Anmeldelse: Post Mortem: Ingen dør i Skarnes, 1. sæson

Harald Zwart er, sammen med Joachim Rønning/Esben Sandberg og Morten Tyldum, blandt de norske instruktører, der har gjort sig mest bemærket i Hollywood. Med film som One Night at McCool’s, Agent Cody Banks, The Pink Panther 2 og The Karate Kid har knægten fra Fredrikstad sat Norge på det internationale filmkort.

Med Post Mortem: Ingen dør i Skarnes vender han på vegne af Netflix tilbage til hjemlandet – og det viser sig, at det slet ikke er nogen dårlig idé!

Lokalt indhold

Netflix fortsætter deres velgennemtænkte strategi med at give seerne lokalt produceret kvalitetsindhold – et vigtigt element i den intense kamp om abonnenterne på et streaming-marked med stadig flere udbydere.

Post Mortem er det andet samarbejdsprojekt mellem Zwarts produktionsselskab Motion Blur og streaming-giganten. Det første var den noget uforløste film Kadaver, men denne gang har de en langt bedre historie.

Blodtørstig kamp på bøhlandet

Med manuskript af Petter Holmsen (der også er medinstruktør) følger vi den lidt uheldige Hallangen-familie, der driver et lille, konkurstruet bedemandsfirma i den norske bygd Skarnes.

Skarnes ligger kun lidt over en times kørsel fra Oslo, tæt på den svenske grænse og med Kongsvinger som nærmeste by. Med knap 2.500 indbyggere er det udfordrende for et lille firma at få plus i regnskabet. På trods af få dødsfald (“ingen dør i Skarnes”) er der rift om ligene mellem Hallangen Begravelsesbureau og de store kæder i Kongsvinger.

Desværre er ligmanglen udbredt, og når der en sjælden gang imellem kommer et opkald fra politiet eller sundhedsvæsnet om et dødsfald, er det, som om sønnen Odd (Sørensen) og faren Arvid (Strømdahl) popper champagne af bare glæde.

Reaktionen er dog mere afdæmpet, da det er deres egen søster/datter, Live, de skal hente – stendød – ude på en forblæst mark.

På tredjedagen …

Sagnet vil vide, at selveste Jesus stod op fra de døde på tredjedagen, men så god tid har Live Hallangen (Johansen) ikke. Allerede dagen efter dødsfaldet vågner hun rædselsslagen, da obducenten sætter kniven i hendes bryst.

Og – voila! – som ved et trylleslag er dødsstivheden borte, og lægen kan ikke finde noget galt med hendes almene helbredstilstand. Men Lives far aner uråd. Han ved mere, end han vil ud med, og ser med bekymring på en udvikling, som han genkender fra sin afdøde kone.

Live selv har pludselig fået problemer med at sove om natten samt skærpede sanser, øget fysisk styrke – og en umættelig tørst efter frisk blod …

Landsbytosser

Udadtil er der en del ligheder mellem den fantastiske HBO-serie Velkommen til Utmark og Post Mortem, men hvor Utmark er et mere personfokuseret, mellemmenneskeligt drama, henlagt til en bygd med en række “underlige” mennesker, er Post Mortem den mere lyse, letbenede og uvorne lillebror.

Den morbide humor er bestemt af den mørke slags, men er samtidig skamløst spøgefuld og lunt infernalsk.

Jo, tematikken er vampyrfokuseret, og vi får da også en række blodige scener serveret, der ikke er for sarte sjæle, men i centrum af Post Mortem står herlig ironisk og morbid sort humor. Det er mere en situationskomedie, hvor aktørerne roder sig længere og længere ud i skidtet, end skræmmende thriller.

Man gør heller ikke grin med enfoldige mennesker på landet (“landsbytosser”), men ler med dem snarere end af dem.

Den lokale politistyrke, bestående af den lidt naive Reinert og den mere kyniske Judith, drømmer om en dag endelig at kunne løse en rigtig kriminalsag – allerhelst et drabsmysterium. Så falder “drømmesagen” ned i deres turban i form af den døde Live Hallangen. Men da ligene begynder at hobe sig op, får de pludselig mere, end de kan håndtere.

Sprælsk manuskript og godt skuespil

Holmsens manuskript er sprælsk, intrikat og elegant frejdigt. Samtidig formår det at overraske gang på gang.

Dialogerne sidder som regel lige i skabet, og vi charmeres af den håbløse familie med den stakkels søn, der kun ønsker sin fars anerkendelse, men som tilsyneladende ikke kan lykkes med noget i livet.

Da sønnen skal drive firmaet på egen hånd, kommer alle hans svigtende færdigheder og iboende usikkerhed frem i lyset. Elias Holmen Sørensen er et fund som den lidt akavede, konfliktsky og nølende tyksak – der åbenbart har et hjerte af guld – og leverer Post Mortems stærkeste og mest troværdige skuespilpræstation. Odds morbide glæde (iblandet et strejf af skam), hver gang et lig dukker op, er en fryd at se.

Søsteren bor stadig hjemme, er single og arbejder på det lokale sygehus – mens landsbyens politimand drømmer om et liv sammen med hende. Men Live er en uventet kompleks person.

Terje Strømdahl fremstår lige lovlig teatralsk i rollen som faren, mens Kathrine Thorborg Johansen virkelig vokser med rollen. I begyndelsen lidt irriterende naiv, men hendes stil klæder figuren som hånd i handske. Desværre får vi alt for lidt af Robert Skjærstad at se.

Fotograferingen ved Jon Gaute Espevold er usædvanlig sober, intim og kunstfærdig. Espevold får naturen, kornmarkerne, broen og bygden til at fremstå både magiske, tiltrækkende og dystre. Scenografien og rekvisitterne er et kapitel for sig; her er der virkelig lagt vægt på detaljerne. En visuel pragtpræstation!

Zwart har solid kontrol over dramaturgien, og bortset fra et par unødvendige lavpunkter er sæsonen praktisk talt fri for døde (!) punkter. Det hele toppes med et iørefaldende soundtrack, som ofte står i skarp kontrast til handlingen. Bravo! Fem stjerner til en serie, der garanteret vil tiltrække mange seere langt ud over Norges grænser.