Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

anmeldelse: Peppermint

Fuldstændig ­uengagerende

Blodtørstig Jennifer Garner i blodfattig actionkliché.

Publiceret 14/02/2019 - 09:00
Peppermint
Tor Aavatsmark

Blodhævn er et tilbagevendende tema fra drømmefabrikken i Hollywood, hvor både mandlige og kvindelige selvtægtspersoner har hævnet deres kære. Blandt de mere vellykkede på kvindefronten er Jodie Foster, som i The Brave One (2007) går fuldstændig amok på de mænd, der har skudt hendes forlovede. I den modsatte ende af skalaen finder vi desværre Jennifer Garner i Peppermint.

Grundpræmisset er nogenlunde det samme som i The Brave One, idet både Garners mand og datter bliver brutalt skudt ned på åben gade i L.A. af latino-gangstere. Men her stopper lighederne også, for hvor Fosters figur var engagerende og troværdig, og persongalleri og handling virkede ægte, byder Peppermint på papirtynde personskildringer, stereotype klicheer og et plot med flere huller og usandsynligheder end en vellagret schweizerost.

At Garner kan skyde og slå fra sig, beviste hun både i Elektra og i tv-serien Alias, og på dette plan er hun da også lejlighedsvis både sej og underholdende i Peppermint. Men hendes vævre skuldre formår ikke at bære en hel film alene. At den helt igennem almindelige småbarnsmor forvandler sig til en enmandshær a la Rambo, virker latterligt og ikke spor troværdigt. Værre er det, at latinamerikanere fremstilles så tegneseriestereotypt, at vi græmmes, og ovenikøbet er filmen overraskende uspændende.

Letbenet action kan være vældig underholdende, men så skal det også serveres med en vis finesse, kløgt og overbevisning. Her har både manuskriptforfatter og instruktør leveret en kedelig, tanketom og næsten parodisk kliché af en actionfilm. Som en anden ådselsæder spiser den af andres gode ideer, men magter ikke selv at levere på noget plan. To anæmiske stjerner uddeles til en fyrig Garner, og vi ønsker bedre held med næste manuskript!

Billedkvaliteten er usædvanlig skuffende på denne Blu-ray-udgivelse med et billede, der er gråt, blegt og fuld af støj. Lydsporet (dts-MA 5.1) er desværre lige så uinspirerende som indholdet. Intet bonusmateriale.

<
>
(Foto: SF)
Karakter
Peppermint

Fakta:

  • Blu-ray
  • Release: 14/2 2019
  • Instruktion: Pierre Morell Med: Jennifer Garner, John Gallagher Jr., John Ortiz, Juan Pablo Raba, Annie Ilonzeh, Jeff Hephner
  • Genre: Action
  • Land: USA
  • År: 2018
  • Tid: 1:41 timer

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top