver brutalt myrdet, falder mistanken umiddelbart på Xavier … 

Begravet i fortiden

Uden at røbe for meget af det indviklede plot kan vi afsløre, at en stor naturkatastrofe har tvunget den amerikanske regering ud i nogle mildest talt kontroversielle tiltag.  

I det paradis, de befinder sig i nu, møder vi en desillusioneret præsident, som desuden døjer med et skrantende ægteskab, et yderst anstrengt forhold til sin dominerende, demente milliardærfar (Gerald McRaney), en søn, der foragter ham, og et eskalerende alkoholproblem.  

For at gøre ondt værre er han under pres fra byens oligarker, de mange milliardærer, der forventer ‘afkast’ af deres investeringer – først og fremmest repræsenteret af den herligt kyniske tech-milliardær ‘Sinatra’ (Julianne Nicholson). Et lille enigma i sig selv. 

For at dulme hverdagens barske realiteter drukner præsidenten sine sorger i stadig større mængder sprut, en klassiker fra sin CD-samling og natlig lagengymnastik med en Secret Service-agent.  

Alle har noget, de skjuler, og en sorg, de bærer på – fra en fortid, der var betydeligt lysere.  

Fogelman afslører det fascinerende skrækscenarie bid for bid, mens vi får stadig flere brikker i puslespillet i form af klip fra fortiden. Brikker, som hver for sig ikke betyder så meget, men som i sammenhæng giver os den store aha-oplevelse. 

Sitrende ubehag

Fogelman og hele holdet bag serien har formået at skabe et vedvarende, sitrende ubehag omkring hele samfundet og karaktererne. Der lurer konstant noget lidt udefinerbart i baggrunden, som ikke tåler dagens lys. Noget, vi nærmest ikke har set på samme niveau siden Maratonmanden.  

Hvordan er de havnet her? Hvorfor er de havnet her? Hvad ved indbyggerne egentlig om den verden, de lever i? Og hvem i alverden er det egentlig, der trækker i trådene? 

Sterling K. Brown (This is Us) leverer en formidabel skuespilpræstation som den komplekse agent. En agent, som tydeligvis har hovedet skruet rigtigt på og har helt styr på sit moralske kompas.  

Samtidig bærer han alverdens sorger og bekymringer på sine skuldre og har et ekstremt udtryksfuldt ansigt, der intenst afslører, hvad han virkelig tænker. Da hans eneste ven agentkollegaen (Jon Beavers) mistænkes for mordet, er hans verden ved at bryde sammen.  

Ydermere bærer han på en utrøstelig sorg og en stærk retfærdighedssans; han lader sig ikke distrahere af floskler og tomme løfter, men kræver sandheden på bordet. Men kan han og de tilsyneladende lykkelige indbyggere håndtere den?  

 

Hemmeligheter og dulgt bedrag

Ved hjælp af et iørefaldende og sigende musikspor (hvor klassikere fra 1990’erne nyfortolkes) suger Fogelman os ind i alle karakterernes mørke hemmeligheder. Karakterer, som han bygger op over tid, og som er så langt fra de stereotyper, vi ofte ser i generiske streaming-serier.  

For mindre end en uge siden indtog Donald J. Trump (desværre) endnu en gang Det Hvide Hus – vi er overbeviste om, at den perfekt uperfekte præsident Bradford ville feje ham af banen i det virkelige liv.  

Med underfundige referencer fra film som Die Hard og Terminator opbygger Fogelman et ægte serieunivers med karakterer, som vi holder af, hepper på eller ønsker en snarlig død. Samtidig er (de fleste) så tilpas mangefacetterede, at de ikke kan klassificeres som gode eller onde, men en grå nuance mellem hvidt og sort.  

Ydermere formår serien at sige noget om vores egen tid, hvor nogle få milliardærer i toppen af samfundspyramiden (Musk & Co) tror, at de ejer verden og forventer, at vi alle danser efter deres pibe.  

Oligarkerne får stadig mere magt og indflydelse på samfundsudviklingen og kan købe sig til den magt. Nicholson (Mare of Easttown) er strålende i Paradise på dette plan, hvor hun lever i en behagelig selvfornægtelse af, hvilket monster hun i virkeligheden er.  

Hvilke bevæggrunde, de enkelte har, har vi i starten ingen anelse om; ej heller ved vi, om der er nogen, vores hovedperson kan stole fuldt ud på. Heri ligger kernen til Paradises succes.  

For enkelte vil serien i starten nok føles lidt langtrukken, men det er kun, fordi det tager tid at etablere et så komplekst univers. Tempoet skrues klart op, efterhånden som handlingen skrider frem. Seks funklende stjerner til en chokerende god dramathriller, som endnu en gang placerer Disney+ i fronten af streaming-kampen.  

Sæson 1 af Paradise har streamingpremiere den 28. januar, hvor de første tre afsnit udkommer. Denne anmeldelse er baseret på de syv første (af otte) afsnit. Sæsonfinalen kommer først den 4. marts.