En dysfunktionel familie, en vanskelig fødsel, en kontrollerende svigermor fra helvede og amerikanernes hang til at sagsøge i øst og vest skal vise sig at være en farlig cocktail i Kornél Mundruczós hjerteskærende filmdrama.
Tragedien rammer
Det unge, lidt umage ægtepar Martha (Kirby) og Sean (LaBeouf) venter deres første barn. I storbyen Boston har de bestemt sig for noget så alternativt som en “naturlig” hjemmefødsel. Desværre dukker den forudbestilte jordemoder ikke op, komplikationer opstår, og efter en lang og vanskelig fødsel ender det hele i total tragedie.
Fødslen og parrets sammenhold er kun forspillet til filmens tematik; det er konsekvenserne af tragedien, og hvordan hovedpersonerne håndterer livet med sorg, savn og vrede, der er i centrum for dette intense drama.
Ægteskabet har haft sine naturlige op- og nedture, men kærligheden, tiltrækningskraften og interessen for hinanden har holdt dem sammen; det på trods af en mere end lunken svigerfamilie. Det blev ikke godt modtaget af Marthas bedsteborgerlige familie, da hun giftede sig med den lidt uslebne byggearbejder Sean – hvilket hans svigermor (Burstyn) bestemt ikke har lagt bånd på sig for at skjule.
Lukker verden ude
Efter tragedien lukker Martha sig inde i sin egen skal, lukker hele verden inklusive Sean ude, fjerner alle minder om barnet og stirrer monotont frem for sig. Sean vil derimod mindes barnet, give det en værdig begravelse og tale om det, men møder kun en kold og afvisende skulder.
“Løsningen” kommer som manna fra himlen, idet svigermor og Sean finder sammen i et fælles diabolsk projekt: Nogen skal bebrejdes for den urimelige død, og nogen skal straffes for deres barns/barnebarns død. Find en advokat og sagsøg den “ubrugelige og uforsigtige” jordemor!
Martha trækkes noget modvilligt ind i sammensværgelsen, hvor processen eskalerer, godt hjulpet af hendes noget promiskuøse kusine og en mor, der ser sit snit til at slå to fluer i ét smæk: Få hævnet barnebarnets død og slippe af med udskuddet Sean.
I en hurtigt nedadgående spiral synker parret ned i modløshed, mistro, sorg og vrede.
Dokumentarisk præg
Pieces of a Woman er den ungarske instruktør Mundruczós ottende spillefilm, hvoraf hans mest internationalt kendte er Jupiter’s Moon. Han viser her et unikt blik og talent for mellemmenneskeligt drama.
Både fotografering og klipning giver filmen et nærmest dokumentarisk præg, hvor vi sniger os ind på mennesker i nød og føler os som kiggere, der er havnet et sted, hvor vi ikke skulle være.
Fotograferingen er ofte stillestående og krybende med få klip og kun lidt brug af zoom. Det hele bliver næsten ubehagelig intimt og ægte, når det fokuseres på en enkelt legemsdel, eller vi sidder “i mørket” rundt om hjørnet og hører hyl og skrig.
Intens Kirby
Vanessa Kirby (som vi har set stråle i The Crown og Mission: Impossible) er afgjort filmens stærkeste kort. Hvis der indstiftes en Oscar for “Mest autentiske fødsel”, vil hun være klar favorit. Den 31-årige brite er fænomenal i sin fremstilling af den komplekse hovedperson, som livet styrter i grus for. Ægte, naturlig, overbevisende og intens er ord, der beskriver hendes stærke skuespilpræstation.
Hollywood-hedsporen Shia LaBeouf (som i øjeblikket kæmper med anklager om hustruvold), slipper også godt fra Pieces of a Woman. Som en slags grovere version af Disneys Vagabonden overbeviser han med sin upolerede fremtoning og talen direkte fra leveren, og vi kan genkende os selv i hans meget menneskelig trang til at være udadreagerende. Desværre får han ufortjent for lidt skærmtid.
Svær balancegang
Det er en svær balancegang, Mundruczó og manuskriptforfatter Kata Wéber har givet sig i kast med, en balancegang mellem mellemmenneskeligt drama og socialpornografi. Indimellem bliver det så intenst og nærmest outreret, at det kan kamme over. Især fremstillingen af svigermoren og hendes undertiden absurde handlinger bliver lige lovlig søgt og overdrevet. Her bevæger vi os væk fra filmens autentiske og dokumentariske stil.
For meget tid vies til kampen og den efterfølgende retssag mod den fortvivlede jordemor (Parker). Her mister Mundruczó fokus – og filmen fremdrift – idet vi havner i en unødvendigt haltende dramaturgi. Den gennemgående, konsekvent overdrevne symbolik kunne med fordel også have været mere nedtonet og subtil.
Pieces of a Woman er en usædvanlig stærk og dyster film og endnu et søm i biografernes ligkiste. Hvis streaming-selskaberne kan producere den slags “smalle” kvalitetsfilm, hvad skal vi så med traditionelle filmselskaber og ditto biografdistribution?
Ubehagelig, skræmmende, dramatisk og med fremragende skuespillere – du vil helt sikkert huske Vanessa Kirby & Co. længe efter rulleteksterne! Fire stærke stjerner.
Fakta:
- Netflix
- Release: 7. januar 2021
- Instruktion: Kornél Mundruczó
- Med: Vanessa Kirby, Shia LaBeouf, Ellen Burstyn, Iliza Shlesinger, Benny Safdie, Sarah Snook, Molly Parker
- Genre: Drama
- Land: USA
- År: 2021
- Tid: 2:06 timer