Anmeldelse: Peter Pan & Wendy

I de senere år har Walt Disney Studios gentagne gange gjort en guldgrube ud af at forvandle sine animationsklassikere til live action-spillefilm.  

Film som Løvernes Konge, Mulan, Askepot, Aladdin og Skønheden og Udyret er alle blevet store kassesucceser, så det er ikke overraskende, at underholdningsgiganten stadig giver den fuld gas på dette projekt.  

Mens flere af filmene er blevet genfortolket og udgivet i en spændende/fascinerende form som spillefilm, ramte Disney (og instruktør Robert Zemeckis) ved siden af med sidste års nyindspilning af Pinocchio, hvor de faktisk endte med at fjerne meget af det eventyrlige og unikke, som den fantastiske animationsfilm bød på.  

I dag er der Disney+-premiere på nyindspilningen af klassikeren Peter Pan (1953); denne gang serveret i en lettere moderniseret udgave med en multikulturel besætning og et betydeligt mørkere bagtæppe.  

 

Den eventyrlige historie (fra den skotske forfatter J.M. Barries bøger) om drengen, der ikke ville være voksen, er blevet fortalt mange gange på film tidligere, men aldrig så mindeværdigt som Disneys animerede storværk fra 1950’erne. Aldrig har nattehimlen over London i slutningen af 1800-tallet forekommet mere magisk. Og hvis du ikke blev draget ind i eventyrverdenen med eksotiske havfruer, feer, flyvende børn, vrede indianere og sleske pirater – så havde du sikkert allerede mistet din indre dreng.  

Liveversionen, som har premiere i dag på Disney+, følger animationsfilmen næsten til punkt og prikke. Der er tilføjet nogle nye (velfungerende) sange, og enkelte scener er blevet udskiftet/forlænget. Samtidig har instruktør og manuskriptforfatter David Lowery (Peter og Dragen, The Green Knight) valgt en meget mørkere og mere voksen tone. Hvilket klæder historien godt. 

Tidsmæssigt befinder vi os stadig i slutningen af den victorianske æra, hvor den alfeagtige dreng Peter Pan (Alexander Molony) opsøger rigmandsbørnene Wendy (Ever Anderson), John og Michael i hjertet af London. Den barnlige, lidt naive Peter tager dem med til den drømmeagtige eventyrverden i retningen “den anden stjerne til højre”. Finurligt nok bruger de denne gang selve Big Ben som portalen til Neverland.  

Op til premieren har der været megen debat omkring skuespillerne, der kommer fra meget forskellige etniske baggrunde – noget man nok ikke så meget af i gadebilledet i London anno 1885. Historisk set får vi også den første Disney-film med en skuespiller med Downs syndrom (i rollen som en af ‘The Lost Boys’), Noah M. Matofsky.  

På papiret kan valget af skuespillere virke noget beregnende og politisk korrekt, men det er ikke noget, man tænker over i filmen. Tilsammen smelter den samlede besætning problemfrit ind i historien og rammerne.    

Det ville have virket langt mere mærkeligt og konstrueret, hvis handlingen havde fundet sted i hjertet af Londons (tidsperioden taget i betragtning) i stedet for på en fantasiø. Med undtagelse af den fyrige Tiger Lilly (Alyssa Wapanatâhk) har indianerne desværre fået en langt mere nedtonet rolle i spillefilmsversionen. 

Både den unge, lidt anonyme, Molony og den dejligt karismatiske Anderson imponerer i hovedrollerne som henholdsvis Peter og Wendy, men man er aldrig i tvivl om, hvem der er filmens egentlige stjerne: Jude Law i rollen som den uforlignelige sørøver, Kaptajn Klo.  

Det er Hooks baggrundshistorie og hans relation til Peter Pan, der er filmens dramaturgiske drivkraft – og på dette plan tilføjer liveversionen faktisk noget ægte og interessant nyt til historien. Læg dertil, at Law er fabelagtigt, hårfint balancerende outreret i rollen som den lidt maniske, men alligevel hidsige og komplekse Hook, og vi bliver transporteret ind i et vidunderligt eventyrland.  

Lowry har sat prikken over i’et på sit hold med de bedste folk inden for computeranimation, special effects, filmfotografering og scenografi – for Peter Pan & Wendy ser virkelig fantastisk ud!

Klart nok er den frygtede krokodille vokset ud af proportioner, men det er den lidt udefinerbare magi, som springer ud af grønt, buskads, belysning og atmosfære, der suger os ind i historien, som for en stor del er filmet på idylliske Færøerne.  

70 år efter sin animationsdebut beviser Disney, at Barries stærke historie stadig har noget at fortælle os og er relevant for vores egen tid – både når det gælder de yngste og dem midt i livet. 4 stærke stjerner for en evergreen, der bestemt fortjener et gensyn.