Anmeldelse: Pørni, 2. sæson

Henriette Steenstrups hjertebarn og selvkomponerede serie Pørni tog både kritikere og Viaplay-seere med storm, da den kom som en dark horse sidste år.

Pernille “Pørni” Middelthon har nået en alder, hvor bryster ikke længere angives i skålstørrelser, men måles i meter, som hun selv siger. Fem år efter den grimme skilsmisse fra den egocentriske forfatter Finn (Røise) har hun stadig et særdeles anstrengt forhold til det modsatte køn samt to krævende og besværlige døtre.

I 1. sæson kastede både en af hendes yngste datters lærere og en kollega, “Kommune-Bjørnar” (Eiriksson), pludselig deres kærlighed på hende. Og forvirringen var total.

https://youtu.be/P4MKeiVhFf8

Nu er Viaplay-serien tilbage med den længe ventede 2. sæson om den farverige Middelthon-familie og deres daglige kamp for at klare tilværelsen. Pørni flygter stadig ud i garagen og klynger sig til sin mobiltelefon, mens hun ringer til sin afdøde søsters telefonsvarer.

Hendes far (Oftebro) sprang pludselig ud i en alder af 65 år, den ældste datter er en vimset, uansvarlig teenager, der ikke kan bestemme sig for noget som helst, mens den yngste datter er sikker på, at mor hader far, og har tilbragt så meget tid med en svensk veninde, at hun nu “pratar svenska”.

Når eksen så har fundet “sin indre Knausgård”, og nevøen pludselig vil flytte fra dem, begynder det for alvor at tårne sig op for Pørni.

Samtidig hober møgsagerne sig op på arbejdet med forsømte og mishandlede børn – og Pørni græder sig i søvn (godt hjulpet af kraftige sovepiller) over det bitre tab af Kommune-Bjørnar, som nu skal have barn med en anden kvinde.

Det eneste lyspunkt er den nye, charmerende nabo (Williamson), der importerer spanske vine og tilbyder at øse ud af sin viden som privat spansklærer for Pørnis ældste datter (Berg).

Den nye sæson tager tråden op, få måneder efter at 1. sæson sluttede. Pørni bærer stadig på en bundløs sorg over sin søsters død og en blanding af sorg, irritation, bitterhed og forvirring over bruddet med Bjørnar. Kort sagt kæmper hun med at finde ud af, hvad hun vil, og hvem hun som “en kvinde i sin bedste alder” egentlig er og gerne vil være.

Sæsonen er mørkere og mere alvorlig end 1. sæson; der er mindre munterhed i familiens liv, og Pørni tvinges til at tage nogle livsændrende opgør med mennesker omkring sig.

Seriens stærkeste kort er helt klart stadig Henriette Steenstrup. Hun er serieskaber, manuskriptforfatter og hovedrolleindehaver, og mestrer alle disse roller – i særdeleshed hovedrollen, hvor hun befriende selvironisk både udleverer sig selv og brillerer som skuespiller.

Pørni markedsføres som en komedie, men er i langt højere grad et familiedrama blandet med jordnær og genkendelig hverdagskomik (og -fortvivlelse). Det er ikke alle jokes, der sidder lige godt denne gang. Det bliver lidt for åbenlyst og kunstigt konstrueret, når der harceleres over WOKE-kulturen og norske politiske forhold.

Serien er bedst på det mellemmenneskelige, familiære plan, hvor de fleste af os kan nikke genkendende til mange situationer, konflikter og tilbagevendende udfordringer. Her stråler serien! Pørnis liv består mest af at tilpasse sig og lægge til rette for alle omkring hende, men ak, utak er verdens løn.

Vi er ikke den mindste i tvivl om, at Steenstrup i manuskriptprocessen har givet meget af sig selv – og det kan ses. Pørni virker ægte, hjertevarm og troværdig. Den opleves som en (velfortjent) hyldest til alle verdens varmhjertede omsorgsmødre. Det hele med et skråt blik på vores alle sammens brogede familiehverdag, uden at det kammer over i åbenlys parodi. Fire stærke stjerner.

Hele 2. sæson af Pørni kan streames på Viaplay fra den 27. februar.