Anmeldelse: Perry Mason, 1. sæson

I sin første store rolle siden den sitrende spændende The Americans vender Matthew Rhys tilbage til serieformatet. Denne gang for at portrættere en af ​​de mest arketypiske fiktionsdetektiver, Perry Mason.

Detektiv med mange år på bagen

Hvem skulle have troet, at nogen ville børste støvet af en af de ældste og mest klassiske TV-detektiver gennem tiderne? Det er, præcis hvad HBO har gjort.

Perry Mason – baseret på forfatteren Erle Stanley Gardners ikoniske romanfigur – var et fast ugentligt indslag lørdag aften på CBS fra 1957 til 1966. Hele 271 episoder blev produceret af serien, der havde Raymond Burr i hovedrollen. Serien blev forsøgt genoplivet i 1973, men det blev kun til en halv, mislykket sæson. Derefter fulgte en række TV-film fra 1985 til 1993, hvor Burr spillede Perry Mason i 26 af dem.

Da HBO fattede interessere for et remake af serien, hyrede de først Nic Pizzolatto som manuskriptforfatter. Synd, at han forsvandt ud af billedet, for som forfatter og instruktør skabte han enestående krimimagi med True Detective.

https://www.youtube.com/watch?v=rNATvJMPZaA

 

Svig, bedrag og racisme under Den Store Depression

Handlingen i den nye serie foregår i Los Angeles i begyndelsen af de barske 1930’ere. Mens resten af landet kæmper sig igennem Den Store Depression (efter alle tiders største børskrak den 29. oktober 1929), er det opgangstider i den liberale og kulturelle “Englenes By”. I løbet af 1930’erne voksede byens befolkning med hele 25 procent.

I 1932 arrangeres sommer-OL i Los Angeles, og byen blomstrer af optimisme og fremtidstro med vækst inden for både film- og TV-branchen, olieindustrien og turismen. På den kulturelle scene toner storheder som Benny Goodman og Glenn Miller frem, mens industrien er involveret i den gigantiske udvidelse af Hoover-dæmningen.

Den lidt lurvede, lettere alkoholiserede Perry Mason (Rhys) ernærer sig som privatdetektiv, ofte med sager om utroskab. Han bor i sit barndomshjem, en lille gård i udkanten af ​​byen, og kører rundt i et vrag af en bil. Mason har indgået kompagniskab med advokaten E.B. Jonathan (Lithgow), og sammen hyres de til at løse en af årtiets mest intrikate og bizarre mordsager.

Et spædbarn er blevet kidnappet, og under overdragelsen af ​​løsepengene går det hele ad helvede til: Barnet er dødt, med øjnene syet åbne. En af ​​byens rigeste mænd, Herman Baggerly (Robert “T-1000” Patrick), hyrer Mason & co. til at finde morderne. Hverken forældrene, Baggerly eller Mason har tillid til det korrupte og racistiske LAPD – historien har det med at gentage sig!

Halleluja!

Både Baggerly og barnets forældre er medlemmer af en eksotisk menighed, ledet af den energiske og yderst karismatiske Sister Alice (Tatiana Maslany i en glansrolle). Sagen kredser mere og mere om den outrerede menighed, hvor der tales i tunger og fifles med okkult genopstandelse, og Mason må kæmpe mod løgne, korruption, mistro og sin egen drikfældighed.

Maslany er gudsbenådet som den karismatiske ypperstepræstinde, der vil barnets mor alt vel og støtter hende, når verden går hende imod, men også bærer på sin egen mørke hemmelighed og samtidig må kæmpe for sig selv og kvinder generelt i et mandsdomineret samfund.

Film noir

Perry Mason er en hyldest til den forførende, nostalgiske film noir-stil med dunkel belysning, mørke storbygyder, suggestiv jazzmusik, kynisme og moralsk forfald. Los Angeles for 90 år siden er blændende lækkert og troværdigt genskabt ned til mindste detalje. Fotograferingen er sober, flot og intim, idet lyset altid spiller en vigtig rolle.

Matthew Rhys er bundsolid som den komplekse, lurvede detektiv med et æreskodeks, der er villig til at bøje reglerne for at opnå retfærdighed og stå på de svagestes side.

Nostalgisk trip ned ad mindernes allé

At man har valgt at sætte handlingen til 1930’erne, er forståeligt, men skaber samtidig en afstand mellem karaktererne og os seere. Både personer, plot og attitude er taget fra denne hårde tid – autentisk, ja, men også noget antikveret.

Vi har svært ved at forestille os, at Perry Mason vil appellere til nutidens unge Netflix- og YouTube-publikum. Men de er nok heller ikke målgruppen. En opdateret Mason sat i vores tid (med manuskript af Nic Pizzolatto?) ville have gjort serien mere tilgængelig og samtidig også mere aktuel og relevant. Men så ville den selvfølgelig ikke være blevet så fascinerende nostalgisk …

Desværre står klicheerne og stereotyperne lidt for tæt i kø. Mason er den arketypiske lettere fordrukne, snuskede detektiv, der lever af småjobs; hans tøj er slidt og beskidt, og hans skægstubbe altid to-tre dage gamle; han “låner” et slips fra et lig i forfald, før han skal i retten; og han har et temmelig trist, nærmest ikke-eksisterende forhold til sin ekskone og søn.

 

Retssalsdrama

Serien er afgjort bedst i første halvdel, hvor Mason og hans partner, Pete (en fremragende Shea Whigham), gennemtrawler byens beskidte baggyder, lurvede lighuse og hørmende horehuse i deres søgen efter sandheden. Anden halvdel er primært et traditionelt retssalsdrama, og her holder det narrative ikke helt mål.

Det hele bliver lidt for konventionelt og forudsigeligt, og dramaturgien svigter. Otte stive timer med kun én kriminalsag er for tyndt. Her kunne man have lært noget af en anden krimiserie, Bosch, som lykkes fint med at flette både tre og fire sager ind i én og samme sæson.

Alt i alt en solid og lækker nostalgisk serie med udsøgt skuespil (at Lithgows karakter er for karikeret, skyldes mere manuskriptet end skuespilleren) og en god spændingskurve. 1. sæson gør også et godt stykke arbejde med at opbygge historien omkring privatpersonen Mason, der har et fascinerende og broget liv – en mand, vi gerne vil følge fremover. Serien vil nok vinde gehør hos den ældre garde, men have sværere ved at tiltrække et yngre publikum. Fire stjerner.

Perry Mason har premiere på HBO Nordic den 22. juni med en ny episode hver mandag.