Anmeldelse: Perry Mason, sæson 2

Det er næsten tre år siden, at HBO genoplivede den ærkeklassiske detektivserie Perry Mason. Men i stedet for at modernisere serien og bringe den ind i nutiden valgte streaminggiganten heldigvis at placere noir-krimien lige der, hvor den hører hjemme: Midt i 1930’ernes dystre USA i forbudstiden.  

Den oprindelige serie kørte hver lørdag aften i den bedste sendetid på CBS fra 1957-1966. Baseret på bøgerne af den amerikanske forfatter og advokat (!) Erle Stanley Gardner følger vi den den retskafne privatdetektiv Perry Mason (Matthew Rhys, The Americans) i en historisk periode i USA, der er præget af den store depression

I Los Angeles’ skumle gader fyldt med bedrag, utroskab, mord og hypnotiske jazzrytmer jagter Mason og hans partner Della utrætteligt sandheden og forsøger at hjælpe ‘den lille mand‘ i kampen mod Goliat.  

Året er 1932, kun få måneder efter den foregående mordsag. Della Street (Juliet Rylance) er nu blevet partner, men detektivbureauet er ikke ligefrem en økonomisk succes, så da familien til to unge fattige mexicanere banker på døren, afviser Mason dem instinktivt. Men så er der jo den nagende retfærdighedssans…  

Den sleske søn af en fremtrædende entreprenør fra LA er blevet koldblodigt dræbt, og vidner placerer de unge brødre Mateo (Peter Mendoza) og Rafael (Fabrizio Guido) på gerningsstedet. Over for Mason hævder drengene, at de ikke kender til mordet, men problemerne tårner sig op, da Mason pludselig kommer i besiddelse af mordvåbnet. 

https://youtu.be/VkM_TNfB-gA

De nye serieskabere er Jack Amiel og Michael Begler (The Knick), og de har genskabt noir-følelsen og de nostalgiske 1930’ere på forbilledlig vis. Alt fra stemningen, kostumerne, den mørke, bløde belysning og de mindste rekvisitdetaljer og den skinnende bilpark hensætter os til mellemkrigstidens Amerika. Genindspilningen er tro mod originalen, men med betydeligt mere substans og dybde.  

Godt hjulpet af sin loyale efterforsker Drake (Chris Chalk) bliver det indviklede mordmysterium opklaret lag for lag, og stadig flere nuancer kommer frem i lyset. Men jo tættere, Mason kommer på sandheden, desto større moralske kvaler står han over for. Retfærdigheden skal ske fyldest, men hvad hvis det går imod hans klienters interesser?  

Den lurvede, smånussede Matthew Rhys er som skabt til rollen som den sandhedssøgende detektiv; han er fysisk langt fra at ligne den oprindelige Mason, men han er en langt bedre og mere nuanceret karakterskuespiller. Hans tro væbner, Della, bliver med sit ‘forbudte’ kærlighedsliv en fascinerende og komplementerende del af hans liv og arbejde.  

Altid solide Shea Whigham (Boardwalk Empire), som er Masons kontakt til underverdenen, ser ud som om han er fra 30’erne, mens Katherine Waterston (Alien: Covenant) brillerer som seriens forførende femme fatale. Derudover dukker Sean Astin op i en lille, helt intetsigende birolle. Hope Davis leverer derimod endnu en fremragende præstation, der fremhæver de etiske udfordringer.  

Desværre er den tekniske udførelse og den stilsikre stemning en tand bedre udført end selve krimi-plottet. Indimellem er handlingen noget langtrukken, og spændingsniveauet og dramaturgien halter. Der sker simpelthen for lidt til at retfærdiggøre en spilletid på næsten syv timer. Serien ville have vundet ved at blive skåret ned til seks afsnit, men som nu er klippet, træder den lidt for ofte vande. Det fascinerende persongalleri er mere interessant end selve handlingen.  

Ikke desto mindre er opfølgeren en smule bedre end den foregående sæson, og fans af medrivende retssalsdrama kan med god samvittighed sætte sig til rette foran fjernsynet! 4 solide, heftigt nostalgiske stjerner.  

Anden sæson af Perry Mason havde premiere på HBO Max den 6. marts, og der sendes et nyt afsnit hver uge. Denne anmeldelse er baseret på alle otte episoder.