Anmeldelse: Pinocchio

I de seneste år har det været en guldgrube for Walt Disney Studios at genindspille deres tegnefilmsklassikere som live action spillefilm.

I disse udgaver er film som Løvernes Konge, Askepot, Aladdin og Skønheden og Udyret alle blevet store kommercielle succeser, og det er derfor ikke så mærkeligt, at underholdningsgiganten stadig giver den fuld gas med dette projekt.

Men hvor flere af disse film har fået tilføjet noget nyt, og er spændende og fascinerende som spillefilm, har instruktør Robert Zemeckis med Pinocchio fjernet meget af eventyret og det unikke ved den skønne, gamle tegnefilmsudgave.

Børnebog som moralsk rettesnor

Originalversionen af Pinocchio var Disneys anden animationsfilm i fuld længde. Den var Walt Disneys version af italieneren Carlo Collodis roman Le avventure di Pinocchio (1883), og havde sin oprindelige premiere helt tilbage i 1940.

Historien omhandler den ensomme toscanske træskærer Geppetto (Tom Hanks), som så gerne vil have en rigtig søn, at den blå fé (en dejlig Cynthia Enrivo) opfylder hans livslange drøm, og giver liv til trædukken Pinocchio. Men drengen af træ har ingen livserfaring, og trods en opretgående græshoppe som sin vogter og “samvittighed”, lader han sig let føre ind i fristelse og lyst. Og da Pinocchio falder for smiger, og løfter om berømmelse og penge, begynder alt at gå skævt. Geppetto må sætte alt ind på at opspore sin “søn”, og få ham tilbage på “den smalle sti”.

I originalversionen en ret mørk og uhyggelig historie – ikke mindst med en tydelig moralsk rød tråd, hvor det vil gå dig ilde, hvis du lyver eller ledes ud i fristelse, begær eller fordærv. Selv Disneys animerede version er faktisk af den mere dystre slags, med flere scener, der kunne give små børn søvnproblemer, og i øvrigt en af ​​de få Disney-figurer, der drikker øl og ryger.

Derudover var 1940-versionen også noget af den absolut bedste animationskunst, Disney nogensinde har præsenteret os for. Aldrig har træværk eller en levende flamme set mere smuk og eventyrlig ud, og brugen af ​​skygger og bevægelse var (og er stadig) banebrydende.

Computeranimeret remake

Grundlæggende får vi – næsten scene for scene – den samme historie i Zemeckis film, men den er blevet for poleret og mangler den originale films sjæl og varme. Den eneste forskel i plottet mellem denne og tegnefilmsklassikeren er, at en ny figur, mågen Sofia, er tilføjet som en gennemgående figur, og at der er antydninger af en sød kærlighedshistorie mellem Pinocchio og en af ​​Strombolis dansere. Men desværre tilføjer hverken mågen eller Sabina noget til historien.

Hanks giver en kompetent, omend ikke overvældende, præstation som den tilbagetrukne, lidt nørdede træskærer, men filmens knald eller fald ligger i, om vi kan relatere til de animerede figurer.

Og apropos animerede figurer, hvorfor dog i alverden (bortset fra penge) lave en ny film, hvor hovedpersonerne stadig skal animeres? Forskellen er, at de denne omgang er computeranimerede frem for håndtegnede – og langt mindre autentiske end i tegnefilmen. At se den talentfulde Emma Watson fortolke rollen som den klassiske Disney-prinsesse Belle, giver perfekt mening i live-versionen af ​​Skønheden og Udyret, og var en fornyelse af både historien og karakteren.

Computerversionen af ​​Pinocchio (Benjamin. E. Ainsworth) ser i sig selv slet ikke dårlig ud; der er bare dét ved det, at han for ofte i samspil med rigtige skuespillere ser ud som om, han er “limet ind” bagefter. Geppettos kat, Figaro, kæmper med samme problem, og ser i særdeleshed 110% computerspils-agtig ud.

Den animerede figur, der er bedst realiseret, er faktisk Jesper Fårekylling, som også har en upåklagelig stemme i form af Joseph Gordon-Levitt. Mens den magtfulde og skræmmende loppecirkusdirektør, Stromboli, i Giuseppe Battistons skikkelse, fremstår outreret og grænsende til det latterlige. Selv Luke Evans som kusken er dårligt instrueret og har en tendens til at overspille.

 

På forkant med teknikken

Zemeckis har altid ladet sig fascinere af filmmediets tekniske muligheder, som han også har opsøgt i film som Who Framed Roger Rabbit, Back to the Future, Forrest Gump, Polarekspressen og Beowulf. Men alt for ofte lader han det tekniske overskygge det menneskelige.

Der er flere blændende flotte scener i genindspilningen af ​​Pinocchio – ikke mindst de farverige slik-eksplosioner på den forfængelige “Pleasure Island”, samt indersiden af søuhyret – men vi lader os aldrig rigtig rive med af hovedpersonernes historie, og især ikke deres lidt myrekrybende samspil med de menneskelige skuespillere.

Den nye live action-film er ikke nogen håbløs filmudgave af Pinocchio, men den giver os heller ikke en eneste god grund til at opsøge det dramatiske eventyr endnu en gang. Genindspilningens sjoveste øjeblik er en nostalgisk hyldest til Disney-klassikere, da alle Geppettos ure kimer. Men, som helhed fortjener filmen desværre kun 3 meget middelmådige stjerner.

P.S.! Vi ser meget mere frem til Guillermo del Toros kommende version af den retningsløse dreng af træ. Forvent en mørkere, excentrisk og visuelt spektakulær Pinocchio-film fra ham på Netflix den 9. december. I mellemtiden kan vi varmt anbefale at gense Disneys klassiker fra 1940.

Pinocchio har eksklusiv premiere på Disney+ den 8. september.